H.C. Andersen: “Et Besøg i Portugal 1866″

Kapitel I

Bordeaux. Ristori som Medea. I Baskernes Land. Burgos. Jernbanefart til Madrid og Ophold der. Romantisk Reise med Coureer over Truxillo til Badajoz. Skjønhedsblomsten.

Bordeaux

Gennem Tyskland, Holland og Belgien, var jeg nået til Paris, hvorfra jeg efter en måneds ophold kom til Bordeaux, det egentlige udgangspunkt for mit besøg i Portugal. Den 25. i hver måned går fra Bordeaux til Rio Janeiro et af de største, velindrettede kejserlige skibe, der anløber Lissabon. Allerede havde jeg meldt min ankomst der med fartøjet, som man antog vilde indtræffe den 28. april.

Ristori som Medea

Vejret var ugunstigt og stormende, den spanske sø, vidste jeg, var ingen lystfart. Men gennem Spanien, hvor endnu ikke jernbanen var åbnet mellem Madrid og den portugisiske grænse, ville det blive en besværlig og længere rejse, jeg var ubestemt. Da læste jeg jeg på gadehjørnet: “Ristori er i Bordeaux”, hun træder op som Medea og som Maria Stuart. Endnu har ingen tragisk kunstnerinde i udlandet, selv ikke Rachel, således betaget og opfyldt mig som Ristori. Jeg havde tidligere i London set hende som Lady Macbeth. Scenen, hvor hun går i drømme er bleven mig uforglemmelig, som det mest fuldendte af tragisk kunst. Jeg besluttede at blive et par dage endnu for at se Ristori, og da at lægge rejsen over land, opgive søvejen, hvor stormen idelig blæste, se igen en del af Spanien, som jeg for et pr år siden, med så meget udbytte, havde besøgt. Nu først og fornemmeligt var det at se Ristori som Medea.

Det var i sandhed storartet! Det var tragedien selv, der i hende åbenbarede sig. Her var en så plastisk skønhed, en så gennemtænkt og følt gengivelse af Medeas karakterer, man forstod, at en kvinde som kunne dræbe sine børn, og selv heri just være moder af det fulde hjerte. Ristoris stemme så klangfuld, den er som en musik, der i forening med betoningen og det sjælelige udtryk gør, at selv den, som ikke forstår det italienske sprog, dog forstår tanken af det hun siger. Uforglemmelig er mig slutningsscenen, det blik fuldt af kærlighed og sjælekamp, hvormed hun ser på sine børn, og derpå smerten, moderhjertets hele inderlighed., hvormed hun betragter de små hun har dræbt. Man får tårer i øjnene derved. Og nu, idet deres fader spørger hende: “Hvo har dræbt dem?” løfter Medea sit hoved fæster sit blik på ham og siger: “Du !” I dette ene ord ved Ristori at lægge en så gribende kraft, at det risler os koldt ned ad ryggen. Med Ristori dør tragedien, hvo skal træde i hendes sted?

Næste dag var jeg i banetoget over Tours til Bajonne (Bayonne). Pyrenæerne løfte sig foran. Jeg skulle atter betræde Cervantes’ og Murillos romantiske fædreland. Nu var ikke, som sidst jeg rejste her, afbrydelse i jernbanen imellem Paris og Madrid. Toget foer afsted, dampen løftede sig som skyer i luften og fordunstede. Et blik på den Biscaiske (Biscayiske) havbugt, og den skjultes af landhøjder, hvorfra man på en kort vandring når Biarrits (Biarritz) , hvis porøse klippehuler med rullende, tordnende søer lyslevende kom mig i tanke. Uden spørgen om pas for vi denne gang ind i Spanien. Endelig også her er denne rejseplage og ulejlighed ophørt. Jeg har så ofte ved dette for den vejfarende kedelige og kun ved pengepresseri længe bevarede standsningssystem tænkt på historien, man har om en grænsesoldat, der spurgte en rejsende: “Har De pas?” og til svar: “Nej”. Da svarede han. Det er meget heldigt for Dem ellers havde De fået megen ulejlighed, nu har de ingen!” og han lod ham passere. Det samme lod de os, takket være jernbaneflugten og oplysningen.

I baskernes land

Da jeg for 33 år siden første gang var i Rom, så jeg i Peterskirken på ophøjede fløjlsstole, to kongelige flygtninge, Don Miguel af Portugal og dronning Christine fra Spanien . nu drog jeg til den førstes fædreland, men dronning Christine selv drog med netop samme banetog, som jeg ind i Spanien, for at aflægge besøg hos sin datter, den regerende spanske dronning Isabella den anden. De kongelige vogne var sendt hende i møde. Baskiske bønder med deres røde nationalhuer musicerede , mens hun tog middag i Irun, den første stad over grænsen. Jeg vilde blive et døgn i det nære, romantisk liggende St. Sebastian.

På rejsen hjemmefra gennem de forskellige lande, havde jeg i de fleste større byer set i butiksvinduer som fotografibillede Kaulbachs skønne fremstilling af mit eventyr “Engelen”, der bærer det døde barn og dets blomster op mod himlen. Sidst jeg så det i Bajonne (Bayonne) , men også her i St. Sebastian var det at se. “Engelen” var fulgt mig over Pyrenæerne, måtte det være mig billedligt, godt varsel, bad jeg.

Da jeg sidst rejste gennem baskernes land lå alle bjerge og dale med sne, nu var det forår, solen skinnede varmt, alt var vårligt grønt. Jernbanetoget fløj gennem de sprængte bjerge. Tunnel fulgte på tunnel, uendelige lange og mørke, ikke ganske at stole på, sagde en af de rejsende. – Vildt og ensomt forskelligt fra det veldyrkede, stærkt beboede Frankrig bredte sig landskabet med enkelte halvt forfaldne gårde og små, sorte, opklistrede byer, men sagn og sange i digterisk kraft og fylde lever og klinger her. En samling af disse folkedigtninger, oversatte på fransk fulgte mig, befolkede landet og gød poesiens skær over disse egne.

Burgos

Atter så jeg Burgos’ mægtige katedral, atter gik jeg under den prægtige buer og fornam den samme tunge, ildelugtende luft, blandet med røgelsen, som da jeg sidst var her.

Jeg tænkte på Cid, der ikke længere som i mine yngre år, set gennem digtningens farvespil står mig så ideal ridderlig. Heller ikke som sidst følte jeg mig glad i dette besungne land. Allerede ved indtrædelsen mødte jeg så mange mørke, ildeseende ansigter, det være nu tilfældigt eller ej, fornøjelig var det ikke. I St. Sebastian og også her i Burgos var hotellets folk tvære. i barberens bod sad en kreds af skæggede folk, skidne og lasede.

Alt var ubehageligt lige til barberens løglugtende fingre, men det kunne jo være værre! Jeg tænkte på en endnu uhyggeligere situation som en landsmand havde været i , da han på sin italienske rejse kom ind til en barber i Terracina. Idet han der sad på stolen og kniven gik ham over ansigtet, så en mængde folk stå udenfor gadedøren og gøre sære tegn til ham. Han spurgte barberen, hvad dette have at betyde, og denne svarede ganske ligefrem: “jeg har fornylig været gal, de tro, at jeg skal skære halsen over på Dem!” Det var en værre situation end min, og det er altid en trøst, at man ikke prøver der værre.

Jernbanefart til Madrid og ophold der

Næstfølgende nat ville jeg rejse med banetoget til Madrid. Folk i Burgos bar endnu den 23. april store tykke kapper, så koldt var det. Jeg sad i min vinterfrakke og med stor ulden plaid om mig, og dog frøs jeg, mine tænder klaprede, natten var lang og isnende, stærk røg af dårlige cigarer fyldte vognen, udenfor skylregnede og haglede det.

Over Valladolid og Escorial (San Lorenzo de El Escorial) nåede vi morgenstunden Madrid, hvor for tredje gang, siden jeg kom over den spanske grænse, min kuffert blev åbnet og gennemrodet. Lejetjeneren førte mig til Hotel de France, der er aldeles spansk og ligger i Calle del Carmen.

Under mit forrige besøg behagede Madrid mig ikke. Denne gang tiltalte det mig endnu mindre. Jeg følte mig uhyggelig, ilde stedt og utilfreds. Murillos (Bartolomé Esteban Murillo) og Velaqez’ (Diego Rodríguez de Silva y Velázquez) mageløse billeder formåede ikke at lyse ind i mig. Ligesom forrige gang fandt jeg nu heller ikke her nogen repræsentant for Danmark, vor danske konsul var rejst til Paris. Jeg havde stået aldeles forladt om ikke den portugisiske gesandt til hvem jeg var anbefalet på det smukkeste og bedste havde vist mig interesse.

Jernbanen mellem Madrid og den spanske grænse var, på et lille stykke nær, længst fuldført. Kongen af Portugal havde for nylig passeret denne, men til privat brug var banen endnu ikke åbnet og ville næppe blive det, sagde man, før til udstillingstiden i Paris det kommende forår. Ville jeg altså på den hurtigste måde fra Madrid til Lissabon, måtte jeg med kureren. Hver aften tager denne afsted med breve og småpakker. Det er en lille vogn, der kun har plads til kusk, kurer og to rejsende. Jeg måtte for at være sikker på en plads, tegne mig 5 dage før afrejsen, og altså vente så længe i det ikke hyggelige Madrid. Med undtagelse af billedgalleriet frembyder Spaniens hovedstad ikke noget ejendommeligt for en fremmed. Ikke engang udseende af en ægte spansk by med romantiske, mauriske minder. Koldt var her, solen ville ikke komme til kræfter, man vidste vel, at regeringen havde fået magt over de revolutionære bevægelser. Generel Prims tropper var ude af landet, men hvorledes egentlig folkestemningen var vidste jeg ikke. “Vi gå på en vulkan!” blev der sagt og til visse, denne brød også ud nogle uger efter jeg var nået til Lissabon. Telegrammer meldte i avisen om urolighederne i Madrid, om blodige kampe i gader og stræder, hvor mange der senere blev nedskudte.

I de dage jeg måtte blive i Madrid var her en stor nationalfest til erindring om de spaniere, der for åringer tilbage under Napoleon den Første var blevet skudt som oprører. Nu vajede sørgeflor og faner over deres grave, musik og taler lød, det var folkefest. Man fortalte mig, hvor glødende og heftigt gemytterne udtalte sig mod franskmændene, og for almuesmandens var alle fremmede straks franskmænd. “Det er bedst, jeg følger Dem, når De i morgen går ud!” sagde lejetjeneren. “Der er meget folk på gaderne, meget militær, stor bevægelighed.

På mit spørgsmål om der var noget at befrygte, svarede han nej! jeg besluttede da at gå ene om uden ledsagelse, dog på den lange vej til den portugisiske gesandt, hvor jeg skulle tilbringe middagen, fornam jeg råb og tiltale af dårlig klædte folk der, uagtet jeg ikke forstod ordene, sagde mig, at man var ikke den fremmede venlig stemt. Ud på aftenen kørte gesandten mig til mit hotel og natten gik stille hen uden forstyrrelse.

En særdeles glæde under mit korte ophold blev mig, idet jeg i disse dage mødtes her med den højst elskværdige svenske baron Stedingk, hvem jeg kendte fra hans studentertid i Upsala (Uppsala) og senere som intendant ved Det kongelige Teater i Stokholm (Stockholm). Han var kort før min ankomst indtruffen til Madrid som svensk minister, hos ham fandt jeg mig hjemligt, kunne tale mit danske sprog, tale om hjemmet i Norden. Hos ham fandt jeg de hyggeligste timer under opholdet her

Romantisk rejse med kurer over Truxillo (Trujillo) til Badejoz (Badajoz)

Torsdag aften, den 3. maj, skulle jeg endelig afsted. Det ville blive en besværlig rejse, vidste jeg. Den vilde vare hen ved to dage, havde man sagt. Sålænge skulle jeg sidde knuget ind i diligencen, med det drog endnu længere ud, det blev hele tre nætter og to dage. Først 60 timer efter afrejsen fra Madrid i så godt som uafbrudt fart nåede jeg målet. Den portugisiske gesandt Marquis de Sobrals sendte sin tjener til diligencekontoret for der at være mig til tjeneste. Min eneste rejsekammerat var en ung læge fra Lissabon, han talte lidt fransk, vi kunne underholde os med hinanden. Han var på den hele rejsen højst elskværdig og forekommende.

