H.C. Andersen: “Mit Livs Eventyr” Kapitel 8

H.C. Andersen: “Mit livs eventyr” Kapitel 8

Hans Christian Andersen biography »The Fairy Tale of my Life« 1855

  Kapitel: 0  1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  12  13  14  15!  16

Det var fra denne Dag, som om der kom et mere stadigt Foraars-Solskin ind i mit Liv; jeg følte en større Sikkerhed, idet jeg ved at see tilbage over mine Livsdage, saae mere klart, at et kjærligt Forsyn vaagede over mig at Alt, som ved en høiere Styrelse var ledet til det Bedste for mig, og jo fastere en saadan Overbeviisning bliver, des mere sikker føler man sig.

»I den engelske Marine gaaer der gjennem alt Tougværket, smaat og stort, en rød Traad, der viser, at det tilhører Kronen; gjennem det menneskelige Liv, i Smaat og Stort, gaaer der en usynlig Traad, der viser, at vi tilhører Gud.« Denne Overbeviisning, som jeg har følt og nedskrevet i Romanen »de to Baronesser«, er og lever hos mig og jeg er gjennemtrængt af den.

Et Barndomsliv havde jeg levet, et Ungdomsliv begyndte egentlig nu først fra denne Tid, før var det kun en Svømmen mod Bølgerne, en Kæmpen mod tunge, store Søer, i mit fire og tredivte Aar begyndte mit rette Livs Foraar, men Foraaret har ogsaa sine graa Dage, sine Storme, før det bliver klar, varm Sommer, og de maae til for at udvikle, hvad der skal modnes.

Vi ville see lidt hen til de saakaldte graa Dage og Storme, der jo rigtignok bagefter, i en lysere, stille Tid, vække et Smil hos os, at vi saa let kunne gyse. – Men til Sagen!

Hvad en af mine kjæreste Venner skrev til mig, paa en senere Reise i Udlandet, kan tjene til Indledning for hvad jeg her vil fremføre. Han skrev i sin eiendommelige Stiil:  »Det er Deres udsøgte Indbildningskraft, der strax laver Historier, at De er foragtet i Danmark, det er jo Usandhed. De og Danmark forliges fortræffeligt, og vilde forliges endnu bedre, dersom der ikke var et Theater i Danmark: hinc ille lacrimæ! dette forbandede Theater! er det da Danmark, og er De ikke andet end Theaterskribent? « – –

Der ligger en Kjerne-Sandhed heri, Theatret var i en Række af Aar det Sted, hvorfra mit Liv i høi Grad blev mig forbittret. Det er, siger man, almindeligt i hele Verden, at Theater-Folk er et eget vanskeligt Folkefærd; som oftest, fra første Statist op til første Elsker, sætter hver Enkelt sig i den ene Vægtskaal og lægger hele den øvrige Verden i den anden. Parterrets Væg er denne Verdens Grændse, Blad-Critiken er Fixstjerner i Universet; lyder nu fra hele dette Rum kun Bravo og Beundring, ofte kun født Eftersnakken og tankeløs, nedarvet Beundring, saa er det menneskeligt at svimle udover sin sande Betydning.

Paa den Tid, da Politiken aldeles ingen Rolle spillede hos os, var Theatret »det Offentlige«, det, som var Dagens og Aftenens betydeligste Conversationsthema; den kongelige danske Skueplads kunne da vistnok ogsaa henregnes til een af de første i Europa, der eiede betydelige Talenter; Nielsen var i ungdommelig Kraft, og foruden sin Tænksomhed som Kunstner eiede han et Organ, der, som en sand Musik bar Ordene og kunne bedaare. Den danske Scene havde da Dr. Ryge, der ved Person, Geni og Organ var født til at være Bæreren for Oehlenschlägers Tragedier. Scenen havde i Frydendahl en sjelden Repræsentant for Lunet og Humoren gjennemstraaet af Dannelse og Fiinhed; Stage var en complet Cavaleer, en for Øiet sand Gentleman, og havde dertil i det komiske Rollefag et dristigt Lune. Desuden var allerede da Talenter, som Fru Heiberg, Fru Nielsen, Rosenkilde og Phister. Vi eiede dernæst en Opera, og Balletten begyndte under Bournonville sin Blomstren.

Som sagt, vort Theater var da eet af de første i Europa, men at derfor alle udøvende Kræfter der skulle være Tidsalderens Bærere, gaar det ikke an at paastaa, men som saadanne optraadte nogle, idetmindste for mig, da de ikke stort vurderede Forfatteren. Jeg troer, at det danske Theater altid formeget har manglet Disciplin, og den hører til, hvor mange Individer skulle danne et Hele, og netop just et kunstnerisk Hele. I det Par Generationer, jeg alt har levet, har jeg gjort den Erfaring, at der altid har været omtrent den samme Pukken paa Directionen fra Publikums Side, især med Valg af Stykker, og samme Bølgende Stemning mellem Direction og Personale; det ligger vist saaledes i hvad der menneskeligt ikke kan være anderledes, og altsaa vil maaske rimeligvis enhver ung forfatter, der ikke har Øieblikkets Gunst; anderledes end jeg da havde den, have det samme at lide under og kæmpe mod. Selv Oehlenschläger led ofte i høi Grad, blev overset, eller i det Mindste ikke altid, synes mig, værdigt nok behandlet; at Skuespillerne fik Bifaldsklap, var en Erfaring, ham peeb man ud. Hvorledes har jeg dog hørt mine Landsmænd tale om denne Genius! dog, det er vel saa i alle Lande, men hvor sørgeligt! Oehlenschläger fortæller selv, at hans Børn, i Skolen, maatte, fordi de havde en Fader som han, høre Ondt af de andre Drenge, der talte, som de hørte deres Forældre tale.

De Skuespillere eller Skuespillerinder, der ved Talent, ved Blad-Venskab eller Folkegunst, staae som de Første, stille sig som oftest over Directionen og over Forfatteren, denne maa see at staae sig godt med dem, da de kunne forkaste en Rolle, eller hvad det tidt er ligesaa slemt, før Stykket kommer paa Scenen, udbrede i Publicum deres mindre gode Mening derom; man har kaffehuuscritik, før Nogen endnu skulle vide noget om det nye Arbeide.

Det er ogsaa characteristisk for Kjøbenhavneren, at naar et nyt Stykke skal spilles, siger han ikke: »Jeg glæder mig dertil« – men han siger: »Det duer nok ikke! skal der pibes?« Pibning spiller en stor Rolle, det er en Morskab, som giver fuldt Huus! aldrig er endnu en slet Skuespiller bleven udpeben, nei, kun Digter og Componist er de to Syndere, for hvem Skafottet reises. Og i de fem Minutter, Piberne tør hvisle gjennem hele Rummet, seer man Damerne, de smukke og de stygge, smile og glæde sig ligesom Spanierinderne ved deres blodige Tyrefægtninger. I en Række af Aar var det altid den farligste Tid for et nyt Stykke, at komme i November og December; thi i Maaneden forud blev de unge Skoledisciple gjort til Studenter, slap over Artiums- Gjerdet og var meget strenge Dommere.

Alle vore betydeligste dramatiske Forfattere er, som bekjendt, pebne ud, Oehlenschläger, Heiberg, Hertz etc. har været udpebne, ikke at tale om fremmede classikere, f. Ex. Molière.

Theatret er og var imidlertid den Virkeplads, der for enhver dansk Forfatter er den meest indbringende; da jeg stod aldeles uden Hjelp og UnderstøtteIse, havde jeg søgt at bringe mit Talent til Virksomhed paa denne Vei, jeg havde skrevet de tidligere omtalte Operatexter, som bleve saa strengt bedømte, og forsøgte mig i Vaudevillen. Forfatter-Honoraret, der dengang ikke var af den Betydning, hvortil senere Collin ved sin sidste Tiltræden som Directeur fik det bragt, blev dengang, næsten maa jeg sige, sat komisk tilbage; jeg maa berøre det, der er Noget, som hedder Facta, de kunne ikke udslettes. Der var en bekjendt, dygtig Contoirmand, som blev gjort til Theaterdirecteur, man ventede god Orden i Tingene, thi han var en god Regnskabsfører, man glædede sig ogsaa til Operaens Fremgang, og han havde Sands for Musik, efterdi han sang selv i musikalske Kredse, man ventede energiske Forandringer, og disse kom ogsaa, i Regulativet for at betale Stykkerne; disses Værdi var vanskelige at afgjøre, det blev nu bestemt, at de skulde betales efter deres Længde, skulde afmaales i Qvarteer. Ved første Forestilling stod altsaa Regisseuren med Uhret og opskrev hvor mange Qvarteer, disse adderedes sammen, og efter deres Sum bestemtes Honoraret; det der manglede i det sidste Qvarteer, Stykket endte, tilfaldt Theatret, og dette er jo meget embedsdygtigt og vel udtænkt; Enhver er sig selv nærmest, det var ogsaa Tilfældet med mig, og da jeg trængte høiligt til hver Skilling, saa følte jeg ret Tabet, idet min Vaudeville: »Skilles og mødes«, der var i to Afdelinger, med særskilte Titler, blev betragtet som to Vaudeviller, der – efter Directionens Mening – ogsaa kunde gives hver for sig. Men »man skal ikke tale Ondt om sin Øvrighed,« og Theaterdirectionen er den dramatiske Digters Øvrighed, derimod et Par af Personalet – ja, dem vil jeg lade selv tale!

»Det er ingen Sag at faae sine Arbeider til at gjøre Lykke, naar de første Talenter skal forgylde dem!« sagde til mig eet af de første Talenter, der da ikke havde Lyst til at give sin Rolle. »Jeg spiller ikke Karle-Roller! « blev jeg mindet om af en Kunstnerinde, jeg vovede at tildele en Rolle, hun fandt for mandhaftig. »Siig mig een eneste morsom Replik jeg har!« tordnede høit paa Prøven, ved et af mine første Stykker, een af Skuespillerne; da jeg bedrøvet herover siden stod i en Krog, kom samme Stormagt og sagde: »tager De Dem det saa nær! troer De, jeg finder Rollen daarlig? Nei, saa spillede jeg den ikke! men jo mindre jeg gjør den fra Deres Haand, des større bliver den fra min! men siger De til Nogen, jeg har sagt det, saa siger jeg, det er Løgn!« denne Replik sagde Kunstneren fortræffelig, uden at tænke paa Publicum, der nu hører den; man leer heraf, siger maaskee: det er Stof for Humor, men som ganske ung Forfatter tager man det ikke saaledes. Til Skibs gjelder jo de stærke Udtryk under Commandoen ikke bogstavelig, saaledes skal man heller ikke tage det paa Theaterskibet, men det gjorde nu jeg. Men hvorfor gav jeg mig da derhen; fordi Theatret var det Sted, hvor det betalte sig bedst at faae en Digtning frem, og uden Penge kan man ikke leve, dernæst er Scenen en mægtig Talerstol, hvorfra, som Carl Bagger siger: »der forkyndes for Hundrede, hvad der neppe læses af Ti!«

Collin var ikke længer Theaterdirecteur; Molbech, var af Censor-Magten den meest skrivende, meest haarde; jeg vil troe, at i Tidens Løb, de skrevne Censur-Bøger, som Theatret opbevarer og hvori Molbech har udtalt sig over forkastede og antagne Stykker, vil give den mærkeligste Characteristik, og læser man saa, hvad han senere skrev og lod trykke, da han ikke længer var Theaterdirecteur, og Heiberg forkastede et Arbeide af hans Søn, hans Yttringer der om Pligter mod det unge Talent, saa har man den Stemme, der i høieste Grad kunde og burde have lydt til ham selv, i hans Vilkaarligheds Dage. At han brød Staven over Alt, hvad jeg skrev, maatte jeg vente, kun at det skete paa den sædvanlige og vistnok fra Theaterdirectionens Side rigtige Maade; naar et Arbeide forkastes, bruges den Form, at Directionen »ikke finder sig foranlediget til at antage vedlagte Arbeide! « den indlader sig ikke paa Grunde, og det vilde ogsaa i mange Tilfælde blive høist vidtløftigt: jeg derimod fik et langt Brev, der umuligt andet end maatte være dicteret af Molbech, ret, con amore, sat sammen for at sige mig – ikke Venligheder, som han kunde det; for nu at faae et Stykke paa Scenen, var der ikke andet for, end at give dette til Skuespillernes Sommer-ForestiIlinger. Til en Decoration, malet til Hertz’s Vaudeville »Flugten til Sprogø«, som ikke gjorde Lykke, skrev jeg i Sommeren 1839 Vaudevillen »den Usynlige paa Sprogø«. Den overgivne Lystighed i Stykket tiltalte, det vandt saaledes Publicums Yndest, at det foranledigede Directionen til at optage det i Repertoiret, og det let skizzerede Arbeide fløi med Bifald over Scenen, og opnaaede en Række Forestillinger, jeg aldrig havde anet, *)

