Tilbageblik i anledning af 50 årsdagen for H.C. Andersens død

H.C. Andersens Hus, hjørnet af Bangs Boder og Hans Jensens Stræde. En flok børn står på fortovet ved huset. Kilde: Odense Bys Museer.

H.C. Andersens Hus, hjørnet af Bangs Boder og Hans Jensens Stræde. En flok børn står på fortovet ved huset. Kilde: Odense Bys Museer.

Tilbageblik i anledning af 50 årsdagen for H.C. Andersens død

Da H.C. Andersen døde den 4. august 1875 var han meget langt fra at være “Den grimme Ælling”, der blev overset og forfulgt af andre. Han havde for længst i rigt mål fået den offentlige anerkendelse, der glædede hans barnesjæl så meget, han var bleven konferensråd, havde fået mange høje ordner både fra Danmark og udlandet, og kort før sin død havde han fået en indbydelse til at besøge Storhertugen af Sachsen-Weimar. Men med helbredet var det begyndt at gå ned af bakke. Ved forårstid i 1875 havde han tænkt på en rejse til Montreux og senere til Menton, som han dog opgav. Han opsagde sin lejlighed i Nyhavn og flyttede ud til sine gode venner, familien Melchior, der da boede på Rolighed ude ved det gamle kalkbrænderi. Hans tanker dvælede ofte ved døden og barnlig beskeden sagde han en dag: “Jeg har aldrig ville det onde, kun det gode. Jeg har elsket det gode, men jeg har dog tit været ond og bitter og urimelig”. Han troede fast på det evige liv, og en dag sagde han: “Da jeg stod ved gamle Fru D’s dødsleje, havde jeg lige nær sagt:” Er det muligt, at De kan bringe hilsen fra denne verden til en den, så hils kærligt Hans Chr. Ørsted fra mig.” Men det ville blive misforstået, tænkte jeg og tav.” På helbredelse håbede han stadigvæk, og han tænkte både på en Romerrejse og på at bygge sig en villa som Fru Heibergs i Rosenvænget. Den skulle have rund entre’ med glastag over, med grønt op af alle vægge, og der skulle gro store træer til alle sider. I midten af haven skulle der være et springvand med guldfisk i. Rundt omkring det, inde i det grønne skulle være alle de store digters og Thorvaldsens buster stå, og “midt mellem dem ville jeg sidde og digte. Så skulle det blive til noget, kan De tro.”

På “Rolighed” i den Melchiorske familie, sad han i julidagene enten i sin stue eller ude på altanen, hvor der var lavet et helt telt af tæpper, for at det ikke skulle trække på ham. Undertiden tog han den sorte studenterhue på, og hans ansigt syntes blegt. Han skrev nu næsten intet mere. Dertil var han for svag. Det allersidste Digt, han skrev, hed:

I Foraaret i Kjøge. Til lille Charlotte.

“En lille Lærke kvidrende kom,
Hen over Kjøge den sang;
I Hønsegaarden en Høne løb om
Den sagde: “Nei hør dog en Gang!
Den bilder sig ind efter eget Skjøn
At Ingen sligt hørte og saae;
just jeg kan klukke og Triller slaa
og saa er jeg en af de Kjøgehøns
Man han lave Suppe paa.”

Sider:  1  2  3  4

Kilde: Illustreret Familie-Journal Nr. 30 1925

Lars Bjørnsten Odense