H.C. Andersen: I Sverrig

H.C. Andersen: I Sverrig  –  I.  Vi reise

Det er deiligt Foraar; Fuglene synge, – Du forstaaer ikke deres Sang? Saa hør den da i fri Oversættelse.

»Sæt Dig paa min Ryg!« siger Storken, vore grønne Øers hellige Fugl, »jeg bærer Dig over Sundet. Sverrig har ogsaa friske duftende Bøgeskove, grønne Enge og Kornmarker; i Skaane, ved de blomstrende Æbletræer bag Bondens Huus, vil Du troe, Du endnu er i Danmark!«

»Flyv med mig«, siger Svalen, »jeg flyver over Hallands Aas, hvor Bøgeskoven slipper, jeg flyver høiere mod Nord end Storken. Du skal see Muldjorden gaae over i Klippegrund, see venlige Byer, gamle Kirker og Gaarde, hvor der er hyggeligt og godt, hvor Familien staaer i Kreds omkring Bordet og siger deres Bøn, hvor den mindste af Børnene læser for, og Morgen og Aften synges en Psalme; jeg har hørt det, jeg har seet det, som Lille, fra min Rede under Taget.«

»Kom med! kom med!« skriger den urolige Maage og flyver i ventende Kredse. »Kom med til Skjærgaardene, hvor tusindviis Klippe-Øer med Fyr og Gran ligge som Blomsterbede langs Kysten, Fiskerne drage der de fyldte Net!«

»Hvil Dig mellem vore udspændte Vinger!« synge de vilde Svaner. »Lad os bære Dig op til de store Søer, de evigt brusende piilsnare Elve, hvor Egeskoven længst slipper, og Birken bliver lille. Hvil Dig mellem vore udspændte Vinger, vi flyve op tilSulitelma, Øens Øie, som Bjerget kaldes, vi flyve fra den foraarsgrønne Dal op over Snedriverne til Bjergets Top, hvorfra Du øiner Nordhavet hiin Side Norge. Til Jemteland flyve vi, hvor Bjergene ere høie og blaa, hvor Fossene bruse, hvor Blussene tændes som Budstikke at Færgen ventes. Op til de dybe kolde, ilende Vande, hvor Midsommersolen ikke gaaer ned, hvor Aftenrøde er Morgenrøde!«

Det er Fuglenes Sang! skulle vi lægge den paa Hjertet? Skulle vi følge med, i det mindste et Stykke! vi sidde ikke op paa Svanens Vinger eller Storkens Ryg; vi skride frem med Damp og Heste, ja ogsaa paa vore egne Been, og skotte saa imellem fra Virkeligheden ud over Gjærdet i Tankens Rige, der altid er vort nære Naboland, plukke der en Blomst eller et Blad, de komme med i Mindebogen, de sprang jo ud paa Reisens Flugt, og høre ogsaa med til den; vi flyve og vi synge: Sverrig, du herlige Land!

Sverrig! hvor i Oldtid hellige Guder kom fra Asiens Bjerge; Land, der endnu har Straaler af hine Udødeliges Glands, den strømmer fra Blomsterne i Navnet Linné, den straaler for det ridderlige Folk fra Carl den Tolvtes Banner, den lyser fra den opreiste Steen paa Marken ved Lützen! – –

Sverrig! Du Land for den dybe Følelse, de inderlige Sange, Hjem for de klare Elve, hvor vilde Svaner synge i Nordlysskjær. Du Land, paa hvis dybe stille Søer Nordens Fee bygger sine Søilegange, og hen over Iisspeilet fører sine kjæmpende Skygge-Hære. Herlige Sverrig med den duftendeLinnæa, med Jennys sjælfulde Sange. Til dig ville vi flyve med Stork og med Svale, med den urolige Maage og den vilde Svane, din Birkeskov dufter forfriskende sund! under dens hængende, alvorsfulde Grene, paa Træets hvide Stamme skal Harpen hænge, Nordens Sommervind suse i den!

Afsnit:  1   2   3   4   5   6   7   8   9   10   11   12   13   14   15   16   17   18   19   20   21   22   23   24  25   26   27   28   29   30

Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878.