*) I Vinteren 1855 er det paa Casinos Theater, givet med stort fornyet Bifald i gjentagende Forestillinger.

men dette Bifald hjalp mig ikke det mindste hos Directionen, og jeg havde den Ærgrelse, at hvert nyt dramatisk Arbeide blev forkastet; desuagtet opfyldt af Ideen og Handlingen i den lille franske Fortælling »les épaves«, besluttede jeg at behandle samme dramatisk, og da tillige at vise, hvad man saa ofte havde villet negte mig, at jeg dog besad Stadighed til med Flid at gjennemarbeide et Stof; jeg skrev derfor et fem Acts Stykke paa rimede Vers, ja enkelte Steder deri paa Paludan-Müllers Maade i lyrisk Flugt tre fire Riim; jeg troede ogsaa nok at kunne, som en Fugl i Luften, bevæge mig i Sproget. Det var et fremmed Stof, en rig dramatisk Handling laae deri, og min Lyrik behang det saaledes med friskt Grønt, at det næsten ganske syntes fra min Urtegaard, og kan der i Vers lægges Musik, saa idetmindste forsøgte jeg her at underlægge Stoffet Sprogets Musik, og lade en andens Digtning ved denne i ny Form omplante paa Scenen; jeg følte, at den givne Fortælling var gaaet over i mit aandelige Blod, før jeg gav den for Scenen, jeg antog, at man skulde ikke paa den Maade som før, da jeg benyttede Walter Scotts Romaner, kunne sige, at det kun var »tilskaaret« eller »forskaaret« for Scenen. Stykket blev skrevet, og læst for flere ældre Venner, aandfulde Mænd, som gav det stort Bifald, et Par af de Skuespillere, som jeg ønskede skulde optræde i det, hørte mig læse det og fik stor Intesse derfor, især Hr. Vilhelm Holst, hvem jeg ønskede skulde udføre Hovedrollen; han var en af de Scenens Kunstnere, som venlig og deeltagende kom mig imøde, og som jeg skylder at udtale min Tak og Erkjendelse.

I Frederik den Sjettes Forgemak udtalte en af vore høiere Embedsmænd fra Vestindien sig mod Stykket, hvis Indhold han havde hørt om, at det var ikke af dem, man burde give paa et kongeligt Theater, da det vilde være af skadelig Indflydelse paa de Sorte paa vore vestindiske Øer; »men det skal heller ikke opføres paa de vestindiske Øer! « svarede man ham.

Stykket blev nu indleveret og naturligviis forkastet af Molbech; vel var det bekjendt nok i Publicum, at hvad han opelskede for Scenen, visnede snart, men hvad han smed som Ukrud hen i Gangen, tidt bleven Blomst for Haven; hans Forkastelse havde saaledes ingen skadelig Betydning, det var altid en Trøst. Meddirecteuren Geheime-Etatsraad Adler, en Mand med Smag og Billighed blev mit Arbeides Beskytter, og da der, ved de Flere der havde hørt mig forelæse det, allerede var en særdeles gunstig Dom om det i Publicum, blev det efter nogen Talen frem og tilbage, bestemt til OpføreIse. Dog før dets fuldkomne Antagelse kom, var en lille Scene, ligesaa characteristisk som komisk, og som jeg her vil opbevare.

Der var en Mand, meget brav, men ikke Æsthetiker, dog, hans Dom over Stykket vilde betydeligt gjøre Udslaget – han sagde mig, at han meente mig det godt, men havde endnu ikke læst mit Stykke; der ere saa Mange, der tale for det, men Molbech har skrevet et heelt Ark imod det – og nu maa jeg ogsaa sige Dem, det er jo skrevet efter en Roman, De skriver selv Romaner, hvorfor opfinder De da ikke selv en Historie til Deres Stykke. Dernæst maa jeg sige, at Eet er at skrive Romaner, et Andet Komedier, i dem maa der være Theater-Effect, er der nogen i Mulatten og nogen, som er ny. Jeg søgte at gaae ind i Mandens Fordringer og Ideer, og svarede, »der er et Bal!« »Ja, det er meget godt, men det har vi i »Bruden«, er der noget ganske Nyt?« – »Der er et Slavemarked!« sagde jeg. »Slave-Marked, det har vi nok ikke! ja det er Noget! jeg skal være retfærdig mod Dem. Det Slave-Marked tiltaler mig!« – og jeg tror, at dette Slavemarked lagde det sidste nødvendige Ja til Mulattens Antagelse.

Efter Læseprøven paa Scenen sendte Skuespiller Holst mig efterfølgende smukke Digt til Taksigelse.

Til Digteren Andersen. jeg hørte – og endnu for Øret toner En sælsom Raslen, som da hist jeg sad, Hvor lette Luftstrøm gjennem Palmens Kroner, Kun Flippen løfte kan af brede Blad. Jeg saae den yppige Natur i Skovens Skygge, Paa Marken det af Solen brændte Straa. Jeg Papegøjen hisset saae at bygge, Og her Kaninen, som bag Sukkerrøret laae. Jeg Hytten saae, som sorte Brødre huser, I Pjalter laae de – – dog, for Hytten Døren luk!-

Jeg hørte Møllens Klappren, naar den Røret knuser, Bombaiens Pidskeslag og Slavens Suk. Jeg følte, hvad jeg ikke kan forklare, Mit Hjerte blødte ved de Armes Nød, Mens et usynligt Vingepar mig bare Og Harpetoner for mit Øre lød; Hvad var det da? – Kan man med Vellyst dvæle Paa Steder, som kun Rædsler kalde frem ? Hvor Solens Hede maa hver Livslyst qvæle, Hvor Skovens Skygge er kun Slangens Hjem! Jo – thi hvor Poesiens Almagt troner, Der vige maa det Grelle i Natur, Der hæves Sjælen op til Palmens Zoner, Og skjønne Taager er selv Fængslets Muur! Du, gode Digter! her et Værk fremtrylte. Ved Kraften Gud har nedlagt i din Barm, Med gamle Minder det min Sjæl her fyldte, Og atter tropisk Sol mig gjorde varm. Men Solen var din Digter-Ild, som flammed, Var din Begeistrings-Funke, som slog ned, Og hvad af Hverdags-Livets Tant var lammet, Nyt Liv, nyt Lys og Næring fik derved. Hvad Livets Vexlen mig har viist, Du tænkte, Og stolt og djærv og sand var Tankens Flugt. Og skjøn og saftfuld er den modne Frugt, Som Du dit Fødeland til Smykke skjænkte. W. Holst.

To Aftener før Opførelsen var bestemt, nød jeg den Ære at forelæse Stykket for daværende Prinds Christian og Gemalinde, der milde og elskelige modtoge mig, og hos hvem jeg fra den Tid har modtaget mange Beviser paa Naade og Hjertelighed. Dagen kom, det var den tredie December 1839. Placaten var udhængt, hele Natten havde jeg af Uro og i Forventning ikke lukket et Øie. Folk stod alt i Række foran Theatret for at erholde Billet. Da joge Stafetter gjennem Gaderne, alvorlige Grupper samlede sig, Sørgebudskabet lød, at denne Morgen var Kong Frederik den Sjette død. Fra Amalienborg Slots Altan forkyndtes det, og for Christian den Ottende lød et Hurra; Byens Porte blev lukkede, Armeen toges i Ed, Frederik den Sjette hørte endnu til Folkenes patriarchalske Tid; den opvoxende Slægt havde ikke endnu mistet en Konge, Sorgen og Alvoren var stor og stærkt afpræget.

I to Maaneder var Alt som i et Sørgehuus, først efter den Tid aabnedes Theatret første Gang under Kong Christian den Ottendes Regjering med mit Drama »Mulatten«. Min Bog havde jeg tilegnet Kongen, der jo alt kjendte den og havde givet den sit Bifald:

Med Mildhed lytted Du til denne Sang, Om Aandens Kamp og Seier høit den klinger; Du hylder Aanden, som fra Gud udsprang, Og derfor, Konge, Dig jeg Sangen bringer.

Stykket blev godt spilt og modtaget med det meest jublende Bifald, men jeg kunde ikke strax rumme Glæden derover, jeg følte mig kun befriet fra den Spænding, hvori jeg havde gaaet og lidt, jeg aandede lettere. Mit Stykke modtoges med samme Bifald i en Række af Forestillinger. De Fleste stillede dette Arbeide høit over Alt, hvad jeg nogensinde havde skrevet, og meente, at fra nu af begyndte min egentlige Digterbane; ingen af mine Digte, eller »Improvisatoren«, »Spillemanden« o. s. v. havde Betydning mod dette Værk, kort, det fik af en stor Mængde Mennesker en Roes, stor som jeg kun havde faaet ved min første Optræden med »Fodreisen«. Denne og »Mulatten«, var indtil da de to første Vurderings, vistnok Overvurderings, Momenter i mit Digterliv. Stykket blev snart oversat paa Svensk og opført med Bifald paa det kongelige Theater i Stockholm; den svenske Digter Ridderstad skrevet Slags Efterspil dertil, i hvilket Paleme søger Hevn over sin Herre. Reisende Skuespillere gav mit Drama i de mindre Stæder i Nabolandet, en dansk Troupe, Hr. Werlighs Selskab, spillede det paa Dansk ovre i Malmø, og en stor Skare af Studenter fra Lund modtog det med Jubel. Over Sundet klang til mig venlige Hilsener i Vers og Prosa:

Du Danmarks unge svan, du Nordens Lyra, I velljud dränk en rå forbistrings tid, Bygg åter upp ett ljusande Palmyra, Men på Parnassen – fullt af sol och frid.

Fyll oss med skönhet! Likasom du ville Från mörkrets makter återföra oss; Och bada dig i morgonrodnan, snille ! Och skrif i den vår Nords apotheos.

C. Adlersparre.

Jeg var just Ugen forud i Besøg hos Baron Wrangels i Skaane; de svenske Naboer modtog mig saa hjerteligt, saa inderligt velvilligt, at Erindringen herom aldrig er udslettet i mit Bryst, da modtog jeg ude den første offentlige Hædersbeviisning, der har gjort et dybt, uforglemmeligt Indtryk paa mig. Fra de Studerende i Lund blev jeg indbudt at komme til deres gamle By, her var et Festmaaltid arrangeret for mig, Taler bleve holdte, Skaaler udbragte, og da jeg ud paa Aftenen var i en Familiekreds, underrettede man mig om, at de Studerende vilde bringe mig en Serenade. Efterretningen alene overraskede mig i den Grad, at jeg skjelvede over alle Lemmer. Jeg kom ganske i Feber-Tilstand, da jeg saae den tætte Skare, Alle med deres blaa Møtser paa Hovedet, Arm i Arm at nærme sig Huset; ja, jeg havde en Ydmygheds-Følelse, en saa levende Erkjendelse af mine Mangler, at jeg ligesom følte mig trykket til Jorden, idet man hævede mig; da de Alle blottede deres Hoveder, idet jeg traadte frem, havde jeg hele min Kraft nødig for ikke at briste i Graad. I FøleIse af at være en saadan Hyldest uværdig, speidede mit Øie, om ikke hos Nogen gik Smiil om Munden, men jeg saae kun velvillige Ansigter, ellers vilde i dette Øieblik et tvivlsomt Smiil have slaaet mig den dybeste Vunde. Man gav mig Hurra, og af Talen, der blev holdt, husker jeg levende, at der sagdes: »Naar Deres eget Fædreland og Europas Lande bringer Dem Hyldest, vil De ikke glemme, at den første, der bragtes Dem, var af de lundske Studenter.« Naar Hjertet er varmt, veies ikke det stærke Udtryk, det erkjendte jeg dybt og svarede, at fra dette Øieblik følte jeg, at jeg maatte hævde et Navn, for at gjøre mig værdig til denne Hædersbeviisning. Jeg trykkede de Nærmeste i Hænderne, takkede dem saa dybt, saa inderligt, som vist nogen Tak er given, og da jeg kom ind igjen i Stuen, søgte jeg hen i en Krog for at græde ud denne Spænding, denne Overvælden af Følelsen.