Endelig efter lang Nølen smældede kusken med sin pisk og vi for afsted gennem de just ikke stærkt oplyste gader, ud gennem en af byens porte, over gamle murede broer. Det gik i vild fart, ret som om muldyrene også ønskede snarest at slippe bort fra Madrid. Lysene blinkede, Campagnen åbnede sig, udstrakt og øde. Vi så ikke en bygning. Stille og mennesketomt syntes der rundt om. En ensom borgruin viste sig i det klare måneskin. Milevidt var det mellem de enkelte våninger for gendarmerne, der med kone og børn her have deres lille stykke jord, hvorfor de til fods og til hest velvæbnede må vogte landevejen og sikre de rejsende mod overfald. Seks til otte muldyr trak i flyvende fart vor vogn, der hoppede og stødte mod vejens løse sten og ujævnheder. Månen skinnede rund og stor i den klare gennemsigtige luft. Der var noget uforglemmeligt romantisk i denne ensomme nattefart i Cids og Don Quixotes land.

I den tidlige morgen efter at have passeret floden Tajo, hvis sivbegroede bredder og slyngninger her viste sig på den mest maleriske, under de ildfarvede skyer, nåede vi byen Talavera de la Reina. Her vrimlede allerede på pladsen af bønder i side, lasede kapper og med bred hat på hovedet, der gav hver udseendet af en bandit. en skare endnu mere pjaltede tiggere, mænd og kvinder, omringede os foran det ynkelige værtshus, hvor en gammel kvinde uappetitlig lavede os vor chokolade. Tiggersværmen, formeligt lagde hænder på os, trak os i ærmer og skjøder for at få et par kobberskillinger. Vi ligesom omslyngedes af polyper i pjalter. Den ene las efter den anden, idet de hang sig op på vognen, til denne endelig kom i fart.

Vejen førte gennem smukke skovstrækninger. Ud på eftermiddagen nåede vi bjergene, der prangede med en rigdom af blomstrende hækker. Det var som lå der sne hen over det grønne, men det var hvide blomster, ikke ulige vores vilde roser, kun at hvert blad var større og mere rent hvidt med en kulsort prik. Vejen steg i zik-zak. Vi fik okser til forspand og kunne altså til fods i jævn gang følge med og nyde det vidstrakte skue. Nedfarten førte til den første større by på vor vej, Truxillo (Trujillo), Pizarros ( Francisco Pizarro) fødeby.

Man havde i Madrid gjort mig opmærksom på , hvad der også viste sig nødvendigt, at føre en god madkurv og vin med sig. Med kureren bliver så godt som intet ophold for den rejsende, og i værtshusene kan man ikke være sikker på at erholde andet end chokolade. Min vært i Fonda de Francia havde forsynet mig med en hel stegt kalkun, brød, ost og vin, min medrejsende førte også proviant med, endnu havde vi hele dagen ikke ret nydt noget ordentligt måltid, nu blev der forundt os en hel times ophold i Truxillo (Trujillo).

Postens ankomst er en begivenhed i en så lille, midt i landet beliggende stad, mens vi sad til bords fik min medrejsende besøg af et par unge venner, havde set os komme og kendt ham. To af husets piger vartede os op og sladrede med megen ligefremhed og godt humør. Den yngste spurgte mig, fra hvilket land jeg var, og hørte nok for første gang navnet “Dinamarca”. Med spansk livlighed, under latter og lystighed, forsikrede hun, at derhen ville hun gerne rejse. Navnet lød så smukt og nu spurgte hun med en halv alvorlig mine om jeg ville tage hende med, hun var beredt dertil.

Konduktøren kom, tog del i måltidet og snart sad vi igen i vognen for at prøve den anden rejse nat og det på den mest ubarmhjertige slette vej, hvor vognen hoppende slingrede hen over hul og stene. Hvert øjeblik var den ved at vælte, at dette ikke skete, at vi ikke brak en arm og et ben hører til det vidunderlige.

Klokken fire om morgenen nåede vi Mérida. Det var endnu ganske mørkt, alle huse lukkede og ikke et mennesker at se i den lange snævre gade hen til det sted, hvor diligencen skulle standse. Vi fik folk drevet op, en karl skaffede os et slags køretøj, en bedækket kærre, der kunde føre vort tøj ned til banegården. Thi endelig her begynder det korte stykke jernbane, der i Spanien er fuldført som fortsættelse af Portugal-banen. Mens vore sager kørte til stationen, førte min rejsekammerat mig i dagningen om i nogle gyder og stræder, for at se på ruiner fra romernes tid, buer og søjlerækker. Jeg var så træt, så aldeles lidt begærlig efter at kende alderdomsminder, at jeg uvillig og humpende, med halv søvnige øjne, i den kolde morgenluft så på de gamle sten. Det var mig langt fornøjeligere at høre lokomotivets stønnen og se dampen hvirvle ud. Egnen rundt om mindede om Roms Campagne, set fra jernbanen mellem Rom og Civita Vecchia (Civitavecchia). Kun kort havde vi at fare, og vi vare i den spanske grænseby Badajoz, der er stor og anseelig med malerisk udseende og ligger ved floden Guadiana.

Kun hertil havde jeg taget plads med kureren, forvisset om, at mine kræfter næppe slog længere til, men jeg var stærkere end jeg havde troet og fandt det da bekvemmest og behageligst at følge videre med min rejsekammerat, der endnu samme dag ville fortsætte rejsen til Lissabon, hvor vi da kunne indtræffe næste morgen. Et par timers hvile Badajoz ville give styrke dertil.

Skønhedsblomsten

Der var da endelig en stad at se, den eneste betydelige vi havde set på hele rejsen fra Madrid. En lang snavset vej førte derind fra stationen. Desuagtet benyttede ingen andre den store rummelige omnibus end min rejsekammerat og jeg, samt to damer, der pludseligt kom os i syne. De var vist, tænkte jeg, kommet herud for at tage imod slægtninge eller bekendte, de ventede. Den ene var en ældre, noget tarvelig klædt kone med spejdende blik. Hun sad bestandig og hviskede til den anden. Denne var en velklædt skønhed, ung og yndig, frisk som en rose. Der var noget så fint i dette jomfruelige ansigt. De store blå øjne bag de mørke øjenhår havde noget så drømmende. Stille og næsten forlegen, syntes det, sad hun her. Det var som om det skønneste, hvad Badajoz havde at fremvise, forsvandt, da hun forlod os.

Min rejseven og jeg forfriskede os og hvilede en times tid i et virkeligt godt hotel. Mad og drikke var upåklagelig, stuerne høje og luftige, grønmalede altaner med blomster i krukker vendte ud til haven. Vi gik en kort vandring i byen, og snart holdt igen vor omnibus for døren. Vi sted ind og forbi os svævede skønhedsskikkelsen, den unge, stille, drømmende spanierinde.

“Hvor var hun dejlig!” sagde vi begge to. “Og dog ikke idealet” sagde min rejseven. “Man har for et øjeblik siden sagt mig, hvem hun er. Det stakkels syndens barn!”

Når banetoget kom, kørte jævnlig den gamle med omnibus til og fra stationen, for at vise de fremmede sin smukke vare, skønhedsblomsten, der ikke var idealet.

Vi for afsted. Det varede kun nogle få minutter, og vi forlod spansk grund og var over den portugisiske grænse.

Her blev jeg ikke spurgt om pas, kun om navn. Jeg sagde mit, man udtalte det aldeles galt og nedskrev det vist endnu mere fejlagtig. Jeg følte mig glad og halv hjemme idet jeg havde nået landet, hvor venner og et nyt hjem ventede mig. Hele vejen var nu jernbane.

Hvilken overgang at komme fra Spanien ind i Portugal! Det var som at flyve fra Middelalderen ind i nutiden. Rundt om så jeg hvidtede, venlige huse, indhegnede skove, dyrkede marker, og ved de større stationer var forfriskninger at få. Man ligesom fornemmede en ny tids bekvemmeligheds brise fra England eller den øvrige levende omverden. Malerisk smuk, med sine hvide huse i det grønne, skinnende i højden for os den første portugisiske by Elvas.

Det blev snart aften, mørkt og regnfuldt. mod midnat for vi forbi Abrantes og nåede snart den lille by Entroncamento, hvor jernbanen fra den spanske grænse slutter sig til hovedbanen mellem Lissabon og Coimbra. Vi fandt her et aldeles storartet, moderne banehotel, idet mindste forekom det således mig, der på farten hertil fra Madrid var ganske vænnet fra al sådan bekvemmelighed. Kongen af Portugal havde på sin sidste gennemrejse fra Spanien overnattet her. Her var en stor, smuk sal, god restauration og forfriskninger. Selv the og portvin var at erholde. Vi var jo midt inde i civilisationens hjem.

Efter et fortræffeligt midnatsmåltid lavede min rejsekammerat og jeg os et sovested, så godt vi kunne, hele banevognen stod til vor rådighed. Vi forstyrredes ikke af nogen ny gæst. Regnen strømmede ned udenfor, men det glemte vi snart og fik nogen søvn og hvile. I dagningen nærmede vi os Lissabon, Tejofloden bredte sig til en stor sø. Langs bredden for vi afsted, luften blev klarere, solen brød frem.

Klokken henimod fire var vi i Lissabon, hvor min omhyggelige rejsekammerat skaffede mig en vogn og bød kusken føre mig til Hotel Durand på pladsen ved rua das flores, netop lige overfor huset Torlades O’Neills kontorbygning, men det ville endnu være for tidligt der at banke på.

Gaderne var endnu aldeles mennesketomme, i hotellet sov de alle, og da jeg efter lang hamren fik fat på en mand, forsikrede denne, at alle værelser var optagne, i spisestuen kunne jeg imidlertid få en stol at sidde på. Det var ikke meget fornøjeligt og heller ikke det, at O’Neills hus og kontor her i byen ikke blev beboet af ham, han havde sit hjem en halv mil udenfor Lissabon på landstedet Pinieros. Det var netop søndag, og ingen kom til byen, sagde man.

Jeg måtte altså, i hvor træt jeg var, snarest se at få en vogn og køre derud. Det gik afsted gennem gader og over pladser, snævre stræder med fattige huse, ud ad porten mellem forfaldne mure, ad landevejen til Cintra. Den store vandledning over Alcantara-dalen og de mange løvrige haver gav omgivelsen skønhed. Bønderfolk, mænd og kvinder på deres asen, knagende, tungtbelæssede vogne og skrigende tiggere tæt ved vejen levendegjorte det hele.

Endelig drejede vi af mellem snævre mure op ad en stejl besværlig vej til en eneste gammel villa, på en af de største højder, det var Pinieros “Pinjetræet” kan det oversættes.


Kapitel II. Pinieros

Mit nye Hjem. Arcos dos aquas livres. Den eensomme Park . Marquien af Fronteiras Villa. Huusligt liv, En romantisk Historie. Natlig Ro. Nonnernes Sang. St. Johannes kirkegaard.

Mit nye hjem. Arcos dos aquas livres.

Kusken ringede på. To livlige, næsten fuldvoksne drenge O’Neills sønner, tog med glade ansigter mod mig, slæbte mit tøj ind. Fru O’Neill kom mig så fornøjet imøde, og snart fløj George, vennen jeg besøgte, mig om halsen. Han og landsmænd med danske skibe på Tejo havde hejset Dannebrog til hilsen, da det franske dampskib kom og de troede, at jeg var med. Da det ikke var tilfældet, tænkte han jeg nu var i Badajoz. Derhen havde han telegraferet, derhen ville han have rejst mig i møde. Også i Madrid havde han sendt mig breve, jeg ikke havde erholdt. Hvor var han lidet forandret og dog ældre! Øjnene lo med samme ungdomsglans. Gamle tider løftede sig i tankerne, vort første møde, vort samliv i ungdomsårene. Der hører mange ord til at fortælle hvad hjertet har i en sum, man ser det i et blik, som man ser blomsten med dens mange blade.

