Foregangsmanden i dansk prosa
Først sent opdagede man, at H.C. Andersen jo egentlig blev foregangsmanden i dansk prosa: Han indførte talesproget i litteraturen. d.v.s. kun i sine eventyr og det er en af grundene, hvorfor de står så højt over al hans øvrige produktion. Hvorledes gjorde Andersen nu dette fund? Ja, det kom jo samtidig med, at han fandt sin særlige eventyrform, denne form, der skulde bære hans navn ud over alle jordens lande. Det kom på den naturligste og selvfølgeligste måde af verden. Vi har Edvard Collins fine fremstilling heraf. Han fortæller i A. & C. side 495f: »I flere af de Kredse, hvor Andersen daglig kom, fandtes Småbørn, som han gav sig af med; han fortalte dem Historier, som han deels selv lavede i Øjeblikket, deels hentede fra gamle bekjendte Æventyr; men hvad enten han fortalte sit eget eller gjenfortalte, var Fortællemaaden saa udelukkende hans egen og saa levende, at den henrykte Børnene.
Ham selv morede det at give sit Lune dette frie Spillerum, Talen gik ustandseligt, rigeligt udstyret med de for Børnene bekjendte Talemaader, og med Fagter, som passede dertil. Selv den tørreste Sætning gav han Liv: han sagde ikke: »Børnene kom paa Vognen og saa kjørte de«, men: saa kom de paa Vognen, Farvel Far, Farvel Mor, Pidsken smældede, smæk, smak, og væk foer de, hei vil Du gaae.« De, der senere have hørt Andersen oplæse sine eventyr, kunne kun danne sig et svagt begreb om dette foredrags ejendommelige livlighed i børnenes Kreds.
Det er ganske vist i de tider ikke faldet ham ind, at noget sådant kunde bruges på anden måde end mundtligt og til forlystelse for børn. Men den glæde, som de mundtlige fortællinger vakte i hans kredse, måtte naturligvis lede til det spørgsmål, om ikke flere kunde gøres delagtige deri. Men skulle de trykkes, måtte de komme frem i hans taleform; enhver anden var umulig.
Hvordan får digteren nu disse ideer til eventyr? H. C. Andersen fortæller i et brev fra Nysø 20. november 1843 til B.S. Ingemann: »…Jeg har en Masse af Stof, mer end til nogen anden Digtart. Det er tidt for mig, som hvert Plankeværk, hver lille Blomst sagde: »See lidt paa mig, saa skal min Historie gaae op i Dig,« og vil jeg det, saa har jeg Historien…« Men plankeværket var jo ikke nok. — Andersen siger i bemærkninger om eventyr af egen Opfindelse: »De laae i Tanken som et Frøkorn; der behøvedes kun en Strømning, en Solstraale, en Malurtdraabe, og de bleve Blomst.«
Kilde: Rigmor Stampe “H.C. Andersen og hans nærmeste omgang”. Forlaget H. Aschehoug og Co. i Kjøbenhavn 1918.
Lars Bjørnsten Odense