»Tænk ikke mere paa det! vær glad med os!« sagde et Par af de svenske Venner, de vare Alle saa muntre, men der var kommet en Alvor i min Sjæl; tidt er Erindringen om denne Aften vendt tilbage, og intet ædelt Menneske, der læser disse Blade, vil see Forfængelighed i, at jeg har dvælet saalænge ved dette Livs-Moment, der mere udbrændte Hovmodens Rødder, end nærede dem. Mit Drama »Mulatten« skulde derpaa opføres i Malmø, Studenterne vilde see det, men jeg ilede med min Afreise for ikke da at være i Theatret. Med Tak og Glæde flyver min Tanke til den svenske Universitetsstad, men jeg selv har aldrig siden været der; de unge, fra hiin Festdag for mig begeistrede Venner, ere nu spredte over hele Landet, min Hilsen naaer til dem, som min smukkeste Hyldest knytter sig til den gamle Universitetsstad.

I svenske Aviser omtaltes den mig viste Hæder, og »Dagen« af 30te April 1840 giver et Referat fra »Malmö nya Allehanda« om Andersen, der paa en for ham og den danske Nation smigrende Maade blev modtaget af de Studerende i Lund, Langfredag, om den paa Raadhuussalen arrangerede Diner. Den svenske Anmelder slutter med: »Vi kjende vel de hæse Stemmer, som af Misundelse og Kammeratskab hæve sig i det gode Naboriges Hovedstad mod en af dets ypperste Sønner; men disse Røster maa forstumme, Europa lægger sin Opinion i Vægtskaalen og dets Dom er endnu aldrig forkastet. Andersen tilhører som Digter ikke blot Danmark, men hele Europa, og den Hylding, som den svenske Ungdom, ved Sverrigs søndre Universitet, bragte ham, turde vel – saa haabe vi – gjøre den Braad uskadelig, hvormed Smaalighed og Misundelse i hans eget Fædreland søger at gjøre hans Laurbær til en Tornekrands. Og hermed sige vi den elskelige Skjald et hjerteligt Farvel, og forsikrer ham om, at sand Beundring og broderlig Trofasthed altid skal komme ham imøde, hvorsomhelst han sætter sin Fod paa vort Fædreland, det gamle Sverrigs, Jordbund.«

Da jeg kom hjem igjen til Kjøbenhavn, mødte jeg hos enkelte af mine ældre, prøvede Venner, den inderligste Deeltagelse, jeg saae Taarer i deres Øine; de sagde mig, at især glædede det dem, at see Maaden jeg optog den nydte Hæder paa; for mig er der kun een Maade, netop i Glæden flyver jeg med Tak til Gud, blød og ydmyg, bedende ham om Kraft og Dygtighed til at fortjene Sligt.

Enkelte smiilte over Enthusiasmen, Een og Anden vilde gjerne have draget det over til den lystige Side. Digteren Heiberg sagde ironiserende til mig: »naar jeg reiser til Sverrig, maa De være med mig, for at ogsaa jeg kan faae lidt saadan Hyldest!« jeg syntes ikke om Spøgen og svarede: »Reis derover med Deres Kone! og De vil komme til det meget lettere.«

Fra Sverrig lød kun Enthusiasme for Mulatten, medens her hjemme et Par Stemmer hævede sig mod den; Stoffet var laant, hvilket ikke stod nævnt paa det trykte Titelblad; Tilfældet var Skyld heri; jeg havde skrevet det paa Manuskriptets sidste Blad, men da Dramaet selv sluttede et trykt Ark, maatte et nyt begyndes for at give denne Note, man spurgte mig fra Trykkeriet, om den ikke kunde falde bort; en af vore Digtere, jeg raadførte mig med herom, meente, at det var aldeles overflødigt, da Novellen »les epaves« var meget læst; Heiberg selv havde, da han omdigtede Tiecks »Alferne«, ikke med et eneste Ord omtalt sin rige Kilde. Paa mig tog man nu fat her; den franske Fortælling blev nøiagtig gjennemgaaet og sammenlig. net med Stykket, en Oversættelse af »les epaves« sendtes til Udgiveren af »Portefeuillen« med paatrængende Forlangende om, at den optoges, Redacteuren lod mig det vide, jeg bad ham naturligviis om at optage den. Paa Scenen vedblev Stykket at gjøre stor Virkning, men Critiken forringede mit Arbeides til. deelte Værd; den altfor store Roes, jeg havde faaet, gjorde mig Ømskindet for den, som jeg ansaae, ubillige Dadel, jeg kunde mindre taale den end før, og meente, at det ikke var Interesse i det Skjønnes Tjeneste, men kun Lyst til at ærgre mig, og at sætte mig som Forfatter ned igjen i Middelmaadighedens Digter-Sump. Ogsaa i den udkomne nye Novelle af Forfatteren til »en Hverdagshistorie«, var Begeistringen for »Mulatten« gjort latterlig, Ideen over Aandens Seier, som jeg havde udtalt der, betragtet som Pjat. Det var som bekjendt J. L. Heiberg, der besørgede Udgivelsen af disse Noveller, næsten Alle antog, at de bleve til i hans Huus, og at han maatte staae nær i Forhold til Forfatteren; vi saae, at ved første Forestilling af Dramaet »Magt og List« *) satte Heiberg paa

*) 13. Januar 1832.

Placaten sit Navn som Forfatter, men da Stykket ikke behagede, traadte han tilbage og erklærede, at det var af Forfatteren til en Hverdagshistorie, mellem hvis Skrifter det ogsaa senere er optaget; det Sidehug, her var gjort imod mig, optog jeg da, som om det udgik eller idetmindste adopteredes af Heiberg; meer og meer blev det mig en Vished, at han slet ikke syntes om mig, og jeg tog mig det nær, jeg, som saa gjerne sluttede mig til ham, erkjendte det Dygtige hos ham og desuden i den Omgivelse, jeg levede, ofte førtes sammen med ham. Beskeden og med Inderlighed nærmede jeg mig ham, der var Dagens Stjerne her hjemme, men følte mig koldt stødt tilbage. Det forekom mig i det Mindste saa, og da jeg eengang var bleven mistænksom, hvor let sammensætter man da ikke hvert let henkastet umildt Ord, seer det med det vrede Øies Mikroskop; maaskee var jeg den, der gjorde meest Uret. Den Beundring, min nærmeste Omgivelse nærede for Heiberg som Digter og Smagsdommer, havde naturligviis Indvirkning paa deres Dom over mig – og jeg var tidt nær ved at slippe mig selv, idet jeg troede, saa godt som Ingen holdt paa mig. Det er ikke Misundelse og Forfængelighed, men det er et Saar, der bløder, naar kun Eens Uvenner stadigt citeres og opløftes.

Mit Sind var iøvrigt friskt og elastisk, jeg fik just den Tid Ideen til: »Billedbogen uden Billeder« og udførte den; en lille Bog kun, men vistnok den af alle mine Bøger, ja selv mere end Eventyrerne, der efter Anmeldelser og Opslag i Tydskland synes meest at have gjort Lykke og faaet en utrolig Udbredelse. Een af dem, som der først omtalte den, tilføiede: »Mange af disse Billeder frembyde Stof til Fortællinger og Noveller, ja, en begavet Phantasie vil herfra kunne skabe Romaner; « en saadan er senere virkelig hentet herfra, idet den aandfulde Fru von Göhren har til sin første Roman: »die Adoptivtochler« laant, som hun selv vedkjender sig, Stoffet fra »Billedbog uden Billeder«, den tredie Aften, hvor Maanen fortæller om sin »Rose fra Præstegaardens Have«.

Ogsaa i Sverrig blev min Bog oversat, hvor den ved en tilføiet »Aften«, er dediceret mig; her hjemme blev den mindre bemærket, og saavidt jeg erindrer, var det alene Hr. Siesby, der i »Kjøbenhavns Morgenblad« forundte den nogle venlige Ord.

I England udkom et Par Oversættelser, og den engelske Critic hævede den lille Bog meget, kaldte den »en Iliade i en Nøddeskal! «.  Fra England har jeg seet et Prøveblad paa samme Bog som Pragtværk, den blev derved rigtignok, ligesom senere i Tydskland, »Billedbog uden Billeder« med Billeder.  Her hjemme, som sagt, lagde man ikke stort Mærke til den lille Bog, derimod talte man endnu om »Mulatten«, dog meest derom, at Stoffet var laant, Noget, som jo ogsaa er Tilfældet baade med Oehlenschlägers »Aladdin« af »Tusind og Een Nat« og Heibergs »Alferne« efter Tiecks Eventyr, men Tieck kjendte man meget lidet til, og Heiberg critiserede man dengang ikke.

Den bestandige Pegen paa, at jeg ikke havde selvopfundet Stoffet, fik mig til at udtænke et, og nu skrev jeg Tragedien »Maurerpigen«, idet jeg haabede, ved denne, at bringe alle mig ondtvillende Tunger til Taushed, og hævde min Plads som dramatisk Digter. Det var tillige min Plan, at jeg da ved Indtægten for dette nye Arbeide, i Forening med den lille Sum, jeg havde samlet og holdt paa, af Honoraret for »Mulatten«, vilde gjøre mig det muligt endnu en Gang at komme til UdIandet, ja gjøre der en større Reise, ikke blot til Italien, men til Grækenland og Tyrkiet; min første Reise havde jo, mere end alt Andet, virket til min aandelige Udvikling, det var saa temmeligt blevet erkjendt; jeg følte, at Livet og Verden var min bedste Skole; jeg var fuld af Reise-Lyst, fuld af Stræben efter at tilegne mig mere Kjendskab til Naturen og Menneskene. I Tanker og FøleIser var jeg endnu aldeles ung.

Heiberg, der var bleven Theater-Censor; syntes ikke om mit nye Stykke, og i det Hele slet ikke om min dramatiske Færd. Fru Heiberg, hvem jeg troede at have skrevet Rollen for, afslog at spille den; og jeg vidste, at Publicum ikke brød sig om at komme i Theatret, naar hun ikke optraadte, Honoraret vilde altsaa blive ringe, og jeg ikke kunde udvide min Reise. Jeg udtalte det, tænkte ikke paa høiere Kunsthensyn, hun kunde have – hun afslog det, og ikke mildt. – Dybt saaret gik jeg bort og beklagede mig for Enkelte; hvorledes nu denne Beklagelse er gjengiven, eller en Beklagelse mod Publicums Yndling er en Forbrydelse, nok fra dette Øieblik i en Række af Aar – nu troer og haaber jeg, Forholdet er anderledes – blev Heiberg min Angriber, naturligviis kun i smaa Smæk, jeg var jo, i det danske Publicums Øine, ham ingen værdig Kæmper; saaledes optog og bar jeg det; snart fik jeg tydelige Tegn paa hans uvillige Stemning imod mig, hos Fru Heiberg derimod aldrig, og har jeg paa dette Sted udtalt, at jeg eengang var mindre glad ved hende, saa er det mig en Trang, en Pligt, her ikke at misforstaaes af hende eller af Nogen, ogsaa at udtale min levende, vedvarende Erkjendelse, at jeg anseer hende for en saa udmærket Kunstnerinde, at var det danske Sprog udbredt som det tydske eller franske, vilde hun have et europæisk Navn. I Tragedien bliver hun, ved den Forstand og Genialitet, hvormed hun opfatter hver Rolle, høist interessant, og i Lystspillet er hun ved Sandhed og Natur uovertræffelig. I en senere Tid har jeg tillige lært at skatte i hende een af de ædleste og bedste Qvinder, og hun er kommen mig saa hjertelig og deeltagende imøde, at jeg kun, da Ovenanførte alt er sagt i »das Märchen meines Lebens«, og det hører saa aldeles til det »Oplevede og Prøvede«, her har givet det. Men nu tilbage igjen i min Stemning hiin Tid.