Frokosten blev tidligere sat frem end sædvanligt, og efter den sov jeg hele fire timer uafbrudt, stod så op, styrket og glad efter alle rejsebesværlighederne. Efter et par dages ophold her var det for mig, som jeg allerede i mange år havde kendt huset, familien og synskredsen rundt om. Den var for udstrakt til at tegnes i et billede, men nok at give med ord. Her er de som jeg da nedskrev dem.

Pinieros kaldes højden og landstedet vi her bebo. Det er et gammelt, noget forfaldet to etagers landsted med rosenfarvede mure, grønmalede døre og vindueskarme som de flest ældre huse inde i Lissabon. En række portrætbuster prange langs tag gesimsen. Inde i bygningen er en mængde stuer og kamre, flere stå aldeles tomme eller have kun et sengested, et gammelt billede eller en enkelt henstillet husgeråd. Udsigten strækker sig vidt rundt, over grønne højder og dale. Vejen til Cintra løber tæt forbi gennem landsbyer, som i lang strækning danne en fortsat gade, der synes forstad til Lissabon.

Endnu sent i maj er højderne grønne, som hjemme i Danmark. Små majsmærker titte frem mellem de mange “Quintas”, et navn, hvormed man betegner landsted og have. Rundt om i kornet gro olietræer. Den store frodighed og friskhed, de mange trægrupper giver det hele noget beslægtet med landskabet Kent. Mod vest er horisonthøjderne besået med små vejrmøller, den ene tæt ved den anden, som dannede de en hel befæstningslinje. Lidt mod syd løfte sig malerisk Cintras bjerge, på hvis øverste kam man tydeligt ser det gamle slot og dets tårne. Tit sænke sig skyer om det hele bjergland og det er som forsvundet.

Vinduerne i min stue vendte just herud og til en del af Alcantara-dalen, hen over hvilken, kækt og storartet, på svimmelhøje buer, strækker sig den store Aqvæduct: Aros das aguas livres ( Aqueduto das Águas Livres), “de frie vandes bue”. Grønne højder med haver og byens mure skjule næsten aldeles Lissabon. Kun en del af den vestlige forstad og de mod øst liggende højder med klostre og kaserner er at se. I horisonten bag byen og floden løfter sig Palmella (Palmela) med bjergene St. Luis og Monte Arrabida (Arrábida)

Fra havens brat nedgående mur er udsigten især behersket af den mægtige vandledning, der på 25. buer strækker sig hen over dybden. Høje træer og fire etagers huse ligge som for dens fod. Øverst er en hvælvet gang, høj og bred nok for arbejdsfolkene, som jævnlig må rense og istandsætte kanalen, der har små, åbne tårne, gennem hvilke den friske luft kan virke på det rindende vand. Det er et slags bedækket galleri med en åben smal gang for fodgængere. Herfra var det en tyve år siden, at en røver, som huserede i egnen, sædvanligvis styrtede sine ofre ned i afgrunden. Man fortæller, at da dette umenneske kom i rettens hænder og blev spurgt om han aldrig havde kendt til samvittighed, svarede nej. Kun engang, da han vandledningen havde nedstyrtet en ung kone, og derpå tog hendes lille barn og kastede det højt op i luften, for at det kunne komme bag efter hende, havde den lille nok troet, at han legede med det og i glæde bredt armene ud og leet til ham. Denne leen, sagde han, dette smit havde været ham ubehageligt, det havde han ikke kunne glemme.

I hver belysning, når skyerne hang deres røgslør ned mod marken, når solen brændte fra den skyløse himmel, mod aften, når et regnbuefarvet skær gav sin tinte til luften, som i det blankklare måneskin, var akvædukten en mægtig bydende skikkelse, der beherskede det hele landskab. De fjerne højt liggende vejrmøller rejste sig i det fjerne et stykke over buen og afrundede den linje.

Haven om Pinieros omsluttedes af en mur, som foran huset dog var let at klatre over. En glubsk hund, hvis lænke strakte sig forbi den åbne port, bevogtede indgangen. En løs omløbende bulldog havde også vogtertjeneste, og foran husdøren sad på sin høje klatrestang en lille lystig abe og viste tænder. Den havde en stor fornøjelse i at klatre op ad muren og kigge ind ad de øverste vinduer eller at springe på ryggen af bulldoggen og sidde der som rytter.

I udhusene var stald og badekammer, desuden et kapel indviet den hellige Antonius. To cypresser stod som stive kirketjenere udenfor. Vandbassinet var forfaldet og næsten udtørret. I de små kummer svømmede guldfisk, det danske flag vejede ud mod vejen. Gamle lave cedertræer dannede en uigennemsigtig skærm mod de brændende solstråler og langs med muren en alle, der tjente til skiveskydning og promenade.

Ved min ankomst var haven endnu i sin bedste flor. Her var en vrimmel af roser og ildfarvede geranier. Slyngplanter, ikke ulig vore skovmærker, hang med passionsblomsterne, som store tæpper hen over mure og buske. Hyldetræets hvide blomster op mod de røde granatblomster frembøde forende de danske farver. Markerne rundt om havde høje kaktusplanter, vinløv og mørke cypresser, men de havde tillige så mange blomster og planter, der førte tanken til Danmark. I kronet stod den røde valmue og den blå cikorieblomst, gåseurten tittede så hjemligt frem i det grønne græs, og olietræerne minde om vore pile.

Hvor Alt i dette Land er skjønt! Den danske Mark med Korn og Grønt, Og Sydens Cacter, Olietræer, En Sol saa varm, en Luft saa skjær, Alt ved det store Verdenshav, Et Hjem saa dansk Gud her mig gav. Trofaste Venners Hjerteslag, Er som Musik for mig hver Dag; Derfor jeg veed, derfor jeg troer, En Digtning fra mit Hjerte groer, Der tone skal fra Strand til Strand, Camoens, dit skjønne Fædreland

I sandhed, jeg følte mig hjemlig herude og længtes slet ikke efter den store stad, der lå så nær.

Den ensomme Park

Ganske nær Pinieros, i dalen, ud til landevejen ligger en villa med en betydelig park, som tilhører sønnen efter en rig bankier. Her fejredes for ikke mange år siden fest på fest. Da stod parken i rig dejlighed og havde endogså sit teater, udstyret med rigdom og smag. ejeren lod her opføre operetter for sine fornemme gæster. Selv dronning Maria da Gloria (Maria II de Portugal) indfandt sig her. Teatret brændte senere af og stod derpå en tid under bygning, nu syntes arbejdet standset. Parken selv med dens drivhuse og kinesiske lysthuse, der se ud som kolossale paraplyer, er ligesom kanaler og gange forfaldne og gøre er sørgeligt indtryk af forladthed. Jeg måtte tænke på Walter Scotts skildring af slotshaven på Kenilworth, hvor grev Leicester besøger Amy Robsart. Et uendeligt langt og bredt bassin, overfyldt med blomstrende kallaer tildrog sig min opmærksomhed. ligesom også to rigtig danske rødtjørne. Her stod de imidlertid med henvisnede blomster og bidrog til at forøge det forfaldne, hvori den hele park syntes at hensynke. En ensom svane svømmede om i den lille pyt vand, der endnu var tilbage under den skrøbelige hængebro. Slottet, hørte jeg , var beboet af ejeren, men jeg så ingen der, ikke heller i haven, med undtagelse af den gamle portner, som til til visse kunder havde fortalt om de livlige dage før, da den ene prægtige ekvipage efter den anden rullede gennem den storartede indgangsport, da raketter steg og tusinde lamper lyste.

Jeg gik omkring under de høje træer. Et par hunde, med rævens hoved, viste tænder mod mig fra et stort omstyrtet træ i det høje, fritvoksende græs. Sidegangene var tilgroede. Drivhusene stod tomme. Luften ude var tung og fyldt med uddunstninger af forrådnende planter. Jeg blev i dårligt humør ved at være her.

Et livligt og dertil ejendommeligt indtryk gør derimod en anden, ikke langt herfra liggende villa med dens have. Den er i italiensk stil, gammeldags hyggelig og tilhører Marquien af Fronteira (Marquise Fronteira).

En høj terrasse fra haven sætter hovedbygningen i forbindelse med et lille kapel og fører hen til en orangelund. Hele terrassen pranger med marmorbuster af portugisiske konger, man kan her opfriske sine historiske kundskaber i denne retning eller forbavses over hvor ringe disse er. Galleriets væg frembyder underlige storslåede billeder i mosaik, alle fremstille kvindeskikkelser, således geometrien, astronomien, poesien o.s.v. Nedenfor terrassen er et stort bassin med både, hvori man kan ro hen over hængende grædepile og pebertræer ved små grotter, sælsomt pyntede med alle arter konkylier. I spisesalen ses i hel størrelse portrættet af slægtens stamfader, Dom Pedro De Mascarenhas ( Francisco de Mascarenhas ) , der havde indtaget den høje stilling at være vicekonge i Indien. Hans krigsbedrifter er afbillede på de hvide og blå porcelænsfliser, som dækkede væggene.

Marquien af Fronteiras Villa

Marquien af Fronteira, til hvem Georg O’Neill førte mig, modtog os med stor hjertelighed, sagde mig, at hans hus stod mig åbent og at han håbede, da jeg boede i det nærmeste naboskab, jeg ofte vilde besøge ham og parken.

Jeg følte mig snart hjemme i omgivelsen af Pinieros og på vor villa i særdeleshed. Fru O’Neil fortalte interessante barndomserindringer fra Dom Miguels Tider. Den ældste af sønnerne Georg, der spillede smukt piano, havde læsning og interesserede sig for naturen, sluttede sig snart til mig. Den yngste søn Arthur, smuk og flink i at voltigere og jage af sted på sin hest, interesserede mig ved sin friske livlighed.

Faderen min ven George O’Neill, tilbragte hele dagen, med undtagelse af søndag, på sit kontor, men mod aften så vi ham og altid glad og livsfrisk. Vi talte da dansk sammen om gammel tid hjemme. Og kom nu guitaren ned af væggen eller sønnen George, tog plads ved klaveret, da sang vennen med smuk fyldig stemme af Martha og Rigoletto.

En romantisk Historie

Der var endnu i huset en ung, begavet dame, børnenes lærerinde, født og opvokset i Portugal, men af tysk herkomst. Der hvilede en hel romantisk duft over hendes forældres historie. Moderen var, så vidt jeg erindrer, fra Hannover og havde som ganske lille barn med sine forældre og bedsteforældre forladt Europa. Skibet, der skulle føre dem til Amerika, forfejlede kursen. Den ene efter den anden døde af sult, barnet lå og sov på de døde legemer. Forældre og bedsteforældre var lig. Matroserne gjorde oprør mod kaptajnen, de sagde, han havde ikke forstået at føre skibet. De kastede ham levende i havet, hvor meget han end bad for sig. Den gamle dame kunne aldrig siden glemme dette øjeblik, hun som barn så og oplevede.

Skibet strandede på Portugals kyst. Hun blev frelst. Det var hendes indtrædelse i Portugal, hvor hun siden har levet og lever nu som gammel kone. Manden var også født i Tyskland, havde som frivillig været med i “Slaget ved Waterloo”, var senere gået på sin fod til Italien og blevet fanget af røvere, men da der i hans ransel kun var et par skjorter og sokker, gav de ham fri og endog lidt rejsepenge. Han kom til Portugal, blev tror jeg, professor i de levende sprog, giftede sig der og døde for nogle år siden. Jeg talte med den gamle dame, hendes elskværdige, smukke døtre og flinke sønner. Forælderens historie lyste romantik i min stemning, og løftede sig ved hele omgivelsen.