Uretten være nu paa min Side eller ei; et Parti var imod mig, Publicum ikke for mig, jeg var i Bevidstheden om stadig at oversees og behandles ilde, jeg følte mig krænket, der mødte flere sammenstødende Ubehageligheder; Hjemmet blev mig uhyggeligt, jeg var halv syg – kunde ikke længer udholde det – og overgav mit Stykke til sin Skjebne, lidende og nedstemt ilede jeg med at komme bort. I denne Stemning skrev jeg til »Maurerpigen« en Fortale, der altfor tydelig viser mit syge Sind; og den blev der naturligviis gjort Nar af! Satte jeg her ud fra hinanden de æsthetiske Cliquer, vi da havde, det vilde være at rulle op for mange Mysterier, jeg maatte fremhæve enkelte Personer, der ikke høre Offentligheden til, skulde jeg gjøre dette Afsnit mere klart og beskueligt. Mangen Een i mit Sted vilde være bleven syg, som jeg, eller rasende vred, det Sidste havde nu været det Fornuftigste. Det Bedste var at komme afsted, mine Venner ønskede mig det.

»Vær ved godt Mod og see at komme snart ud af det Vrøvl!« skrev Thorvaldsen mig til fra Nysø. »Jeg seer Dem nok her, før De reiser, hvis ikke saa sees vi i Rom!«

»I Guds Navn, reis bort!« sagde ærlige, deeltagende Venner, der følte, hvad jeg led; ogsaa H.C. Ørsted og Collin styrkede mig i mit Forsæt, Oehlenschläger sendte mig i et Digt sin Hilsen til Reise:

Den gamle Kleist har ofte sagt : Han gik paa »poetisk Billedjagt«. Paa slig en Jagt Du Dig ogsaa begiver, Jeg haaber, at Byttet rigeligt bliver ; At, naar Du kommer til Grækenland, Af græske Himmel og Jord og Vand Du bringer en mægtig Ladning fuld. Men glem dog ei, Du er dansk af Kuld ! Du gjerne som Væring bort maa drage, Hvis Du som Væring kommer tilbage, Du ei behøver, hvis Kampen bli’r haard, At slaae for Drotten i Myklegaard ! En Digter Laurbær faaer om sin Tinding Uden legemlig Seiervinding ; Han kæmper aandeligt for sin Sag: Den høie FøleIse, skjønne Smag. Saa viis Din Kraft! og staae Livet bi Med vederqvægende Poesi!

Min Ven, Digteren H. P. Holst, skulde ogsaa til Udlandet; hans Digt »O Fædreland, hvad har Du tabt!« opfyldte Alle; der var i faa hjertelige, simple Ord sagt, hvad Alle følte; Kong Frederik den Sjettes Død var en Landesorg, en Familiesorg, og det første naturlige, smukke Qvad, der udtalte den, greb derfor Alle. Holst var Øieblikkets lykkelige Digter; uden Vanskelighed, uden Attester – dette er ikke sagt med Bitterhed mod ham, – erholdt han Reisestipendium; hans mange Venner i Studenterforeningen arrangerede en Afskedsfest for ham, dette gav Anledning til, at et Par af mine yngre Venner samlede en Kreds for mig, og gav ogsaa mig et Festmaaltid; det var unge studenter og nogle ældre Mænd, mellem disse var min Forlægger, Boghandler Reitzel, Conferentsraad Collin, Adam Oehlenschläger og H.C. Ørsted; det var lidt Solskin i mit mørke, fattige Digterliv; Sange af Oehlenschläger og Hillerup bleve afsungne, og jeg fandt Hjertelighed og Venskab her, idet jeg bedrøvet forlod Hjemmet. Det var i October 1840. Jeg vilde for anden Gang til Italien og derfra til Grækenland og Constantinopel, en Reise, jeg paa min Maade fortalte i: »en Digters Bazar«.

Paa Udreisen blev jeg nogle Dage i Holsteen hos Grev Rantzau-Breitenburg, hvis Fædreneborg jeg nu første Gang besøgte; jeg saae den rige holsteenske Natur, Hede og Marsk. land. Skjøndt seent paa Høsten var det smukke Dage, paa en af disse besøgte vi den nærliggende Landsby, Münsterdorphs Kirkegaard, hvor Siegfried von Lindenbergs Forfatter ligger begravet, Müller von Itzehoe, som han ogsaa kaldtes, TydskIands meest læste Romandigter i det forrige Aarhundrede, der skrev: Komische Romane aus den Papieren des braunen Mannes! eengang den meest læste Romandigter og dog som Ældre næsten glemt af sin Tidsalder, han havde imidlertid fra Kongen af Danmark en Pension til sin Død (den 23de Juni 1828), kunde altsaa leve og lide, dersom han var, hvad vi kalde: »af en følsom Natur.«

Mellem Magdeburg og Leipzig var Jernbanen aabnet, det var første Gang, jeg saae og prøvede en saadan, det var mig en Livsbegivenhed at see og kjende denne Flugt, man vil i »en Digtes Bazar« læse om det mægtige Indtryk, den gjorde paa mig.

I Leipzig levede Mendelssohn-Bartholdy, jeg skyldte ham et Besøg. Collins Datter og Svigersøn Etatsraad Drewsen havde netop Aaret forud hjembragt fra Mendelssohn en Hilsen til mig; paa Rhintouren hørte de, at han var ombord, og da de kjendte og elskede ham som Componist, talte de med ham, han hørte, at de vare fra Danmark, og da var et af hans første Spørgsmaal, om de kjendte den danske Digter Andersen? »Jeg betragter ham som min Broder!« sagde Fru Drewsen, og nu var der et Tilknytningspunkt. Mendelssohn fortalte dem, at da han laae syg, havde man læst høit for ham: »Kun en Spillemand«, Bogen havde høilig interesseret ham og vakt hans Interesse forfatteren, han bad dem bringe mig en hjertelig Hilsen og tilføiede, at jeg endelig, naar jeg engang kom gjennem Leipzig, maatte besøge ham. – Nu kom jeg her, men kun for at blive et Døgn. Jeg søgte derfor strax Mendelssohn, han var paa Prøve i »Gewandhaus«, jeg sagde ikke mit Navn, men at en Reisende særdeles ønskede at hilse paa ham, og han kom, men ærgerlig saae jeg nok, fordi han blev forstyrret i sine Forretninger. »Jeg har meget lidt Tid, og kan egentlig her ikke tale med Fremmede!« sagde han. »De har selv indbudt mig!« svarede jeg, jeg maatte ikke reise gjennem Deres By, uden at fremstille mig for Dem«.

»Andersen!« raabte han nu, »Dem er det!« og hele hans Ansigt straalede, han omfavnede mig, drog mig ind i Salen, jeg maatte høre Prøven med, det var Beethovens syvende Symphonie. Mendelssohn vilde beholde mig til Middag, men jeg skulde til min ældre Ven Brockhaus, og strax efter Middag gik Diligencen til Nürnberg, hvorhen jeg vilde. – Jeg maatte da give det Løfte, at jeg paa Tilbageveien vilde blive et Par Dage her i Leipzig, og jeg holdt, hvad jeg lovede. Nu gav Mendelssohn mig Papir og Blæk, bad mig om min Haandskrift, og jeg skrev:

Gjennem Kirken Orgeltoner runged: Et Barn var født, og Felix blev det kaldt, Ja, »Felix« havde Herrens Engle sjunget, Thi Tonekunstens Scepter ham tilfaldt.

I Nürnberg saae jeg første Gang Daguerreotyp-Billeder, i ti Minuter, sagde man, blev disse Portraiter til, det forekom mig som en Trolddom, Kunsten var ny og endnu langt fra, hvad den er i vore Dage. Daguerreotyp og Jernbane, disse Tidsalderens to nye Blomster vare allerede et Udbytte for mig af Reisen; med Banetoget fløi jeg til München til gamle Bekjendte og Venner.

En Mængde Landsmænd var her, Blunck, Kiellerup, Wegener, Dyrmaler Holm, Marstrand, Storch, Holbech og Digteren Holst, med hvem jeg herfra skulde gjøre Reisen ind i Italien; vi To bleve nu et Par Uger i München og boede sammen; han var en sand god Kammerat, omgjængelig og deeltagende; jeg besøgte med ham nogle Gange Kunstner-Kneipen, en bairisk Afspeiling af Romerlivet, men det var Øl og ikke Viin, der skummede, jeg følte mig heller ikke ret i Stemning ved denne Munterhed, og af Landsmændene var der Ingen, der ret drog mig til sig; og hvad mig som Digter angik, da holdt deres Dom over mig nok kjøbenhavnsk Grademaal. For Holst derimod var man anderledes velvillig stemt, jeg gik derfor meest min egen eensomme Gang, stundom fuld af Livslyst, oftere mistvivlende igjen om mine Kræfter. Jeg havde et eget Talent til at dvæle ved Livets Skyggesider, opsøge det Bittre og just smage derpaa, ganske udsøgt vidste jeg at pine mig selv. – Et Par Uger blev jeg i München, og mødte jeg ikke Interesse hos Landsmændene, saa fandt jeg den i desto høiere Grad hos Fremmede; »Improvisatoren« og »Kun en Spillemand« vare kjendte af Flere; den berømte Portraitmaler Stieler opsøgte mig, aabnede mig sit Huus, og jeg traf i Kredsen her Cornelius, Lachner og Schelling, hvem jeg tidligere kjendte. Snart stode flere Familiers Huse mig aabne. Mit Navn naaede Theater-Intendantens Øre, og jeg fik en fri Plads i Theatret, netop ved Siden af Thalberg. I »en Digters Bazar« har jeg omtalt mit Besøg hos Kaulbach, den Kunstner, som andre Kunstnere dengang satte saa lavt, og hvem Verden nu med Rette har lært at skatte som stor. Jeg saae da i Carton hans herlige »Jerusalems Ødelæggelse«, Skizzer til »Hunnenschlacht« ; han viste mig de deilige Tegninger – dem, vi senere Alle have set – til hans »Reineke Fuchs« og til Goethes »Faust« .

Jeg glædede mig som et Barn over, at jeg skulde med min Ven H. P. Holst reise ind i Italien, vise ham det deilige Land og al den Herlighed der, men Landsmændene i München, isaer Blunck og Storck, vilde ikke slippe ham, hans. Portrait blev malet, Tiden drog bestandig ud, og da han selv tilsidst ikke endnu kunde bestemme Afreisen, maatte jeg afsted alene, og opgive den Glæde at reise med Digteren i det Land, jeg elskede og kjendte som Kunstens skjønneste Land; imidlertid aftalte vi at boe sammen i Rom, naar han kom der, og at vi derfra vilde følges ad til Neapel.

Den anden December forlod jeg München og gik gjennem Tyrol over Inssbruck og Brenner ind i Italien, min Længsels og kjæreste Tankes Land. Jeg skulde altsaa dog komme her igjen, det skulde altsaa ikke blive »den rimeligviis eneste Gang, den Lykke forundtes mig!« som man eengang sagde mig det. Jeg var glad bevæget, et Øieblik fortrængte det ganske de Sorger, som knugede mit Sind, og jeg bad med Alvor og Inderlighed til Gud om aandelig Sundhed og Kraft til at virke som Digter.

Den nittende December naaede jeg Rom, Reisen er i Billeder og Begivenheder givet i »en Digters Bazar«; strax samme Dag, jeg kom, fik jeg et godt Logis hos skikkelige Folk omme i Via purificatione, en stor Leilighed, en heel Etage til mig og Holst, snart vilde han jo komme. Men der gik lang Tid, for det skete; jeg maatte laenge vandre ene om i den store, tomme Bopæl, den, jeg havde faaet billig, da kun faae Fremmede i denne Vinter opholdt sig i Rom, hvor Veiret var slet, og ond Feber grasserede. Til min Lejlighed hørte en lille Have med et mægtigt Orangetræ, der hang fuldt af Frugt; op til Muren blomstrede Maanedsroser i rig Fylde, og festlig lod her over til mig Munkenes Sang fra Kapucinerklostret, just det, hvor jeg har henlagt »Improvisatorens« Barndoms Aar.

Jeg besøgte igjen Kirker og Gallerier, gjensaae alle Kunstskatte, traf flere gamle Venner og tilbragte igjen en Juleaften, om ikke saa festlig, som den første, dog en Juul i Rom; Carneval og Moccoli fulgte, men ikke blot var jeg legemlig syg, det laae i mig, det laae ogsaa i Luften, her var ikke den Ro, den Friskhed, som da jeg første Gang levede her. Jorden rystede, Tiberen løb op i Gaderne, man seilede der med Baade, Feber rykkede mange Mennesker bort; i faa Dage mistede saaledes Fyrsten af Borghese sin Hustru og tre Sønner; det var Slud og Blæst, der var ikke hyggeligt, mangen Aften sad jeg i min store Stue, hvor det trak fra Vinduer og Døre, de tynde Qviste blussede i Kaminen, og Heden fra dem brændte min ene Side, mens den anden følte den kolde Luft, halv i Kappe og med varme Reisestøvler inden Døre, og dertil i Nætter og Uger havde jeg den voldsomste Tandpine, den, jeg siden har søgt at spøge over i Fortællingen »mine Støvler.«

Føorst ind i Februar kom Holst, kort før Carneval. jeg var legemlig og sjælelig syg: hvor var han dog en hjertelig Kammerat, godmodig og mild, det var en Velgjerning, thi jeg var lidende; og i den Sjæls-Tilstand dukke tidt gamle Minder op, mangt et lille Digt fra de Dage er veiret hen, jeg eier kun faa af disse:

Jeg gav mit Hjerte, mit Ungdomsblod, Saa sagde hun: »O, han er saa god!« Men smuk nok var jeg dog ikke! Tungt var det vise for min bedste Ven, Han samled’ al Gift og gav mig den, »Det styrker! Det maa Du drikke!« Jeg sang, hvad jeg følte, naturligt og sandt, Men alle de critiske Dannede fandt: »0, det har han taget fra Heine!« – –

Raat og vaadt var det hver Dag, nu kom Brevene hjemme fra, – ikke stort forskjellige fra dem, jeg fik under mit forrige Romertog. – Det var ikke glædeligt, hvad man havde at melde: »Maurerpigen« var opført og stille gaaet nogle Gange, men, som jeg havde forudseet, da Fru Heiberg ikke udførte Hovedrollen, kom der ingen Folk, og Directionen havde derfor lagt Stykket hen; Honoraret for de Aftener, det var blevet givet, vilde rimeligviis blive forringet, efter det nye System, at kun et Stykke, der heelt fyldte tre Timer, var et Aftenstykke. En af Landsmændene fik Brev, deri stod at »Maurerpigen« var udpebet, hvilket var aldeles Usandhed, men Efterretningen fik jeg, og den gjorde sin ubehagelige Virkning paa mig, saa var jo det udrettet: senere hørte jeg for vist, at Stykket var blevet vel optaget, men som sagt, havde ikke skaffet Huus. – Hovedrollen var smukt og varmt givet af Madam Holst, Hartmanns Musik høist characteristisk, men at Scenearrangementet havde været til reent at slaae Alt ihjel; slet, smagløs og forstyrrende; ja den dramatiske Deel i Alhambra aldeles klodset og latterlig, hvilket Mængden naturligviis lod gaae paa Forfatteren. Hr. Phister som Lazaron, meldte man mig, havde været saa udmærket kunstnerisk, saa overstrømmende af Lune, at Alt maatte drages ned i Latterens Strøm. Man maatte lee til det Yderste.

Værst af Alt for mig var imidlertid, at Heiberg vilde mig til Live, han, der da i Kjøbenhavn var baade Allah og Propheten i dansk Literatur, og i de Dage havde han netop udgivet et nyt Værk, der ganske og aldeles opfyldte Alle. Det var: »En Sjæl efter Døden«, og deri, det skrev man til en Landsmand, blev »Andersen ordentlig kjørt til Vands.« Selv meldte en af mine meest deeltagende Venner: Bogen var fortræffelig og jeg til Latter; det var Alt hvad jeg hørte, Alt hvad jeg vidste; Ingen satte ud fra hinanden, hvad Satiren egentlig havde sagt om mig, og hvori det Morsomme og Latterlige laae. »Andersen bliver ordentlig kjørt til Vands!« hed det. – Det er dobbelt piinligt at spottes, naar man ikke veed, hvad det er hos os, vi er til Spot for. Efterretningerne bleve som smeltet Bly tildryppede i en aaben Vunde.

Hele min Reise kom til at ligge imellem, før jeg fik Bogen at see, først ved min Hjemkomst til Kjøbenhavn læste jeg den, og fandt da, at det mod mig Sagte var i sig selv Intet at tage sig saa nær. Det var en Spasen over, at jeg fra »Skaane til Hundsrück« var berømt, det Heiberg slet ikke syntes om; fra »Skaane til Hundsrück« , altsaa omtrent saa langt som Heibergs Reiser gik, havde han erfaret, at jeg var berømt – det led han ikke og lod saa mig gaae ad Helvede til. Digtningen selv fandt jeg imidlertid saa fortræffelig, at da jeg havde læst den, havde jeg nær strax skrevet ham til og bragt min Tak for Nydelsen af dette Digterværk; men jeg sov paa den gode Stemning, og da jeg vaagnede, var jeg reflecterende og frygtede for, at min Tak kunde misforstaaes af ham. Hvad iøvrigt min Nedstigning i Heibergs Helvede angaar, da er der sagt mig af Folk, som tidligere hørte ham læse Digtet, at jeg dengang ikke fandtes deri, jeg maatte altsaa senere være bleven fordømt af ham og stukken derind.

I Rom, som sagt, kjendte jeg endnu ikke Bogen, jeg hørte kun Pilene suste og følte dem saare uden at kjende Giftens Magt, der kunde være lagt i dem. – Og saaledes blev ogsaa dette mit andet Besøg i Rom forbittret mig; jeg havde en Tanke om, at Verdens-Byen, som jeg saa inderligt elskede, og hvor saa Meget tiltalte og opfyldte mig, var ikke lykkebringende for mig. Mørke og bittre vare Dagene, som kom og gik, ingen af dem stort bedre end under Besøget i 1833. Jeg følte mig legemlig syg og ilede med at komme bort.

Ved Carnevals-Tiden var Holst indtruffen og med ham vor fælles Ven Conrad Rothe, nu Præst ved Frue Kirke, vi Tre tilsammen reiste i Februar til Neapel. Det er et Sagn, en Folketro hos de Fremmede i Rom, at man Aftenen før sin Afreise derfra skal gaae til Fontane del Trevi og drikke af dens Vand, saa er man sikker paa endnu engang at komme, til Rom igjen. Da jeg første Gang reiste herfra, blev jeg om Aftenen hindret i at komme til Kilden, jeg tænkte paa det hele Natten, og nu kom et Bud for at hente mit Tøi, jeg fulgte med, og tilfældigviis kom vi forbi Fontane del Trevi, jeg dyppede Fingeren i Vandet, smagte derpaa og troede: »jeg kommer her igjen!« og jeg kom; dennegang før Afreisen opgav jeg denne Overtro, vi kjørte afsted, pludselig dreiede Vognen fra il Corso, vi skulde fra et Munkekloster afhente en Geistlig, og vi kom til Fontane del Trevi, og tredie Gang kom jeg ogsaa til Rom. – Den Geistlige, vi tog med, var Capelmester, en lystig Mand, der ved Albano kastede den geistlige Dragt og blev en morsom syngende og beleven Herre; H. P. Holst har i sine »italienske Skizzer« indført ham fra dette vort Bekjendtskab.

Det var koldt i Neapel, Vesuv og Bjergene rundtom laae med Snee; der var Feber i mit Blod, jeg led aandelig og legemlig; en flere Uger vedvarende Tandpine havde dertil bragt mig i høi nerveus Tilstand; jeg tog mig sammen, saa godt jeg kunde, kjørte med Landsmændene til Herculanum, men, medens vi vandrede om i den opgravede By, sad jeg febersyg, og det var mig et af Lykkens Tilfælde, man tog feil af Banetogene, saa at vi istedetfor at gaae til Pompeji foer afsted hjem til Neapel, dødssyg kom jeg her, kun ved en hurtig Aareladning, som min neapolitanske, omhyggelige Vert nødte mig til ufortøvet at underkaste mig, undgik jeg Døden. Ugen efter folte jeg mig mærkelig bedre og afgik med et fransk Krigsdampskib »Leonidas« fra Neapel til Grækenland. Ved Strandbredden sang Folket »evviva la gioia!« Ja, Glæden leve! kunde man kun gribe den.

Et nyt Liv skulde gaae op for mig, og i Sandhed det skete, staaer det ikke læseligt i mine senere Skrifter, det rører sig da i mine Livsanskuelser, i min hele indre Udvikling. Det var om Eftermiddagen den femtende Marts, jeg forlod Neapel, Byen jeg kjendte, hvor jeg havde Venner, og det var mig, som om jeg nu lod mit europæiske Hjem bagved mig; jeg følte mig ung og let i Sindet, det var, som der gik en Forglemmelsesstrøm mellem mig og alle bittre, sygelige Minder; jeg følte Sundhed i mit Blod, Sundhed i min Tanke, karsk og modig løftede jeg mit Hoved.

Neapel laae solbelyst, Skyerne hang om Vesuv, ned til Eremittens Hytte, Havet var næsten blikstille, Natten som fulgte, blev jeg kaldt op at see Stromboli give Ild, Vandet lyste derved; om Morgenen passerede vi Charybdis, saae Brændingen ved Scylla, Sicilien med sine lave Klipper, og det rygende Ætna med sin Snee løftede sig foran os.

Jeg har i »en Digters Bazar« talt om Kystreisen, om det korte Ophold paa Malta og de deilige Nætter og Dage paa det blikstille Middelhav, der om Natten lyste i sin Dønning, og Stjernernes Pragt, hvis Glands forbausede mig: Straalerne fra Venus var som Maanens i Norden, den lod Gjenstandene kaste Skygge; i Havfladen tumlede sig store Delphiner; paa Skibet selv var Selskabs- og Salon-Liv, der blev musiceret, sunget, dandset, spillet Kort og livligt ført Conversation; Amerikanere, Italienere, Asiater, mellem hverandre. Biskopper og Munke, Officerer og Turister. – Faa Dages Samliv paa Havet knytter saaledes hverandre fast; jeg var bleven som hjemme, og det var derfor en heel tung Skilsmisse ved Syra, at forlade dette Fartøi. Den franske Dampskibslinie fra Marseille til Constantinopel skjærer ved Øen Syra Dampskibslinien mellem Alexandrien og Piræus, jeg maatte altsaa her paa et Skib fra Ægypten og var, med Undtagelse af en Perser fra Herat, den Eneste, der paa Syra forlod »Leonidas«.

Byen her,saae ud som en Stad af Telte, som en heel Leir, idet her fra Huus til Huus mod Solstraalerne vare spændte store Seil. Strandbredden skinnede hvid og rød, det var en Menneskemasse der stod, Grækere i røde Trøier og hvide Fostaneller. Det græske Dampskib, der sædvanligviis gik herfra til Piræus, var under Reparation, og jeg tog derfor Plads i det fra Alexandrien, som netop var indtruffet og kun skulde tilbringe et Par Dage med os i Qvarantainen, naar vi naaede Piræus, iøvrigt henviser jeg til »en Digters Bazar«, hvor jeg har givet Reisens Billedrække og kan altsaa her hurtigere, gjennemflyve Landene.