Natlig Ro

“Her er nu så roligt og sikkert som i Danmark,” sagde man mig. “De kan sove trygt som lå de i København; Røverne, som for åringer siden huserede, er hængte, vi har en glubsk, årvågen lænkehund, og ladt gevær i soveværelset; De kan få det samme om De vil.”

Den første nat vågnede jeg ved at himlen på min seng styrtede ned over mig, det var et slags overfald, om just ikke det jeg tænkte mig. Rotterne sprang på loftet i det gamle hus, det lød som fodtrin. Jeg var den første nat flere gange oppe og så ud i haven. Der stod en rosenbusk, andet var der ikke, men ved første blik så den i skumringen ud som en liggende, lurende skikkelse. Vinden lod den nikke som kommandanten i “Don Juan”, da mærkede jeg først at det kun et blomstrende træ. Jeg så ud over marken. Nede i dalen fra hulvejen gik mænd med brændende fakler, hvad betød det. Rimeligvis lyste de sig hjem, hen ad den ujævne sti. Fra Naboens hus lød et forfærdeligt brøl. Det var en løve, som der var bleven optaget i familien, en løve fra Afrika, men den var bunden, sagde man mig, bunden som et andet glubsk husdyr..

Vinden hylede voldsomt den første nat, den hylede alle nætter, så efterårshjemlig; Jeg hørte den, som da den fortalte mig om “Valdemar Daa” og “En historie mellem Klitterne”. Jeg priste min Gud at jeg ikke var på havet.

“Derude, et par mil fra kysten, kan det være blikstille” sagde man. “Det er den portugisiske kystvind, som blæser og gør Portugals klima velsignet og sundt”.

Det knagede i det gamle hus, træerne udenfor bøjede sig for vindens kast, hvor var det hjemligt og dog var jeg milevidt fra mit fædreland.

St. Johannes kirkegaard

Den første søndag jeg var her, og senere endnu et par gange, gik jeg i den tidlige morgen med fru O’Neill og sønnerne til messe i det nærliggende nonnekloster. Her var smuk musik. Den lille klosterkirke så andagtsstemmende. Vi måtte knæle på det kolde stengulv, røgelsesduft og melodier ombølgede os. En kirkemusik, jeg her hørte, var af stor virkning, uagtet den udførtes af gamle kvindestemmer. I store tonebølger rullede sangen. Enkelte stemmer begyndte svagt, svulmede så højere og højere for atter at synke: Men i denne synken, denne hendøende harmoni, løftede sig atter andre stemmer, der mere og mere tog til i fylde for igen at dø hen, der var strofe og antistrofe. Jeg tænkte derved på menneskeslægters hen bølgen mod det evige.

Mellem klosteret og selve Lissabon, dog nærmere denne, ligger på en højde med vid udsigt over Tejofloden, et af stadens større begravelsessteder, St. Johannes Kirkegård. Den midterste plads indtages af et kapel, i hvis mange nischer prange helgenskikkelser, hugne i marmor. Men slettere gjort har jeg intet arbejde set. Det er vrangbilleder af helgene, forfærdelige idiotskikkelser, det er en forsyndelse mod det rene marmor. Ud fra kapellet strække sig i alleer monument ved monument, formede som små, tunge tårne eller opstillede pyramider. Man går herude i billedhuggerkunstens barndom.

Den større kirkegård så jeg ikke, den fører navnet “Prazeres”, det vil sige “fornøjelse”, de franskes plaisir. Man må tro, at en humoristiker har døbt stedet. Ligeså ejendommeligt er også navnet på dronningens slot: “Necessidades” : “nødvendighed”.

Det er en lang vej om byens mure, alle udstrækninger er store, og vognlejen utrolig, ja utilladelig. For en tur omtrent på to timer måtte jeg hver gang betale 2,700 Reis, det er omtrent fem Rigsdaler dansk.


Kapitel III.

Lissabon. Camoens. Castilho. Kong Fernando. Tilbageblik i Portugals Historie. Corpus domini Festen.

Lissabon

Efter alle de beskrivelser af Lissabon, jeg kendte, havde jeg forud dannet mig et billede af denne by, men hvor langt anderledes lys og smuk lå den nu for mig i virkeligheden. Jeg måtte udbryde, hvor er her de smudsige gader, jeg har læst om, de udkastede ådsler, de vilde hunde og de ynkelige skikkelser fra de afrikanske besiddelser, der med hvidt skæg i den sorte hud og med væmmelige sygdomme her skulle drive om. Jeg så intet af alt dette, og da jeg spurgte herom, svarede man, at det hørte til en tid for henved tredive år siden. Mange erindrede det fuldt vel. Nu er er brede, rene gader, venlige huse, hvis vægge prange med blanke porcelænsfliser, med tegning, blåt i hvidt. Døre og altaner er grøntmalede eller røde, to farver, der overalt træde frem, selv på vandbærernes tønder. Den offentlige promenade, en lang, smal have midt inde i byen, er om aftenen oplyst ved gas, her musiceres, og fra de blomstrende træer strømmer en duft, næsten altfor stærk, det er som stod man ved en krydderbod eller et konditori, hvor just vaniljeis blev lavet og frembåren.

I hovedgaderne er liv og røre, lette cabriotetter jage forbi, tunge bøndervogne af antediluviansk udseende bevæge sig langsomt, trukne af okser. Her ser mane en mælkebonde, han er til fods, har to, tre køer med ssig. De malkes på gaden. Sædvanligt følger der en stor kalv med lædermundkurv, han tør kun erholde sin bestemte mælkeportion. Gadehjørnet prange med store teaterplakater. Operahuset var under mit ophold lukket. Price’s Circus, hvor små syngestykker og operetter opførtes, ligesom også teatret “Maria Secunda”, var de mest besøgte. Det sidste ingen stor, men en meget smuk bygning med søjlerækker og statuer, ud til en stor plads, beplantet med træer, og med en højst sirlig mosaikbrolægning. Lige udfor strækker sig den brede guldgade, Rua do Ouro. Her boer alle guldsmedene. Butik ved butik pranger med kæder, ordner og slige herligheder. Fra denne gade kommer man til stadens største plads “a praça do comercio” (A praça do Comércio). Der strækker sig til den åbne, flisebelagte bred af Tejo floden, hvor skibene ligge. Til begge sider løfter sig staden terrassemæssig i betydelig højde. Det store hotel “Braganza” ligger således, at man fra dets kældervinduer ser ud over taget på et femetagers hus i gaden nedenfor. De mange højere liggende stræder og gader forbindes ved brohvælvinger hen over den lavere del af byen. Lissabon får herved et noget beslægtet udseende med Genova og Edinburgh.

Camoens

I den højt liggende, mest besøgte del af staden skal Camoens monument rejses. Pladsen er allerede beplantet træer og blomster, fodstykket stillet op, men endnu ikke statuen, den blev forkastet. En ny er under arbejde. Jeg spurgte: “Kommer Camoens’ slave der på?” Jeg tænkte mig denne sidden på fodstykket, udstrækkende hånden, som han i Camoens levetid sad her i gaderne og tiggede til sin fattige, forladte herre, der var nær ved at dø af sult.

“Den fremstilling” svarede man mig, “ville jo være en vedvarende bebrejdelse mod nationen, der ikke tænkte på sin store digter, da han levede.”

Hvorledes monumentet bliver, ved jeg ikke, hans eget værk vil altid blive hans bedste monument, ved det er Portugals navn, mere end ved blodige kampe og landes opdagelse navn, mere end ved blodige kampe og landes opdagelse, groet i erindring hos slægter i alle lande. Hans liv giver stof til digtning og er også benyttet.

Portugiseren Garrett har vundet berømthed ved sin “Camoens”, og af Tieck have vi den smukke novelle “Der Tod des Dichters”. Louis de Camoens (Luís Vaz de Camões) blev født 1517 og nedstammede fra en spansk familie. I sin tidligste ungdom mistede han ved et skibbrud sin fader. Moderen var fattig, men sendte dog den opvakte dreng til universitetet i Coimbra. En kærlighedshistorie og nogle satiriske digte var skyld, at han forlod landet og i Afrika tog del i kampen mod maurerne. Her begyndte han sit store værk “Lusiaden” (Os Lusíadas), førte, som han selv siger, “i den ene hånd pennen, i den anden sværdet”. Han kom igen til Lissabon, men hans digtertalent blev ikke erkendt, hvorfor han atter drog bort, sejlede til Goa og tog hæderlig del i krigen. Et satirisk digt af ham vakte vicekongens mishag, og han forvistes til Macao på den kinesiske kyst, her blev han anbragt som skifteforvalter. I de fem år han opholdt sig her, fuldendte eller rettere skrev han i helhed “Lusiaden” (Os Lusíadas). Det er ikke blot Vasco da Gamas Søfart, men alt stort, skønt og rørende, den portugisiske historie frembyder, som er optaget i dette digt, der fødtes under den indiske, solklare himmel. Man viser endnu på Macao (Macau) en grotte, i hvilken Camoens fuldførte nedskrivningen. Endelig fik han tilladelse til at rejse hjem, men på sejladsen til Goa forliste fartøjet. Dog lykkedes det ham at svømme med sit manuskript hen til en sandbanke, hvor han blev frelst.

I Goa gik det ham kun slet, hans fjender fik ham i gældsfængsel, friet ud herfra vendte han hjem til Portugal. “Lusiaden”(Os Lusíadas) blev trykt og vakte opmærksomhed. Dom Sebastian (Dom Sébastien), Portugals ridderlige, romantiske konge, forundte digteren en årlig understøttelse, men i hvor ringe den var, omtrent 334 rigsdaler, den ophørte aldeles efter kongens død, da Portugal bemægtiges af Spaniens konge, Philip den Anden (Filip 2). Camoens døde ussel i et hospital i Lissabon. Hans sorte slave tiggede i gaderne til hans livs ophold. Der fandtes ikke efter ham så meget, at der kunne købes et ligklæde, dette måtte lånes til ham, Portugals storhed. Ingen fulgte ham til graven, ingen ved hvor den er. Til den sidste stund, i sorg og savn, i den yderste armod, elskede han sit fædreland. I et af sine sidste breve skriver han derom: “Snart er mit liv til ende, og da ville alle erfare, hvor kært jeg har mit fædreland!” Det, hvorom han synger:

“Høit, som Europas Pande, Er Lusitanien sat, Her slippe Jordens Lande; Og her i Havets Vande Faaer Solen Ro hver Nat.”

Den portugisiske litteratur begynder, som alle litteraturer, med folkepoesien. Den afløstes af kunstpoesien der her blev hofpoesi, klingende hyrdedigte. Gil Vicente anslog igen de forskellige strenge i sine lystspil, men mødte stor modstand, idet man hylede, hvad man da kaldte det klassiske. Den nationale digtning var ved at bukke under, men Camoens hævdede dens betydning og storhed ved sin “Lusiade”. Den gav glans og glorie, men snart fulgte atter mørke, klingklang og efterabelse, indtil digterne igen ved det folkelige element hævdede deres betydning, således Gomes (João Baptista Gomes), der skrev tragedien “Jnes de Castro”. Bocage (Paul Bocage), hvis sange er trængt ind i folket. Hans fødeby Setubal, hvor han levede i fattigdom, rejser ham nu et monument. I vor tid er at digterne atter, som ved instinkt, gribe de nationale strenge. Her må særlig nævnes Carvalho og Garrett, den sidste har malende besunget Portugals natur og skrevet det store digt “Camoes”.

En af de betydeligste nulevende er Antonio Feliciano De Castilho, født i Lissabon ved dette århundredes begyndelse. Han er gift med en landsmandsinde af os danske, frøken Vidal fra Helsingør.