I Havnen ved Piræus, hvor vi laae for Anker og holdt vor Qvarantaine, kom strax op ad Dagen en Baad med Landsmænd og Tydskere, »Allgemeine Zeitung« havde sagt dem, jeg kom, de lagde an foran Skibet for at hilse paa mig, og da Qvarantainen var endt, afhentede de mig i Piræus, hvorfra vi med en græsk klædt Leietjener rullede afsted gjennem Olieskoven op til Athen, hvis Lykabettos og Akropolis jeg alt længe havde øinet. – Den hollandske Consul Travers var ogsaa dansk Consul og talte Dansk. Hofpræsten Lüth, en Holstener, gift med en ung dansk Dame fra Fredensborg var mellem de nye Venner. Lüth sagde mig, at han havde lært Dansk ved at læse i Originalsproget min »Improvisator«. Vor Landsmand Köppen, Architecterne, Brødrene Hansen og Holsteneren, Professor Ross mødte jeg her; det danske Sprog klang i Grækernes Kongeby, Champagnen knaldede for Danmark og for mig.

Een Maaned blev jeg i Athen; man havde villet arrangere det saa, at jeg paa min Fødselsdag den anden April skulde have besøgt Parnas, men Vintertiden kom, der faldt megen Snee, og jeg tilbragte min Fest meest oppe paa Akropolis. – Blandt de kjæreste og interessanteste Bekjendtskaber, jeg gjorde i Athen, var Prokesch-Ostens, den derværende østerrigske Minister, alt dengang os bekjendt ved hans Erindringer fra »Egypten og Lilleasien« og »hans Reise i det hellige Land«.  Consul Travers forestillede mig for Kongen og Dronningen. – Flere høist interessante Udflugter bleve gjorte. Jeg var her netop til Grækernes Paaske og til »Friheds-Festen«, af hvilke jeg har søgt at give et Billede.

Som et Schweiz med en høiere og klarere Himmel end Italien, laae Grækenland for mig. Naturen gjorde et dybt alvorligt Indtryk paa mig; jeg havde Følelsen af at gaae paa Verdens store Valplads, hvor Nationer havde kæmpet og var gaaet til Grunde. Ingen enkelt Digtning kan omfatte en saadan Storhed; hvert udbrændt Flodleie, hver Høi, hver Steen havde store Erindringer at fortælle, hvor smaat bliver ikke paa et saadant Sted Hverdagslivets Ujævnheder? En Rigdom af Ideer gjennemstrømmede mig og i en saadan Fylde, at ingen heftedes paa Papiret. Den Tanke, at det Guddommelige har paa Jorden sin Kamp at kæmpe, at det her forkastes og forstødes, men dog gjennem Secler gaaer seirende frem, havde jeg Lyst at udtale og fandt i Sagnet om den evige Jøde Motiv herfor. I den Betydning, han da optraadte, forekom mig Sandhed og det Hele blev dog forskjellig fra de mange andre Digteres Behandling af samme Stof, idet de ikke, afskrækket af, at Goethe, som han fortæller det i »Dichtung and Wabrheit«, opgav det. Den tydske Digter Mosen, Hollænderen Ten Kate, Franskmanden Eugen Sue, og hos os, Ingemann have alle behandlet Sagnet; i mindre Digtning har vi det af Schubart, Lenau, Karl Witte, Paludan-Müller etc. I et Par Aar havde dette Stof opfyldt mig, men jeg mægtede aldrig ret at forme det i Digtning; det gik mig tidt, som man fortæller om Skattegraverne, at de troe at have hævet Skatten, og da pludselig synker den dybere; jeg tvivlede om nogensinde at hæve Guldet frem for Lyset. Jeg følte, hvilken Mængde Kundskaber jeg i forskjellige Retninger maatte tilegne mig, og læste virkelig flittig og med Valg.

Paa en Tid da der almindelig af Critiken tilraabtes mig Mangel paa Studium, var jeg just flittig, men den Ene skrev og snakkede efter den Anden, og hver havde nok Sit at kalde Studium, saaledes som jeg erfarede det hos en beherende Dame, der engang sagde til mig, at Folk havde Ret i, at jeg ikke studerede nok. »De har jo ingen Mythologie« sagde hun, »der er i alle Deres Digte ikke en eneste Gud eller Gudinde! De skal Iæse Mythologie, Corneille og Racine!«

Jeg havde læst og optegnet en Deel til min Digtning »Ahasverus«, den samlede sig først her i Athen, hvor jeg begyndte den. Snart lagde jeg den igjen hen, men altid kom Lysten tilbage, og jeg trøstede mig med, naar den noget længe hvilede, at det gik med Aandens Born som med de jordiske, medens de sove, voxe de.

Den een og tyvende April seilede jeg igjen fra Piræus til Syra, hvor jeg med det franske Dampskib »Rhamses« fra Marseille tog Plads til Constantinopel; vi havde et stormende Veir i Archipelagus, jeg tænkte paa Skibbrud og Død, og da jeg naaede den Overbeviisning, at det nu var forbi; følte jeg mig forunderlig rolig, lagde mig i min Køie, medens Folk rundt om jamrede og bad, Alt knagede og bragede, men jeg faldt i Søvn, og da jeg vaagnede, vare vi i god Behold i Bugten ved Smyrna. – En anden Verdensdeel laae for mig. Og i Sandhed, ved at betræde den følte jeg en Andagt, som da jeg som Barn kom ind i Odense gamle St. Knuds Kirke. Jeg tænkte paa Jesus Christus, der blødte paa denne Jordbund, jeg tænkte paa Homer, hvis Sange herfra lod evigt ud over Verden. Asiens Kyst holdt sin Prædiken til mig, maaskee mere gribende, end nogen Prædiken har gjort det i den murede Kirke.

Smyrna tog sig storartet ud, men med spidse, røde, nordiske Tage og kun enkelte Minareter, Gaderne selv ere smalle som Venedigs; her kom just en Struds og en Kameel forbi, for begge maatte Folk træde afveien ind i de aabne Huse. – Paa Gaderne var en vrimlende Folkemasse, Tyrkinder, som man kun saae Øinene paa og Næsetippen, Jøder og Armenianere med hvide og sorte Hatte, nogle i Form af en omvendt Jydepotte. Foran alle Consulernes Huse vaiede deres Landes respective Flag; i Bugten laae et rygende tyrkisk Dampskib, med Halvmaanen i sit grønne Flag.

Mod Aften forlod vi Smyrna, Nyet stod tændt over Achilles Gravhøi paa Trojasletten. – Klokken Sex om Morgenen seilede vi ind i Dardanellerne; paa den europæiske Side laae en rødtaget By med sine Veirmøller og en smuk Fæstning, paa asiatisk Side en mindre Fæstning, Afstanden mellem de to Verdensdele forekom mig at være som Sundet mellem Helsingør og Helsingborg, Capitainen opgav den for 2¾ Lieus. Gallipoli, ved hvilken By vi kom ud i Marmorhavet, har ganske et nordisk sort Udseende, gamle Huse var der med Karnapper og Træaltaner, Klipperne rundt om, lave, men af et nogent, vildt Udseende; vi havde stærk Søgang og mod Aften Regn. Det blev et graat nordisk Veir, og i det laae foran os næste Morgen det herlige Constantinopel, et Venedig, som Phantasien kan lade det reise sig af Havet; den ene Moskee traadte frem herligere end den anden; Serailet laae lyst og svømmende foran. Solen brød frem og beskinnede Asiens Kyst, de første Cypresskove og Scutaris Minareter; det var et underdeiligt Syn! der var en Raaben og Skrigen med Folk i de smaa gyngende Baade, som her vrimlede med; skikkelige Tyrker bar Tøiet for os.

I Constantinopel opholdt jeg mig elleve interessante Dage; vor Minister, Baron Hübsch, bowie paa sit Landsted i Bujukdereh, flere Mile fra Constantinopel, han indbød mig at komme der, men jeg blev hellere i Staden, hvor Italieneren Romani, dansk Consul, tog sig af mig; mit sædvanlige Reiseheld forlod mig ikke, just under mit Ophold her indtraf Mohameds Fødselsdag (den fjerde Mai) ; jeg saae Abdul-Meschid drage til Moskeen, Tropperne paraderede, alle Gader og Pladser vare opfyldte med Mennesker i deres østerlandske brogede Dragt, og den Aften var der stor Illumination, alle Constantinopels Minareter belyste, og over dem og hele Staden spændte sig ligesom et Net med Lamper, der straalede omkap med de blanke, blinkende i Stjerner; alle Skibe, alle Baade laae i Ildcontourer. Det var en orientalsk stjerneklar Aften, Bjerget Olymp i lille Asien glødede i den nedgaaende Sol, det var den meest feeagtige Stund, jeg har oplevet.

Hos den græske Minister Chrystides, til hvem jeg fra Athen var anbefalet, og hos den østerrigske Internuntius, Baron Stürmer, blev jeg paa det Hjerteligste modtaget, hos denne herlige Mand fandt jeg et tydsk Hjem og tydske Venner.

Hjemreisen havde jeg tænkt at gjøre over det sorte Hav og op ad Donau, men en Deel af Rumelien og Bulgarien var i Oprør, det hed, at flere tusinde Christne vare myrdede; alle mine Medreisende i Hotellet, hvor jeg boede, opgav aldeles deres Reiseplan paa Donau, som jeg havde den inderligste Lyst til at prøve; Alle raadede mig at gjøre som de og gaae tilbage igjen over Grækenland og Italien. Jeg var i en svær Kamp med mig selv. Jeg hører ikke til de Modige, det er tidt sagt mig, og jeg troer det selv, dog maa jeg, erklære, at det kun er smaa Farer, som ret ængste mig, derimod under de større, og naar det virkeligt er et Udbytte, da har jeg en Villie, der trænger igjennem, en Villie, der Aar for Aar er bleven fastere, jeg skjælver, jeg frygter, men jeg gjør dog det, jeg anseer for at være det Rigtige; og jeg skulde troe, at naar man har medfødt Feighed, og dog af egen Drift bekæmper denne, saa har man gjort Sit og kan nok være sin medfødte Svaghed bekjendt. – Det var min inderligste Lyst at kjende lidt til det Indre af Landet, see i hele sin Udstrækning Donaufloden og dens af Fremmede dengang saa lidt seete Kyster. Jeg var virkelig i en stor Sjælekamp; min Phantasie udmalede mig de frygteligste Begivenheder, jeg tilbragte en tung, søvnløs Nat, men om Morgenen gik jeg til Baron Stürmer, bad ham raade mig, og da han nu meente, at jeg kunde vove det, især da to af hans militaire Landsmænd, der, da de toge alle Depescher med sig til Wien, vilde paa Veien selv, om det gjordes nødvendig, kunne erholde Hjelp og Eskorte, besluttede jeg mig til Donaureisen, og fra det Øieblik jeg havde bestemt mig, var ogsaa Frygten borte og min Tro og Hengivelse i Guds Villie aldeles Betryggelse.

Den fjerde Mai om Aftenen gik jeg ombord i Skibet, der laae ud for Serailets Have; da vi i den tidlige Morgenstund løftede Anker, fik vi den sørgelige Efterretning, at det forventede store østerrigske Dampskib, som skulde møde os, netop i denne Nat, i taaget Veir var stødt paa en Klippe i det sorte Hav og totalt forliist; derud gjennem det underdeilige Bosporus fløi vi nu afsted, prøvede Sø og Taage, laa et Døgn i Byen Kostendsche tæt ved Trojans forfaldne Vold, og kjørte saa i store Kurvevogne, trukne af hvide Oxer, hen over den øde Landstrækning, hvor vilde Hunde drev om, og hvor kun de omstyrtede Gravstene af to Kirkegaarde viste her havde staaet Byer, dem Russerne afbrændte i Krigen 1809. Det var Dobrudscha. Den hele nu mærkelige Krigs Skueplads for Russerne og Tyrkerne tilbagelagdes i et Par Dage. I mine Tanker har jeg saaledes det bedste Kort over Donaustrækningen, den klareste Forestilling om de usle Smaabyer, de forfaldne Fæstninger, idetmindste viste de sig saaledes dengang, jeg saae hele Ruiner eller Fæstningsværker af Jord med Kurvefletning. – Til Urolighederne i Landet hørte vi først, da vi nærmede os Rustschuk med dets mange Minareter. Strandbredden var opfyldt med Mennesker, to frankisk klædte unge Mænd bleve kastede ud i Donau, de svømmede mod Land, den Ene kom op, den Anden, som Mængden kastede Stene paa, svømmede ud mod os og raabte: »Hjelp, de myrder mig!« vi laae stille midt i Floden, fik ham op, Signaler med Skud bleve givne ombord og besvaredes i Land, Byens Pascha kom ombord og tog den stakkels Franker under sin Beskyttelse. – Næste Dag saae vi fra Skibet de snebedækkede Balkanbjerge, mellem dem og os rasede Oprøret; vi hørte derom i den paafølgende Nat, en væbnet Tartar, der fra Widdin gjennem Landet førte Breve og Depescher til Constantinopel, var bleven overfalden og dræbt, en anden, troer jeg, var det ikke gaaet bedre. Den Tredie havde seet sin Eskorte splittet og dræbt, selv var han undsluppen, og kommen ned til Donau, hvor han skjult i Rørene havde oppebiet vort Dampskibs Komme; Mennesket. i sine Faareskinds Klæder, kommende op af Dyndet, og dernæst væbnet, som man siger, til Tænderne, saae ganske forfærdelig ud, da vi ved Lampelys saae ham hos os ombord, han fulgte omtrent en Dagsreise med os op ad Donau. I Widdin, Tyrkernes stærke Fæstning, var vi i Land, efter først at blive vel gjennemrøgede, for ikke at bringe dem Pestsmitte fra Constantinopel. Husein Pascha, som residerede her, sendte os alle de nyeste Nummere af »Allgemeine Zeitung«, saa at vi fra tydsk Side fik vore bedste Meddelelser om Landets Forfatning.

Som et Ur-Skovland aabnede sig Servien; vi passerede, paa smaa Baade, den mange Mile styrtende og brusende Donau, det var gjennem Jernporten, som den et Par Dagsreiser Lange Strækning kaldes; jeg har søgt at give et Billede heraf i »en Digters Bazar«. Ved Gammel-Orsova forestod Qvarantainen; Bygningen var kun indrettet til at tage mod wallachiske Bønder og ikke bedre vante Reisende, næsten alle Stuer var med Brolægning; Føden aldeles forfærdelig, Vinen endnu værre, om den kunde det; jeg deelte Stue med Englænderen Ainsworth*) en broder til Digteren , der da vendte hjem fra sin Reise i Kurdistan.

Da senere »En Digters Bazar« udkom i London, skrev Ainsworth i »The literary Gazette« af tiende Octb. 1846, paa Opfordring af Redacteuren, en Notice om vort Samliv i Qvarantainen, hvor hans Opfatten af min Personlighed viser det hjertelige Sindelag, der sætter mig i et altfor godt Lys; han fortæller dernæst, at jeg var » – very skilful in cutting out paper. The drawings of the Mewlewis, or turning dervishes, in my Asiatic travels, are from cuttings of his.«

Efter endt Qvarantaine gik det gjennem Militairgrændsen, under prægtige Castanietræer, forbi Minder fra Romernes Tider, Ruiner af Broer, Taarne og den storartede »Trajans Tavle« i Klippemuren; maleriske Grupper af wallachiske Bønderfolk vexlede med osterrigske Soldater i Mxngde og Zigeuner-Bander leirede i Klippehuler, Billed paa Billed fulgte, men da Dampskibet igjen optog os, overfyldtes dette i en saadan Grad, at man neppe kunde røre sig; det var det største Marked i Pesth, Alle strømmede derhen; det var en besværlig søvnløs, Lang Tour, men frembød Skuet af det ungarske Folkeliv; Egnen blev imidlertid mere og mere flad og havde ikke længer sin tidligere rige Afvexling eller som den siden igjen frembød op imod Presburg. Byen Theben stod i Flammer, da vi seilede forbi. Een og tyve Dage ialt havde vi været paa Donaufloden, da vi ved Prateren steg i Land og kjørte ind i Keiserstaden. Gamle Venner besøgtes, og snart over Prag og Dresden gik det mod Hjemmet. Characteristisk forekom det mig, at medens paa den hele Reise fra Italien over Grækenland og Tyrkiet til Hamborg min Koffert kun to Gange var efterseet, nemlig ved den østerrigske og ved den tydske Toldgrændse, blev den det ikke mindre end fem Gange, før jeg kom i min Stue i Kjøbenhavn, først eftersaae man den ved Indtrædelsen i Holsteen, derpaa ved Årøsund, og nu igjen da jeg steg i Land i Fyen, derpaa i Slagelse, idet jeg forlod Deligencen, og endelig, da jeg med Dagvognen kom til Kjøbenhavn; det var den Tids Skik og Brug.

Ved min Ankomst til Hamborg var just den store Musikfest; en Mængde Landsmænd traf jeg ved Table d’hôte ; idet jeg der til Vennerne ved Siden af mig talte om det deilige Grækenland, om det rige Orient, henvendte sig en gammel kjøbenhavnsk Dame til mig med de Ord: »Har De nu, Hr. Andersen, paa Deres Lange og mange Reiser seet Noget ude, der er saa deiligt, som vort lille Danmark? « – »Ja, det veed Gud jeg har!« svarede jeg, »jeg har seet Meget smukkere! « – »Fy! « udbrød hun, »De er ikke Patriot! « Jeg kom gjennem Odense netop ved St. Knuds Marked. »Det var kjønt af Dem,« sagde en skikkelig fyensk Dame, »at De har indrettet Deres store Reise saaledes, at De ogsaa fik Markedet med; ja De holder dog af Odense, det har jeg altid sagt!« – See der saae jeg ud som Patriot!

Sært greb det mig, da jeg udenfor Slagelse, min gamle Skoleby, overraskedes ved et gammelt Møde. Medens jeg var Discipel der i Skolen, saae jeg den værdige Pastor Bastholm med sin Kone stadigt hver Aften gaae samme Vandring; fra Baglaagen af deres Have hen ad Stien over Kornmarken og hjem ad Landeveien. Nu kom jeg, flere Aar efter, fra Grækenland og Tyrkiet, og idet jeg kjører paa Slagelseveien, seer jeg det gamle Ægtepar gaae den sædvanlige lille Vandring gjennem Kornmarken; det greb mig forunderligt; de gik endnu der Aar ud og Aar ind den lille Vei, og jeg havde fløiet saa langt, saa vidt omkring; den store Modsætning mellem os lagde sig forunderlig i min Tanke.

Det var midt i August, jeg kom til Kjøbenhavn, og dennegang uden Angest og Liden, som Tilfældet var ved min første Hiemkomst fra Italien; jeg glædede mig ved at see alle mine Kjære, og det var mig et naturligt Udbrud: »Hjemkomstens første Øieblik er Bouquetten af den hele Reise!« »En Digters Bazar, som snart udkom, er deelt i forskjellige Afdelinger: Tydskland, Italien, Grækenland o.s.v.; paa de forskjellige Steder, saavelsom i Hjemmet, havde jeg Enkelte, jeg følte mig taknemlig forbundne, og hvis Navne særlig knyttede sig til disse Egne. En Digter er som en Fugl, han giver hvad han har, den giver en Sang, jeg vilde give en saadan til hver af disse Kjære; det var en pludselig opstaaet Tanke, født ene og alene af et taknemligt Sind. – I den samlede Udgave af mine Skrifter har jeg udeladt alle tidligere Dedicationer, og saaledes ogsaa de mange i »en Digters Bazar, uagtet disse, som man vil forstaae, havde deres Betydning.

Rantzau-Breitenburg, der havde levet i Italien, elskede dette Land, og var ved min »Improvisator« bleven mig en Velgjører, en Ven, dedicerede jeg den Deel af Bogen, der handlede om Italien; den Lærde, Digteren, Minister i Grækenland Prokesch-Osten, og Archæologen, Professor Ross i Athen, de to Mænd mellem de Mange, som der gjorde mig mit Ophold kjært, bragter den Afdeling, som omfattede Grækenland. Til hvad jeg havde givet om Orienten var Dedicationen:»til den østerrigske Internuntius, Baron von Stürmer i Constantinopel, ved hvis Gjestfrihed jeg i Orienten fandt mit Norden, og Skandinaviens store Digter Adam Oehlenschläger i Kjøbenhavn, ved hvis »Aladdin« og »Aly og Gulhyndy« jeg tidligt i mit Norden fandt Orienten, bringer jeg med taknemmeligt Hjerte disse Billeder«. Foran »Donaufarten« skrev jeg: Pianoets Fyrster, mine Venner, Østerrigeren Thalberg og Ungareren Liszt, foredrager og indvier jeg dette »Donau-Thema med Kyst-Variationer« »Hjemreisen« var bragt »den elskværdige Forfatterinde til Teckningar ur hvardagslifvet, Frøken Fredrika Bremer i Stockholm og min Velgjører, Conferentsraad Collins aandrige Datter, Fru Ingeborg Drewsen i Kjøbenhavn, hvis ægte søsterlige Sindelag og Deltagelse for mig ofte drog mine Tanker til Hjemmet«.

Man vil vistnok nu let forstaae min Tanke med disse Dedicationer, men da Bogen kom ud, vilde man det ikke; disse Tilegnelser dvælede man især ved og havde her et fornyet Beviis paa Forfængelighed; jeg vilde, sagde man, prale med Navne og Forbindelser, nævne betydelige Personer som Venner. Bogen blev imidlertid læst, men nogen egentlig Critik over den kom der ikke; kun et Par Dagblade udtalte sig; man havde iøvrigt meest at anke over, at Bogen var for rig: »den Bog skulde have udgaaet i mindre Afdelinger, saa at den langsommere kunde fordøies!« sagde en klog, beregnende Forfatter til mig, »den vilde da anderledes have behaget«.

Med Hensyn til »En Digters Bazar« var Blad-Critiken i Kjøbenhavn uendelig dum; man fandt det overspændt og skrækkeligt, at jeg kunde sige, at jeg ved Smyrna havde seet da Nyet var tændt, den hele blaa, runde Maane-Kugle. Vore danske Critikere have sædvanlig ikke aabent Øie for Naturen selv det høist fornemme »Maanedsskrift for Literatur« dadled mig engang, fordi jeg i et Digt havde talt om en Regnbue ved Maaneskin; det skulde ogsaa være min Phantasie, som drev, mig saa vidt; jeg beklagede mig herover for Ørsted; en nuværende Provst, hvem jeg antager havde skrevet Critiken, hørte til og udbrød: »Det er ogsaa dristigt af Dem at skabe saadan Maaneregnbue!« – Ja, men jeg har jo selv seet den!« – »Hvor?« spurgte han. – »En Aften ude paa Vesterbro!« svarede jeg. – Paa Vesterbro!« loo han høit, »ja paa det Theater med Pantomimer og Trylleri« – Mennesket tænkte sig, at jeg meente Casortis Theater. – »Nei, oppe paa Himlen selv, paa Vor Herres Himmel, har jeg seet den! « – og nu tog Ørsted mit Parti.