Castilho hører til en familie, i hvilken kærlighed til litteraturen var arvelig. I sit 6 år fik han kopper og mistede i denne sygdom aldeles synet, men hans lyst til at studere tog idelig til. Denne brændende lyst i forening med hans rige begavelse hjalp ham således, at han allerede i sit femtende år havde tilegnet sig særligt grammatik, historie, filosofi og græsk. Ved sin broders hjælp lærte han at kende de klassiske forfattere. Ikke 14 år gammel havde jan allerede skrevet et latinsk vers, der vakte opmærksomhed. Hans første digtning i modersmålet blev en elegi ved dronning Maria den førstes død. Han hengav sig imidlertid til studiet af botanik, historie og fysik. Med sin broder vandrede han i Coimbras omegn. Broderen var øjne for ham. Med ham og hos ham opfattede han den hele naturs skønhed, så han måtte besynge den i et digt: “Foråret”. Også i Coimbra skrev han hyrdedigtet “Echo e Narcisso”, der i få år oplevede flere oplag. Han oversatte Ovid og udfoldede stor digtervirksomhed.

En ung dame, Maria Isabel de Buena-Coimbra, blev opdraget hos Benediktiner – nonnerne i et kloster nogle mil fra Oporto. Efter at hendes opdragelse her var endt, blev hun endnu nogen tid i klostret og læste der flere klassiske og nutids forfattere. Hun læste digtet Echo og Narcis og skrev, uden at undertegne sig, de ord til forfatteren: “Dersom der fandtes en Echo, vilde De da efterligne Narcis?”

Nu begyndte en brevveksling mellem Castilho og den unge ubekendte. Efter en tid bad han om at turde erfare hendes navn. Hun skrev det: Brevvekslingen fortsattes, og i året 1834 blev de forlovede og gifte. Tre år efter døde hun. Det digt han skrev til hendes minde, stilles af hans landsmænd ved siden af det bedste i litteraturen.

Senere giftede han sig med Charlotte Vidal, hvis fader var konsul i Helsingør. Ved hendes hjælp har Castilho oversat på portugisisk Baggesens “Der var en Tid”, da jeg var meget lille”, Oehlenschlägers “Underlige Aftendufte”, Boyes “Kirkeklokken i Farum” og flere danske forfatteres lyriske og fortællende digte. Af alle disse er Boyes digt mest tiltalt portugiserne.

Min ven George O’Neill, førte mig en dag hen til Castilho, der bor i en højt liggende gade ud mod Tejo, og hvor altså selv i den stærkeste solvarme, to gange daglig, vifter en kølig brise fra havet. Jeg blev modtaget som hos gamle bekendte og venner. Fru Castilho. O’Neill og jeg talte dansk sammen. Vi talte om det fjerne Danmark, der nu ved jernbanerne ikke længere er så fjernt. Byerne, ja selvene landene, rykke hinanden nærmere, og ved telegraftråden er selv Amerika nu blevet vort nærmeste naboland, kun nogle sekunder fra os, over Verdenshavet.

Den kære Castilho talte så livlig, så ungdomsfrisk. Han arbejde i denne tid på at over sætte Virgil. Sønnen, der også er digter og meget talentfuld, hjælper den blinde fader. Datteren er den yngste og har prægtige øjne, fyldt med sydens sol, jeg improviserede til hende et lille digt om stjernerne, jeg før havde set om natten, men nu så ved den lyse dag.

Få dage efter glædede Castilho og hans familie mig med et besøg i mit hjem: O’Neill’s landsted. Mellem min erindringsskatte har jeg fra Castilho et par af ham på fransk dikterede breve, under hvilke han selv kun har kunnet tilføje sit navn. Mine breve til ham var skrevet på dansk, han gav sine på fransk og siger i et af disse: “Vi tale med hinanden som Pyramus og Thisbe, min hustru er Væggen.” Ved fru Castilhos hjælp bli

Kong Fernando

Kun nogle få dage havde jeg været på Pinieros, da jeg gennem O’Neill underrettedes om, at jeg førstkommende mandag ville blive modtaget af Hans majestæt Kong Fernando på hans slot inde i byen. Dette har tidligere været et kloster og ligger, som altid disse, meget smukt, har en vid udsigt over Tejofloden til den munding i Oceanet.

Gammeldags klædte drabanter, ikke ulig, hvad kostumet angik, de pavelige soldater i Vatikanet, paraderede ved hovedtrappen. En hofbetjent førte mig til den højere liggende del af slottet, hvor Grevee da Foz, til hvem jeg var anbefalet, modtog mig i et stort med malerier smykket værelse, der tillige frembød skuet af velopstillede våben og rustninger, selv en hel ridderskikkelse til hest.

Kong Fernando, en høj, meget smuk mand, kom mig mild og velvillig i møde. talte om mine skrifter, om mit besøg her i Portugal og nævnte med rosende udtryk familien O’Neill. Selv førte han mig om i sin smukke have, hvor sjældne slyngplanter dækkede i rig fylde med blade og blomster de høje mure. Forunderlig skønne palmer med store bladskærme gav skygge. Her var uendeligt dejligt. Hele den gamle og tilgroede park var ved kongens omhu og smag forvandlet til en frisk, yndig have med græsplæner, blomster og store glashuse, hvor de mest sjældne tropiske planter groede.

Ved afskeden rakte kongen mig hånden og tilføjede: “Jeg tager ikke afsked, vi ses igen!”. Der var noget så godlidende, ligefremt og dog kongeligt, som gjorde mig dette besøg kært og uforglemmeligt.

Som bekendt er Kong Fernando fader til den ny regerende konge Luis. På min hjemfart hen ad Quaien gennem gaderne ud til Pinieros var tid nok til med tankerne at følge de sidste 33 års historie i dette land, der har prøvet så mange kampe, men nu synes at gro i hvile og velsignelse.

Tilbageblik i Portugals Historie

Som bekendt er Kong Fernando fader til den ny regerende konge Luis. På min hjemfart hen ad Quaien gennem gaderne ud til Pinieros var tid nok til med tankerne at følge de sidste 33 års historie i dette land, der har prøvet så mange kampe, men nu synes at gro i hvile og velsignelse.

Johan den Sjette, konge af Portugal og Brasilien var under konstitutionel forfatning alene Konge i Portugal. Brasilien havde erklæret sig uafhængig under hans ældste søn Don Pedro. Den yngre søn Don Miguel forsøgte i sin unge alder at sætte faderens død, af det absolutistiske parti, betragtet som den arveberettigede, Don Pedro var jo kejser i Brasilien. Denne havde imidlertid opgivet sine førstefødsels-rettigheder, men alt fra han forlod Portugal overdraget disse til sin datter, Maria da Gloria, der blev opdraget i Wien, ved sin bedstefaders, kejseren af Østrigs hof. Da hun på hjemrejsen nærmede sig Portugals kyst, forbød Don Miguel hende at lande, hun søgte til England og derfra til Brasilien. Da Don Pedro snart mistede sit herredømme der, kom han til Europa for at værne om datterens ret, og kampen mellem brødrene og partierne begyndte.

Don Miguel var ung og lidenskabelig, elskede dyrkampe og jagtens glæder. Han var en udmærket rytter. – Der var en mørk ulykkelig tid under hans herredømme. Man har fortalt mig derom. Fængslerne fyldtes med politiske fanger, i fængselskælderne ved Tejo var mænd i alle samfundsklasser. i flodtiden trængte vandet ind til fangerne og steg dem højt op om livet. I de våde klæder og ved al den fugtighed rundt om reves mange hen af sygdom før de kom til retterstedet. Enn ung mand derinde led utålelige mavesmerter, hans underliv ophovnede, han bad om en læge og denne kom. Barsk og vred bød han fangen at blotte den syge del, så på den og slog ham med stokken et slag over maven, idet han sagde: “æd agurker, så kreperer han nok!” Daglig fandt henrettelser sted på torvet. Det var en tid fuld af angst og rædsel. De fleste vidste endnu at tale derom, den havde først ende i begyndelsen af året 1833, da Don Pedro blev den sejrende.

Det var vidunderligt lykkedes ham med sin lille eskadre at lande, Gud var med ham. Allerede var han med sine tropper på den anden side af Tejofloden lige overfor Lissabon, som endnu var han i hænderne på Don Miguels hær, selv var han ikke langt derfra, i Santarem. Endnu den sidste dag han var der, blev i Lissabon flere politiske fanger hængte på torvet, de hørte befrierens kanonskud på hin side floden, men for dem var ikke frelsens time. Flere fanger, som næste dag skulle lide døden, førtes ind i kapellet, hvor de i præsternes selskab måtte tilbringe deres sidste levenat. Turde de håbe frelse.

De liberale var for den legitime Don Pedro og hans datter, de absolutistiske for Don Miguel. Sejrens udfald blev, at denne måtte vige. Hvilken jubel, luften rystede af sang og glædesskrig. En dame, som den tid var barn, fortalte mig, hvilket indtryk hun i sin forbavselse og uvidenhed om det hele fik ved at se dette lidenskabelige røre. Middagsbordet stod dækket, den lille havde ganske ene sat sig der, ingen kom, hun så sin moder stå på altanen med frihedsfanen i hånden og synge frihedshymnen. Folk på gaden jublede og sang. Folk trængte højttalende ind i stuen, omfavnede hinanden, de lo, de græd. Alle fængsler var blevet åbnet. Forunderlige skikkelser bevægede sig i den jublende vrimmel.

I året 1834 holdt Maria da Gloria sit indtog. Hun ægtede Hertug Ferdinand af Sachsen-Coburg-Gotha, som erholdt titel af konge og ved hvem hun blev moder til to døttre og fem sønner. Den ældste, Don Pedro den femte fik ved moderens død 1853 regeringen under faderens formynderskab. Den unge konge med to yngre brødre døde i en uge af en epidemi på slottet. Han omtales med stor erkendelse og kærlighed, hans monument rejses. Den fjerde yngre broder Luis, formælet med Victor Emanuels datter Pia, er nu regent. Dette er den korte historiske skitse, der er at læse bedre andre steder, men her er den lagt som min tanketråd, idet jeg kom fra mit besøg hos Kong Fernando.

Corpus domini festen

Sønnen Kong Luis havde jeg endnu ikke set. Det blev første gang ved Corpus domini Festen, som endnu fejres med stor pomp i Portugals hovedstad. Denne gang kom den dog ikke til ret at udfolde sig, det var en skyllende regn. Dronningen tog ikke del i festligheden, kun den unge konge viste sig.

Processionen begyndte ud fra kirken, men standsede straks ved en voldsom byge. Først da denne hoftede, skred toget igen frem med gejstligheden i spidsen, efter denne fulgte til hest Sankt Georg selv, en stor træfigur i rustning med spyd i hånden, der ved hestens trit bevægede sig dinglende frem og tilbage. Nu kom ridderens svend, et virkeligt levende menneske, og ridderens page, en af de smukkeste drenge, der havde været at finde. Man så tydeligt, at den lille var frygtsom ved at sidde alene på den store hest.

Efter disse bæres Hostien under en pragtfuld baldakin, kongen selv var en af de forrest bærende. Han var en ung smuk mand, meget blond, med et særdeles mildt ansigt. Han var i fløjl og silke. Den hele procession var endnu ikke ude af kirken, da regnen begyndte at styrte ned.

Toget var netop nået ud foran det hus, hvor jeg havde plads på balkonen, tæt ved kirken, og vendte nu atter om til denne, mens kun gestligheden og Sankt Georgs billedfigur med svend og page drog gennem gaderne, hvor der i det slette vejr ikke var mange folk, som ellers er tilfældet, idet landboerne da festlig klædte strømme til byen.


Kapitel IV. En maaned i Setubal,

Landstedet Dos Bonegos, Klostret Brancanes, I Campagnen, St. Antonii Fest, Digteren Portella, Tyrefægtning, Jesuskirken, Slhuet af Setubal, Monte – Arrabida, En sandflugt begravet by, Aftenstemninger.

Landstedet Dos Bonegos

I den tidlige morgen, luften var klar og blå, selv om Cintras Bjerge var skyerne borte, kørte vi fra George O’Neills Villa ind til Lissabon, enhalv times vej, og gik strks ombord på dampskibet, der daglig står i forbindelse med jernbanen på den sydlige side af Tejofloden, der her er bred som en mægtig indsø. Dampskibet behøver næsten en hel time for at nå over.

Skibet var overfyldt med rejsende og rejsegods. Farten begyndte, der var en forunderlig stilhed oog alvor ombord, herrene sad og læste aviser, damerne skjulte sig under deres parasoller, man fik slet ikke indtryk af sydboens livlighed, men velvillige og høflige mod den fremmede viste de sig alle. Op ad, ind i landet, breder floden sig. Vandspejlet smelter sammen med horisonten. Mod udløbet i Oceanet begrænses den ved de fremspringende kyster: Den hele bred er bebygget, mest fremtræder det kongelige slot og det gamle Belem.

Solen skinnede i den klare luft og i det blikstille vand, og foran lå på sine stolte høje Lissabon, som en fotograferet dønning af bygninger. Alt som vi kom længere ud, tog den tydeligere skikkelse som mægtige bølger af huse og paladser. Den sydlige bred, som vi styrede over imod, løfter sig med klosterbygninger, fæstningsværker og pineskove. På en uendelig lang træbro nåede vi der banegården til Setubal.

Før jernbanen kom i stand, gik hovedlandevejen her hen over den højtliggende fæstning Palmella, der som et Akropolis løfter sig over den udstrakte slette. Da var vejen aldeles usikker, ingen rejste uden eskorte. De gamle, mægtige korkskove her er nu af mindre udstrækning end dengang, dels er de fældede, dels er de afbrændte. Skovbranden skal flere gange have været så stærk, at man på den anden side af floden, i selve Lissabon, fornemmede varmen.

Jernbanen gør en bøjning mod øst, hen over en sandet strækning med majs og vin. Indhegningen består af store aloer. En plantning af lave kaktus, prangende med gule blomster, ligger som et net og holder fast på den løse sandjord. Under Palmellas bjerghøjde bliver egnen mere malerisk, og snart har man foran sig Setubal, englændernes St. Ybes ,hvor den ene orangehave ved siden af den anden fylder dalen mellem Palmella, St. Luis og Monte Arrabida ud mod Oceanet.

Landstedet Dos Bonegos

Carlos O’Neills vogn holdt ved banegården, og snart for vi af sted gennem en del af byen, der ikke manglede på grønmalede altaner, ud igennem vandledningens buer, snart i det dybe sand, snart over den hårde, nøgne klippegrund. Vejen synes at være bleven til ved sig selv, en naturvej, flere steder så smal, at to vogne ikke kunne komme forbi hinanden, snart bred nok for fire. I første øjeblik troede jeg at se ved alle dens bøjninger oprejste telegrafstænger, men nærmere set var det et langt herligere skue, blomstrende aloer, den ene tæt ved den anden, hver blomsterstængel vist over ti alen høj med hen ved tredive forgreninger. Det var som bronze kandelabere, der på hver arm bar en skål med gule blomster. Foran mig, i højden, så jeg fæstningen Palmella, nærmere, mellem mægtige skyggefulde træer, det nu øde munkekloster Brancanes og tæt op til dette, mit nye hjem, Carlos O’Neills landsted Dos Bonecos (Dukkehuset), et navn, denne bygning i sin nyhed erholdt af de omkringboende. De mange statuer, buster og vaser, hvormed huset op, hvormed husets og havens terrasser er smykkede, fremkaldte navnet.

Til bygningens physiognomi hører, at der højt oppe er en susende, spinkel vejrmølle, der løfter vandstrålerne fra de dybe brønde op til de store bassiner, fra hvilke det gennem rør vælder ud og forfrisker haven. Et stort, prægtigt palmetræ breder sin skærm foran min balkon, hen over det murede bassin og vandspring. Haven deler sig i flere terrasser, en bred stentrappe fører fra den øverste ned i et stort blomsterparti. Hvilken farvepragt og hvilken forskellighed af blomster! selv fra murrevnerne skyde frem nelliker og kaktus, hvilke man hjemme i Norden ville opelske i drivhuset. Pebertræerne hælde sig som grædepile hen over de store vandkummer, hvor guldfiskene svømme og de hvide åkander gro. Vi stige atter ned ad en stentrappe og stå i frugthaven. Citron – og orangetræerne er betyngede med frugt, enkelte frembyde tillige deres hvide, stærkt duftende blomster. Her er friskhed, frodighed, skygge og rislende vande. Fra den øverste vandbeholdning, hvor store skildpadder svømme om, ledes på maurisk vis, gennem rør og hen ad havens mur, det friske, klare vand ned til de forskellige haveterrasser og taber sig som vanding om hvert enkelt frugttræ. Lidt dybere ligger vingården med sit bladrige løv og de tunge, saftige druer.

På Pinieros var i de sidste dage sommeren endelig begyndt, her på Bonecos var man midt inde i den. Det var en storartet varme, den største del af dagen lukkedes derfor alle husets døre og vinduer, ikke en solstråle kunne trænge ind. Der blev halvmørke i stuerne, der ellers var lyse og luftige, pyntede med malerier, statuer og grupper, her var bibliotek, badekammer og billard, og fremfor alt, her var elskelige mennesker.

Ved dag kunne man i haven kun holde det ud under de tætteste træers skygge, og ville man over en plet, hvor solen skinnede, da skred man langsomt frem under sin udspændte, hvide paraply. Morgen og aften var det en forfriskelse at træde ud i den stille, yndige luft. Hvilken paradisisk dejlighed rundt om! Jeg fornam en fred, en ro, som jeg kunne unde alle mennesker. I orangehaven blev tidligst nat. Mørket lagde sig ind mellem træerne, hvert blad blev som et sort fløjel, og hen over svævede de dejligt funklende ildfluer. Lysene blinkede fra Setubals hvide huse. De høje sandklitter var endnu at se ud mod det mørkeblå Ocean, og i et nu tændtes stjernerne. Al den dejlighed kan ikke males, ikke gives med ord.

Klostret Brancanes

En snæver dal, bevokset med vinranker, og hvor en lille flods gennemsigtige vand strømmer under blomstrende granatbuske, gør grænsen mellem villaen og det gamle trappistkloster Brancanes, et navn, det har efter stiftsinden Donna Branca Anes. Her, som overalt i Portugal og Spanien, blev i revolutionen munkene jaget bort. Et fattigt ægtepar bor nu i klosteret og har tilsyn med den store, forladte bygning og kun en pind lukker porten. I kirken er ikke længer gudstjeneste, denne holdes i en af de små stuer i O’Neills villa, og er der ikke plads nok, knæle de andægtige ude i haven foran kapellets åbne dør.

Vor nabo, Martinez, havde nøglerne til klosterets kirke, celler og sale, med ham så jeg disse. Rundt om, ved at bryde skillevæggen ned mellem de to nærmeste celler, var disse blevet et større værelse med den dejligste udsigt, dels over dalens orangehaver, dels til Setubal, bugten og det åbne hav. Øverst oppe stod endnu uforandrede novicernes celler, de så ud som fængsler med små kighuller. Her højt oppe, ud mod den indre klostergård, er en stor, tillukket spadseregang, trist og øde, en lang grav at gå i, man tænker her kun på død og begravelse, men åbnes porten ud til balkonen, hvis mure og bænke er prydede med porcelænsfliser, da strømmer lys og orange-duft herind, og man har det dejligste skue, dog endnu mere udstrakt er det fra klostrets flade tag hen over novicernes celler. End mere interessant blev det mig her, da jeg senere til fods, til vogns eller på mit æsel havde tumlet mig fjern og nær i dalen og på bjergene, hvert fremtrædende punkt var da et kendt sted, hvis hele dejlighed jeg erindrede. Klosterhaven med dens cypresser og korktræer er ikke ved mur eller hegn skilt fra de omliggende haver. I de stort udseende landsteder boer kun gartnerfamilien, ejeren holder sædvanlig mest af at blive i byen.

Bjergsiden om Brancanes var et tykt krat, der i hele den varme sommertid forunderligt holdt sig grønt. Øverst ligger vejrmølle ved vejrmølle. Haverne i dalen prange med citron- og appelsinlunde, der veksle med vinløvsalleer, hvor rankerne støtte sig på murede buer. Granattræerne stod i deres pragt med de ildrøde blomster og de glinsende grønne blade, magnolietræet prangede med store, skinnende hvide lotusblomster.

O’Neills søn Carlos og jeg besøgte et øde lille kloster på bjergsiden under Palmella. Videre derfra op til selve fæstningen. Landevejen her, der tidligere var den eneste mellem Setubal og Lissabon, var nu ikke til at befare med lette, almindelige vogne, vi kom frem som over barrikader, store sten lå løsnede og kastede omkring. Men hvilket skue jo højere man steg! dybt nede orangehaverne med Setubal, Oceanet, hele bugten og Sadofloden med dens slyngninger. Det blev vinterligt koldt heroppe, vinden var gennemtrængende som på en oktoberdag i Norden, jeg var glad ved at kunne tage min tykke vinterfrakke på. Endelig var vi under fæstningens forfaldne mure, og udsigten mod nord åbnede sig. Foran korkskovene ned mod Tejn, på den modsatte bred Lissabon belyst af den nedgående sol, bjergene om Cintra løftede sig i den blå luft. Det var ikke let at rive sig løs fra dette skue, men aftenen faldt på, vi måtte vende hjemad. Den hest, min unge ven Carlos O’Neill red, gjorde dristige spring over skrænter og dybder, mens jeg fulgte den brede vej, der i Danmark ville kaldes halsbrækkende, vi sang vore Sange, luften genlød af portugisiske og spanske, danske og svenske melodier. Så snart vi tav, hvilede en forunderlig tavshed over hele egnen, mørket vældede frem fra buskenes tykning. Her syntes at være sceneriet til en hel røverhistorie, og vist nok, flere end een har her udfoldet sig. For endnu ikke ti år siden hørte denne egn til en af de mest berygtede; man fortalte mig om en ung landmand, bekendt fra tyrefægtningerne ved den dristighed, hvormed han kastede sig mellem tyrens horn og lod sig løfte, den forvovenhed, han viste på vildsvinejagten. Han havde en gang ene tumlet med et vildsvin, begge styrtede de til jorden, og først der lykkedes det ham med sin kniv at dræbe dyret. For en halv snes år siden, da røverne endnu huserede her, red han paa jagt med sin tjener, denne så i afstand to menneskehoveder stikke frem fra buskene, han sagde det til sin herre. „Det har ikke noget at betyde,” svarede denne, men under sin Manta lavede han geværet til, og da de var nær nok, råbte han : „svar hvem I er, eller jeg skyder!” der fulgte intet svar, og kuglen gik gennem røverens bryst, før denne fik løsnet geværet, den anden sendte nu sit skud og tog derpå flugten, men i samme øjeblik ramte ham i ryggen et nyt skud af den unge mand. Det var i ufredstid, nu er her sikkert, kun højere oppe i de nordlige provinser høres en enkelt gang om røvere og deres færd.

En større tour i det varme solskin gjorde jeg en af de følgende dage op på det nærliggende Mont Luis. Carlos var til fods med sit gevær i håb om at finde jagt, jeg sad på mit æsel. Fra vinhaverne, der omgives af høje, tykke rør, kom vi ud på den sti løse mark, mit æsel ville aldeles ikke frem, Carlos måtte føre det ved tømmen, uvilligt steg det op ad bjergstien, som kun blev kendelig der, hvor regnvandet havde taget løb. Snart stod os en lyngbusk i vejen, snart en mægtig, blomstrende tidsel med den dejligste blå farve, jo højere vi kom, desto rigere blev vegetationen, her voksede i mængde en slags tornløse, blegrøde roser, en forskellighed af lyng, en rigdom af mig ubekendte blomster og stærkt duftende grønt, men vej og sti forsvandt aldeles, stenene rullede for æselets fødder, det steg med vanskelighed, altid ført og fremskyndet af Carlos, der flere gange var ved at falde og ideligt stak bøssepiben mod mit ansigt. „Er den ladt ?” spurgte jeg. ,Ja,” svarede han, og så blev den løftet, men snart igen sank den ned, dog rundt om var så megen herlighed at se, at jeg glemte dødens nøglehul.