Hvor jeg har maattet høre megen Dumheds-Klogskab, mundtlig og paa Tryk; jeg alene var Syndebukken, hvor man ikke kunde eller vilde forstaae. Naar jeg i »En Digters Bazar« ved at skildre Nürnberg sagde, for at bringe Afvexling i Stilen: »var jeg Maler, vilde jeg tegne denne Bro, dette Taarn« og derved tog Anledning til at give Billedet, og derpaa, for at have ligesom en ny Tilknytningstraad, vedblev: »men jeg er ikke Maler, jeg er Digter«, og søgte nu mere lyrisk at variere Stilen, saa hed det: »Han er saa forfængelig, at han selv fortæller, at han er Digter!« Der er noget saa Jammerligt, saa Pjaltet i slig Critik, at man ikke saares, men føler Lyst til, selv om man er det meest fredsommelige Menneske, at banke saadanne vaade Hunde, der træde ind i vor Stue og lægge sig der paa de bedste Steder. Der kunde skrives en heel »Narrenbuch« over alt det Taabelige og Uforskammede, jeg har maattet høre fra min første Optræden indtil da.

»En Digters Bazar« blev imidlertid meget læst og gjorde hvad man kalder Lykke. Kun en eneste Gang i mit Liv har jeg talt med den historisk dygtige Professor Finn Magnusson, personlig kjendte vi aldeles ikke hinanden; han standsede mig en Dag paa Gaden; den ellers alvorlige Mand var Venligheden og Hjerteligheden selv, han takkede mig paa det Inderligste for denne Bog, som han stillede høit, og som, sagde han, det ærgrede ham, at Publicum ikke gav mig Paskjønnelse nok for. Og han var ikke den Eneste. Flere af Landets Dygtige, blandt H. C. Ørsted og Oehlenschläger, udtalte sig med Varme og Glæde over dette Arbeide og gav mig al Tak og Opmuntring.

Paa Tydsk er senere kommen flere Udgaver af denne Bog, ligesom den ogsaa findes paa Svensk og i en særdeles smuk Udgave paa Engelsk, hvor Critiken med stor Erkjendelse har omtalt den. Den engelske Udgave i tre Bind med mit Portrait udkom hos Richard Bentley i London, og blev meget rosende anmeldt i engelske Blade og Tidsskrifter. Fra den engelske Forlægger sendtes til Christian den Ottende et smukt udstyret Exemplar af denne Bog og mine tidligere udkomne Skrifter; lignende var skeet fra Tydskland, og Kongen glædede sig over den store Erkjendelse, jeg nød ude; han udtalte den, veed jeg, for H.C. Ørsted og Flere, idet han tillige yttrede sin Forundring over den Modstand; jeg endnu mødte herhjemme, denne idelige Stræben, der vistes i at fremhæve mine svage Sider og udviske Indtrykket af det Dygtige; den Lyst, der var til at spotte og forringe min Virksomhed. Det gjorde mig vel at høre det, og det af H.C. Ørsted, den eneste Mand i hele min nærmere, deeltagende

Omgivelse, som klart og bestemt udtalte Erkjendelsen af mine digteriske Evner og med Overbeviisning gav mig Mod, idet han dertil forudsagde, at der maatte og vilde komme en bedre Tid for mig herhjemme, hvor jeg vilde blive erkjendt og føle mig tilfreds med Hjemmets Dom, som jeg nu kunde være det med Udlandets; vi samtalede oftere om, hvori det egentlig kunde ligge, at jeg maatte kæmpe saa meget og saa Lange, og vi mødtes i Erkjendelse af flere sandsynlige Aarsager. Nogen Skyld kom vel fra min første Armod, min Afhængighed af Menneskene; de kunde ikke, det der ogsaa i Udlandet er blevet bemærket, glemme, at de havde seet mig som en fattig Dreng løbe om og skyde op; nogen Skyld laae vel ogsaa i, som min Biograph i »Dansk Pantheon« bemærker, at jeg ikke vidste og ikke brugte de Midler, flere Forfattere tidt benytte, for at vinde ved Kammeratskab; dernæst, hvad H. C. Ørsted beklagende indrømmede, det meget ansete Maanedsskrifts Strenghed og Mangel paa al Velvillie mod mig, endelig Gjengangerbrevenes Haan, Bladcritiken, der fulgte Tidens Strømninger, kort sagt, den trykte offentlige Dom, som øvede endnu sin Magt hos os, der bøiede os for Authoriteter; til alt dette kom ogsaa det, at vi have Alle stor Modtagelighed for det Morsomme, Latterlige, og jeg havde den Skjæbne ved flere keitede, ellers høist velmeente Artikler at blive udstillet saaledes; der var en Tid, at Avisen fra Odense, min Fødeby, altid nævnede mig: »vort Byes Barn« og gav om mig Efterretninger, der aldeles ikke kunde være af nogen Interesse for Publicum. Af mine private Breve fra Udlandet udreves Steder, som, stillede ind i Avisen, bleve latterlige; saaledes, da jeg en Gang havde skrevet hjem fra Rom, at jeg der i det sixtinske Capel havde seet Dronning Christine og tilføiede, at hun i sit Ydre mindede om Componisten Hartmanns Kone, refereredes det i den fyenske Avis, for at undgaae det private Navns Nævnelse, at »Dronning Christine ligner en vis Dame i Kjøbenhavn!« Heraf maatte man lee. – Hvor tidt prøvede jeg ikke, at keitet Venskab gjør Fortræd.

Jeg fik fra den Tid indtil nu en Angest for at tale om nogen Slags Ting med en tankeløs Bladudgiver, og dog undgik jeg det ikke. – Her var jeg nu, uden min Brøde, igjen latterliggjort.

Paa en Reise, idet jeg med Diligencen en halv Time opholdt mig paa Odense Postgaard, spurgte en Redacteur mig der: »Reiser De nu udenlands?«

»Nei,« svarede jeg.

»Tænker De slet ikke derpaa?«

»Det afhænger af, om jeg faaer Penge. Jeg skriver nu et Theaterstykke; gjør det Lykke, saa først kan jeg tænke paa at komme afsted.«

»Hvor vil De saa hen?«

»Det veed jeg ikke endnu! Jeg tager enten til Spanien eller Græken1and!«

Og samme Aften stod der i Avisen omtrent saaledes: »at H.C. Andersen arbeidede paa et Stykke for Theatret, og gjorde det Lykke, saa reiste han udenlands, enten til Spanien eller Grækenland.«

Heraf loe man naturligviis, og i et kjøbenhavnsk Blad skrev man meget rigtigt, at det havde Lange Udsigter med den Reise: Stykket skulde skrives, antages, gjøre Lykke, og saa vidste man endnu ikke, om min Reise blev til Spanien eller Grækenland. Man loe, og Den, man leer af, har tabt sin Sag. Jeg var bleven aandelig ømskindet og brugte ikke den Forsigtighed at skjule det. Naar Drengene kaste Stene efter en stakkels Hund, der svømmer mod Strømmen, da er det ikke reent af Ondskab, nei, det morer dem, og man havde en lignende Morskab med mig. Ingen tog mig i Forsvar, til ingen Clique hørte jeg, ingen bladskrivende Venner havde jeg, og saa maatte jeg prøve det, som jeg gjorde; og imidlertid blev der sagt og skrevet, og det er senere gjentaget: at jeg levede i et Par Kredse af kun Beundrere af mig! hvorlidt veed man Besked. Hvad jeg her maa fremsætte, er ingen Beklagelse; jeg vil ikke, at der falder Spor af Skygge over de Mange, jeg inderlig holder af, forvisset om, at var jeg geraadet i en stor Nød og Ulykke, man havde sat Alt i Bevægelse for, at jeg ikke skulde forkomme, men der er en Deeltagelse af en anden Art, der er en Digters Natur nødvendig, og den har jeg saa temmelig savnet; man har i min kjæreste Omgivelses Kredse ligesaa høit udtalt sin Forundring over Udlandets Erkjendelse over mine Arbeider som nogen streng Critiker. Fredrika Bremer fik et Indblik deri, som sært overraskede hende; vi vare sammen her i Kjøbenhavn paa et saadant Sted, hvor Folk sagde, jeg kun forkjæledes; hun troede her at sige noget Behageligt, idet hun fortalte: »Det er ganske overordentligt, hvor elsket Andersen er i Sverrig fra Skaane og heelt op i Nordland; næsten i hvert Huus findes af hans Bøger!« – »Blid ham, dog ikke Noget ind!« blev der svaret hende, og det i Alvor.

Der siges og tales saa meget om, at det at vare af Adel, af Fødsel, ikke længer har Betydning, den Tale er Mundsveir; den dygtige, fattige Student har oftest i gode Huse, som de kaldes, ikke den Høflighed, den Modtagelse, som ydes et godtklædt Adelsbarn eller en mægtig Embedsmands Søn. Jeg kunde belyse det med mange Exempler, men vil kun give eet, der maa gaae for dem alle, eet ud af mit eget Liv. Den Skyldige er det ikke her om at nævne, han er eller var – for at skyde det mere tilbage – en høist hædret Personlighed.

Da Christian den Ottende første Gang som Konge besøgte Theatret, opførtes »Mulatten«; jeg sad i Parquettet ved Siden af Thorvaldsen, der ved Tæppets Fald tilhviskede mig: »Kongen hilser ned til Dem!« – »Det maa være til Dem!« svarede jeg, »mig kan det umuligt gjælde!« Jeg saae op til den kongelige Loge, Kongen hilsede igjen, og det var til mig; men jeg følte, at en mulig Misforstaaelse fra min Side vilde hos Folk skrækkeligt lade det gaae ud over mig; jeg blev derfor roligt siddende, og næste Dag gik jeg til hans Majestæt for at bringe min Tak for den usædvanlige Naade, og han spøgte over, at jeg ikke paa Stedet havde taget imod den. – Nogle Dage efter skulde paa Christiansborg Slot være et stort Bal Paré for alle Classer af Samfundet; jeg havde erholdt Indbydelseskort.

»Hvad skal De der?« spurgte mig en af vore ældre Videnskabsmænd, idet jeg i hans egen Stue talte om denne Fest. – »Hvad skal De paa saadanne Steder!« gjentog han.

Jeg svarede i Spøg: »Det er jo i den Kreds, jeg er meest vel optagen.«

»Men der hører De ikke hjemme!« sagde han vred.

Der var for mig kun at svare let og leende, som om jeg ikke følte nogen Braad derved:

»Kongen selv har i Theatret hilset fra sin Loge ned til mig, saa kan jeg ogsaa nok komme paa Bal parée!«

»Hilset fra sin Loge!« udbrød han, »men det giver Dem ikke Ret til at trænge Dem frem!«

»Men paa dette Bal komme jo Mennesker af den Classe, hvortil jeg hører!« tilføiede jeg nu alvorligere; »der komme Studenter!«

»Ja, hvilke?« spurgte han.

Jeg nævnede en ung Student af Mandens egen Familie. »Ja det troer jeg nok!« svarede han, »det er jo en Søn af en Etatsraad! Hvad var Deres Fader!«

Da brændte det mig i Blodet. – »Min Fader var en Haandværksmand!« sagde jeg, »jeg har med Gud og ved mig selv skaffet mig den Plads, jeg nu har, og det troede jeg, at De maatte agte – !«

Der blev aldrig siden gjort mig nogen Undskyldning for det Sagte.

Det er meget vanskeligt, naar man ugjerne vil gjøre Nogen Uret, eller saare en Anden, der vel kan have saaret os, men ikke med ond Villie, da at omgaae eller opgive at fortælle, hvad der er gaaet En bittert gjennem Hjertet; jeg har i hele denne Bog følt det Vanskelige, og derfor bortkastet manger bitter Skaal og kun ladet blive her enkelte Draaber. Denne Stillestaaen paa disse Blade vil tjene til at belyse Et og Andet i mine Skrifter, som her bør have Plads, fordi der netop efter Hjemkomsten fra hiin større Reise og Bazarens« Udgivelse var, om ikke en Slags Stillestaaen i Critikens Hovmestreren, dog en Slaaen om i de udtalte Domme over mig. Der fulgte endnu tunge Stier, men det gik fra den Tid dog stadigt frem mod smult Vande, frem mod den Erkjendelse, jeg kunde ønske og forlange herhjemme, saaledes som Ørsted fortrøstende forudsagde.

Kapitel: 0  1  2  3  4  5  6  7  8  9  10  11  12  13  14  15!  16