Enkelte skyer lå tungt hen over Monte Arrabida og kastede mørke ned i den mellemliggende dybe dal. Jo højere vi kom, des højere løftede sig i horisonten det udstrakte Ocean. Den hele natur havde en alvor, en stilhed, som ikke af brødes af nogen fugl; det var som før dyrenes skabelse. Flere gange måtte jeg vende mig bort fra det mægtige skue, idet mit æsel gik tæt ved den bratte fjeldskrænt, og jeg følte nogen svimmelhed ved at se ud over dybet.

Campagnen

Først efter en times ridt nåede vi igen nedad på synlige bjergstier. Vi øjnede et ensomt hus, der måtte vi hen for at skaffe æselet vand at drikke. Vi overgav det til bonden, der tøjrede det ved et stort blomstrende laurbærtræ. Carlos mente at få skud, jeg fulgte ham til fods gennem vinmarken ind i den øvrige skov, hvor en klar bæk slyngede sig og dannede smag fald over klippestykkerne. Det uvante lange ridt og den noget besværlige vandring over den ujævne jordbund havde gjort mig træt, Carlos skyndte sig ustandselig frem og foreslog mig at blive tilbage, her var just en smuk mosbegroet plads mellem myrter og krusemynter, han skulle nok finde tilbage igen hvor jeg sad, og snart forsvandt han mellem buskene.

Uforglemmelige er mig de minutter, jeg her, fjern fra alle, ganske ene, tilbragte i denne stilhed, denne skoveensomhed. Jeg tænkte kun lidt på røvere eller vildsvin, de sidste var her at frygte. Jeg følte mig så opfyldt af den hele naturdejlighed, i denne lette, milde, varme luft, det var som en kirkegang i den store, fremmede Guds natur; jeg følte en tryghed i Gud, følelsen fik ord:

Er Du i Verden vide,
Du er dog Hjemmet nær,
Gud aander ved din Side
I Luft og Blomst og Træer;
Du høre kun hans Stemme
I Dig og rundten om,
Og føle Du er hjemme
Hvor Du i Verden kom.
Og stedes Du i Fare,
Er uforskyldt i Nød,
Han vil Dig vel forsvare,
Og der er ingen Død,
Og der er ingen Smerte;
Vort Jordlivs Stjerneskud
Er fra en Moders Hjerte
At flyve op til Gud.

Jeg hvilede nogle minutter, men fik da lyst at vove mig dybere ind i pinjeskoven, i den tanke, at fandt jeg ikke Carlos, skulle jeg dog nok finde tilbage til hytten, hvor æselet stod. Snart blev skovens lave krat tættere, her var en rigdom af blomstrende myrtehække, gamle træer løftede deres krone. Stien, hvor jeg gik, blev smallere, i korte strækninger forsvandt den ganske. Jeg var betænkt på at vende om, da jeg foran mig, på et stort mosgroet klippestykke, hvor den rindende bæk dannede et klart bassin, så min unge jæger ligge at hvile sig. Det var et helt levende billede, fuldt af harmoni, den forunderlige blanding af syd og nord, som planteverdenen her frembød, viste sig også i hans hele skikkelse, det kække mandige ansigt, solbrændt brunt, de kulsorte hår og øjenbryn, de aldeles lyseblå øjne og det sørgmodige smil om munden, måske lagt der i de sidste måneder. En eneste søster, kun fjorten år gammel, husets skat og kærlighed, havde Gud kaldet til sig, det havde slukket solskinnet i forældrenes før så glade hjem, slukket smilet om broderens mund.

Jeg fik ham fra at blive her længer i denne stille ensomhed og snart nåede vi tilbage. Hjemrejsen begyndte. Fugle viste sig i Luften, min unge ledsager fulgte sin jagtlyst og var mig snart igen af Syne. Jeg lod tømmerne hænge løse på mit æsel, det vidste vejen bedre end jeg, og da jeg endelig øjnede klosteret Brancanes, så vidste jeg hvorhen jeg havde at styre for at nå hjemmet. Solen brændte, mit asen ville kun frem i fodgang, med et standsede det, spidsede øren, udstødte et forfærdeligt Hyl, stejlede og tog til at løbe. Det var en aseninde med sin skønne byrde, en landbo-matrone, der kom. Mit æsel gjorde høje spring, det var vanskeligt at lære det lydighed. Til sidst måtte jeg stå af og trække det.

Gennemstegt af solen nåede jeg, efter et par timers vandring, Bonecos, hvor et varmt bad igen forfriskede lemmerne. Efter solnedgang sad jeg på terrassen under det høle palmetræ ved springvandet. Naturskønheden rundt om, aftenens dejlighed, den stemning den løftede ind i, kan erindringen gemme, men ikke gengive, og dog forsøgte jeg at lægge den på papiret, vers for mig selv og for vennerne.

Hvor Aftenen er deilig, forfriskende mild,
Og Stjernerne store og klare!
Ildfluer, som Gnisterne fra en Ild,
Hen over Orangerne fare.

Jeg hører det rullende Verdenshav,
Min Hjemvei, den snoer sig om Jorden,
Den friske Luftning sit Kys mig gav,
En Hilsen derhjemme fra Norden.

I den det klinger om Atterkomst,
Gud lade de Tærninger trille!
Mit Danmark, du deiligste Kløverblomst,
Saa sød, saa frisk og – saa lille!

Jeg skrev dette lille vers ind i en stambog og føjede til:

Deroppe i Nordens græsgrønne Dal,
Med alle de gamle Minder,
Vil Tankerne flyve til Setubal !
Til Venner og til Veninder.

St. Antonii Fest

Det var Sanct Antonii Fest. Ud på aftenen tændtes store blus, dels foran på bjerghøjderne, så langt man kunne øjne, dels foran landboernes huse i orangehaverne, her dansede piger og karle rundt om ilden til den tidlige morgen. Hele Setubal lå i glans og glorie. Blus ved blus lyste på pladserne, i gader og i stræder. Raketter steg rundt om, fra byen, fra skibene og selv ovre fra sandklitterne, hvor en enkelt sømand eller hyrde tilfældigt var.

Vor nabo Martinez kørte mig og husets lille broderdatter ind til byen for ret at se al den flammende herlighed. Det var aldeles en halsbrækkende fart, ad den forfærdeligt slette og krinkelkrogene vej, hvor vi snart for af sted i natmørke, snart i blændende ildlys fra de store bål foran landhusene vi kom forbi. Vi for afsted indtil vi nåede ind i byen, der gik det kun langsommeligt. Næsten alle mennesker var ude på gaden, stor trængsel var der i de smalle stræder, hvor på et eller andet sted St. Antonii billede, illumineret med lamper, eller et alter med lys, var rejst til helgenens ære. Et helt tog, mest søfolk, kom, fulgte af kvinder og børn med sang og musik, det vil sige med fløjte og tromme. I flere stræder, hvor vi måtte frem, var der ikke andet for end at køre hen over bålet. Halvnøgne smådrenge morede sig med at springe over ilden, gløder og gnister fløj rundt om. Musikken klang så vildt, den mindede om negerdans-melodi. Troldkærlinger og raketter fløj hen over os og hen under os, de spruttede og surrede hen ad brostenene, over og under vognen og hesten, at denne ikke løb løbsk er mig ligeså ubegribeligt, som at vi ikke væltede i al den ild og alt det mørke, der skiftede med hinanden; jeg var aldeles forberedt på at brække et ben eller en arm.

Digteren Portella

Byen tog sig ved aftenen, i denne festlige belysning, ganske livlig og lystelig ud, ved dagen derimod, når solen brændte, havde den et stille, forladt udseende. I gaderne eller hen over pladserne gik da kun, og under stor hvid paraply, eller red på sin hest eller sit æsel, et enkelt menneske. Den største og smukkeste af pladserne er unægtelig den som bærer navnet efter den portugisiske digter Bocage, der er født i Setubal og, som det sædvanligvis sker, er død i armod, men nu skal her rejse ham et monument, hvortil der indsamles bidrag; Setubal er stolt af sin Digter.

En af Portugals unge lovende digtere, digteren Portella, der lever her og har udgivet et bind digte, opmuntret af den højtskattede poet Castilho, skrev i byens avis, ved min ankomst, et digterisk stykke i prosa, en hilsen til den nordiske digter i Bocages by Setubal tager sig smukkest ud fra fjorden. Man seer her byen i hele dens udstrækning, med de noget forfaldne huse, her ud mod det gamle fort ligger brødrene Carlos og Eduard O’Neills gård, med kontor og hængende have, en ægte gammel konsulatbygning. Man kommer derind gennem et slags dile, en bred paladsmæssig trappe fører op til kontoret; korridor og trappevæg er smykkede med næsten alle landes våben, malede på træskiver, som konsulatskilt. Det var et helt billedgalleri, en kongres af magter, England, Rusland, Preussen, Frankrig, Danmark, Sverige, Norge, Pavestaten, ja jeg tror ikke at noget europæisk land savnedes, også Amerikas forenede Stater var her med våben og flag.

Tyrefægtning

Setubal har militær besætning, i genbobygningen, det gamle fort, er kasernen. Det var, så vidt jeg se, unge mennesker, sortbrune af den brændende sol. I et stort offentligt haveanlæg udenfor byen, hvor et musikkorps spillede om søndag eftermiddag, viste sig noget folkeliv, men ikke støjende og ildfuldt som ellers hos sydboerne. De gode borgermadamer sad alvorlige og stille på bænkene, mændene bevægede sig livligere op og ned. Støjende munterhed så jeg kun på den omtalte St. Antonii Fest og ved en store tyrefægtning, der, St. Peters Dag, holdtes i det mellem byen og banestationen. rejste Amphi-teater.

Alt det barbariske og blodige, som en tyrefægtning i Spanien frembyder, er allerede fra omskiftelserne til det bedre, under Don Pedro, bortfaldet. Tyrens horn blive ombundne, at de ikke skulde dræbe de stakkels heste.

Amphiteatret er en stor firkantet bygning med loger gennem tre etager, alle under tag, arenaen er derimod en ottekant under åben himmel. Det var mest almuesfolk, bønder og fiskere jeg her så samlet. Logerne var overfyldte og frembød det mest brogede skue. Orkestret spillede spanske Boleros, nu kom til hest en selskabsklædt, velfriseret ung herre, han hilste til alle sider. Tyren blev indladt og længe varede det ikke før der blev jaget den en pil ind på siden af halsen. To unge landboere, der stod for disse tyrefægtninger, trådte op og viste sig som veløvede Banderilleros, de var smukke mænd, klædt i fløjel og guld, dertil velfriserede, som skulde de på bal. Foruden disse var endnu tre ældre Banderilleros og nogle bønder, i hvide bukser og storblomstrede brogede trøjer. Som i Spanien, så også her, efter kampen åbnedes skranken for en flok tamme tyre med klokker om halsen, de hentede de stridbare tyre, der brølende og bloddryppende ved de mange pile, der var stukne dem gennem halshuden, forlod kamppladsen. Noget nyt, jeg ikke havde set i Spanien, var, at bønderne, der havde ført tyrene herhid fra Campagnen, også viste deres dristighed. De stillede sig, lige for døren til stalden eller lagde sig ned på jorden foran og lod sig nu angribe af tyren, men vidste straks ved et spring, ved en rask svingning at unddrage sig Stødet, og lægge sig mellem hornene på den, der da til almindelig jubel løb et stykke med dem. De andre bønder greb nu fat i tyrens horn og hale, spændte alle kræfter an og befriede kammeraten. En af de dristige bønder blev dog således trådt på af det rasende dyr, at han måtte bæres bort og blive åreladt af lægen.

Denne slags tyrekamp tager også private del i, og man fortalte, at den fordrevne Don Miguel just heri har visit en stor forvovenhed og ved den erholdt folkets jublende bifaldsklap.

Kun således ved festlige lejligheder så jeg i byen noget til folkemængden, det skulle da være i kirkerne, og af disse må jeg med et par ord omtale Jesuskirken, en af de smukkeste småkirker, jeg, endnu har set. Den har noget så luftigt og lyst, hver enkelt søjle herinde dannes af tre andre slanke og smidige, der spiralformede omsnoede hverandre. Det kunstigt udskårne alter stråler af forgyldning. Hele den nederste del af mur og vægge er beklædte med porcelænsfliser, der have fromme billeder til en hel legendebog. Imellem kirkens oliemalerier er to af Portugals største og mest berømte Maler Gran Vasco, de forekom mig i farve og tegning at minde om Holbein.

I bugten lå en del skibe med forskellige nationers flag, og enkelte lystbåde tilhørende bosiddende i Setubal. På Eduard O’Neills båd vajede Dannebrog, det var et smukt lille fartøj. Et lignende havde portugiseren Hr. Arenz, en mand, der blev mig interessant ved sit sprogtalent. Han talte ganske fortræffeligt dansk og havde dog aldrig været i Danmark, ja ingensinde været udenfor sit fædrelands grænse. Den forbindelse han stod i til skippere fra Danmark, Norge og Sverige, havde lært ham at tilegne sig disse landes sprog og at kunne tale med de tre nationer i deres modersmål.

Ved Quaien lå store fiskerbåde, man kunne få til en ro – eller sejltur, ville man besøge Setubals Pompeji, den forsvundne, nu halvopgravede fiskerby Troja, eller se det flere timer herfra ud mod Oceanet liggende Monte Arrabida med det forladte Trappistkloster og sin vidunderlige Hule.

En smuk solskinsdag, men desværre temmelig sent, flodtiden nærmede sig allerede, steg jeg med Carlos O’Neill og hans Familie i en af disse både, roet af flere kraftige sømænd. Vi sad under et udspændt solsejl, fartøjet styrede ud imod det åbne Atlanterhav og vippede ikke lidt, det salte vand sprøjtede hen over os. Det var et smukt skue at se mod Setubal og den hele kyst, vi gyngede forbi. Først kom den lange hvide række huse med grønmalede altaner, røde døre og porte. Kirkerne kiggede kun lidt hen over husene. Skibene flagede inde i havnen, der var russiske, franske og spanske. Byen lå bag os. Billede vekslede på billede, her et gammelt kloster, der et forladt mægtigt Castel, jeg øinede de kæmpestore Aloer ved Veien, og paa Bjerghøfden vejrmølle ved vejrmølle. Vi så klosteret Brancanes, vor Villa Bonecos, St. Luis og Palmella.

Efter at have roet en times tid nærmede vi os kystens hjørne, hvor på klippen, højt malerisk ud mod Oceanet, ligger et kastel med en lille militær besætning, der skal bevogte indløbet til Setubal. Brændingen slog mod klippen og de lave mure, vi måtte holde fra. Båden drejede forbi, og ud for og om os lå det store åbne verdenshav. Hvor udstrakt, stille, og dog en sådan brænding mod kysten og hen over de mange sandbanker; vi styrede mellem disse hen mod den alvorligt udseende fjeldryg Monte-Arrabida. Lange bølger, skinnende hvide, løftede os, endnu havde vi næsten halvvejen tilbage før vi kunne nå den mørke klippekyst. Luften var klar og gennemsigtig, tydeligt så vi på bjergsiden det forladte Trappistkloster, engang helligt og hædret, altid i ensomhed, altid besværligt at nå. Helst vælge de besøgende søvejen, thi fra landsiden er det kun den sikkert klatrende fodgænger og det forsigtige muldyr, som finder sti og fodfæste. Klosteret i sin forladthed og ensomhed er vel en besværlig rejse værd, og dog besøges det kun af og til af en enkelt fremmed. Mærkeligere end selve klosteret er den mægtige drypstenshule nedenfor ved havspejlet. Dens højtpriste storhed og maleriske dejlighed er forbavsende.

Mod disse klipper strandede et skib, der havde ombord et malet billede af gudsmoder; ved strandingen løftede hun sig fra lærredet, svævede og lyste til frelse højt fra klippen, og der blev klosteret bygget og billedet at se. Under klosteret selv op fra det dybe rullende hav løfter sig den vidunderlige grotte, en hel fjeldkirke med fantastisk kuppel, nedhængende orgelpiber, søjler og alter. Hen til dette, på sin båd, gled i klosterets dage fiskeren, når han vendte hjem fra sin fangst, her lagde han som offer en del af de fangne fisk, læste stille sin bøn, og lod så båden glide ud igen fra den lydløse kirkehal, hvor altid en lampe brændte. Vi nærmede os grotten på omtrent halvanden engelske mil, alle omrids af fjeldet var at se, men stærkere rullede søen hen over sandbankerne, flodtiden rådede, jeg måtte vende om, opgive at glide ind i den sælsomme hule, nå det ensomme kloster, hvor søfuglene kredse om, og hvor vildtet ikke opskræmmes af jægeren.

En af sandflugt begravet by

Vi vendte tilbage, men ikke hjem, styrede over mod Isthmen for at ses resterne af den i sand begravne by: Troia. Phoenicier have grundlagt den, siden have romerne boet her og samlet saltet på samme måde som det endnu samles, de store beholdninger vidne herom.

I den ældste tid skal havets indløb have været helt østligt oppe. Den nuværende indfart er bleven brudt ved en stor oversvømmelse, der lukkede med sand den tidligere. Alle beboerne må være flygtede, man tror at de først have søgt bjergryghøjden og anlagt det nuværende Palmella, men senere er flyttede ned ved strandbredden og der grundet det nuværende Setubal.

Over en time gik, før vi nåede sandklitterne. Disse er begroede med buske, tidsler og blomster, værdige at prange i vore drivhuse. Hvor vi stege i land lå store opstablede stenbunker, blevne til af ballast fra skibe, som her i bugten havde hentet deres ladning salt. Her lå således store og små stene fra alle verdens Lande, fra Danmark og Sverige, fra Rusland, som fra China, der kunne skrives et helt eventyr herom. Vinden luftede, men gav dog ikke køling nok i det brændende solskin her mellem klitterne. En stor udgravning var begyndt, men igen standset af mangel på pengemidler. Udbyttet havde heller ikke været stort, dog så man grundlagene af huse, flere alen høje mure, rester af en hel gade. I denne var et endnu nogenlunde bevaret badekammer, gulvet af mosaik og væggene med marmorplader. Helt ud i vandet lå stumper og stykker af antikke sønderbrudte krukker og store mursten, også gamle mønter vare at finde.

En times tid tilbragte vi herovre i dette øde, ikke en hytte var at øjne, sandhøfderne strakte sig ud mod det åbne Ocean. På hjemfarten havde vi stærk søgang, mere end en time gik før vi nåede over bugten til Setubal. Ved landingsstedet lå flere både ladede med salt i store stykker, som var det ismasser, hentede for sommerbeholdning.

Vognen ventede os, aviserne ventede os, dem især greb vi efter for at høre og vide hvorledes det stod til ude i verden. Det skønne, ulykkelige Spanien, hvorledes stod der til ? Tyskland var sin egen krigsskueplads, Jernbanerne der var brudt op, kampen begyndt, mens der blodet flød og dødssuk lød, hvilede fredens velsignelse dejligt over det fjerne, afsluttede Portugal. Jeg fornam og nød denne ro, denne skønhed og fred.

Aftenstemninger

Aftenen var å smuk, så stille, så drømindbydende. Stjernerne funklede, blus lyste i de store frugthaver, ungdommen dansede. Jeg besøgte med et par unge venner en danseplads, og da jeg senere alene gik under granatbuskene til hjemmet, sænkede sig det hele billede i min sjæl, for altid at blive der.

På en af de første dage plantede jeg udenfor vor villa, nær ved den høje palme, et lille nordisk nåletræ. Det vil gro, nordvinden suse deri en hilsen oppe fra Norden.

Derop gik snart min vej. Allerede havde jeg her i Setubal tilbragt en måned, denne med de fem uger på Pinieros var mere end den halve tid jeg havde bestemt til opholdet i Portugal. Ville jeg altså endnu før afrejsen besøge Coimbra og Cintra, da måtte jeg af sted eller bestemme mig til at overvintre herude.

For øjeblikket stillede hjemrejsen sig besværlig, enten måtte jeg igen med diligence gennem det nu sommerhede, urolige Spanien, eller med dampskib fra Lissabon til Bordeaux; hvorledes ville rejsen videre stille sig ? Hvilke dimensioner kunne krigen i Tyskland tage, ville Frankrig komme med ind i denne, ville jeg være nødt til at prøve hele søvejen fra Frankrig til England, op til Norge, for derfra at nå hjem.

Et øjeblik var jeg til sinds at blive i Portugal og se tiden an. Et andet øjeblik kom mig i tanke det gamle Ordsprog: “Kjær Gjest bliver kjedelig naar han sidder for længe i fremmed Huus”. Jeg havde vel endnu aldrig prøvet sandheden heraf og ville til visse heller ikke her være kommen dertil, men ordsproget var mig i tanke; jeg tænkte så længe over sørejsens besværlighed og alt hvad der kunne møde i en krigerisk bevæget tid, at min dobbelte natur, frygt for fare og lyst til at prøve den, kom i stærk bevægelse, og da, som altid, slog viljen frygten ihjel. Jeg tog bestemmelse at forlade Portugal midt i august og derfor i de få uger, jeg endnu havde tilbage, ret at se mig om i dette skønne Land.

Det var ikke med let hjerte jeg kunne sige lev vel til vennerne på Dos Bonecos, disse elskelige mennesker, dette hyggelige hjem, denne dejlige natur. Den sidste aften gik jeg ind i Brancanes’ Klosterhave; her var en stilhed, en ensomhed, en forfriskende duft fra træer og buske. Stjernerne funklede, mit sind var tungt, mit hjerte fuldt af vemod, min stemning blev sang:

Jeg Guds Verden har seet,
jeg har grædt der og leet,
Visner hen, Roser, røde og hvide!

Naar min Stjerne gaaer ned,
Mon i Klarhed og veed,
Hvad ustandseligt jeg gaaer inrode?

I den rullende Sø,
Skal min Tanke der døe,
Det Levende blive det Døde?

Hvad jeg følte og sang,
Skal det døe som en Klang
I det udstrakte mægtige Øde.?

I den tidlige morgen fulgte Carlos O’Neill og søn mig på jernbane og dampskib til Lissabon, om aftenen var jeg på Pinieros. Fra havemuren så jeg i horisonten mod syd i skyggeomrids Palmella, St. Luis og hele bjergstrækningen Monte-Arrabida, nu et hjemland for mig, kendt og kært. I udkanten af Lissabon skinnede lygterne, som var der stor illumination, vognrummel, støj og råb lød herud i stilheden. Jeg så mod byen og hen mod den store vandledning over Alcantara-da- len, snart skulle jeg også, og vistnok for altid, sige dette hjem lev vel! Alt flyver hen, skifter og omveksler.

På Pinieros havde naturen helt forandret sig i den måned jeg havde været borte herfra. Græsset rundt om var afsvedet, havens blomster vejrede hen, passionsrankerne hang med store frøæbler, som grønne og orangegule æg, mellem det mørke løv. Udenfor på marken lå kornet høstet og henlagt på en dertil indrettet plads, det blev ikke tærsket, men trådt af okser. Hele Campagnen frembød et eneste gult Stykke land, kun cypresserne, figen- og olietræerne gav afveksling.


Kapitel V.

Besøg i Aveiro og Coimbra, Cintra Deilighed, Afsked fra Pinieros.

Besøg i Aveiro og Coimbra

Universitetsbyen Coimbra skulle jeg se, og dertil en endnu nordligere liggende by, Aveiro. George O’Neill havde forretninger; hans broder José vilde gøre rejsen med, vi havde jernbane end også til Oporto.

I godt humør og dejligt vejr for vi af sted, langs Tejn floden, der ud fra Lissabon breder sig som en sø helt over mod byerne Salvaterra og Benavente, men derpå bliver mere og mere smal, med store sandbanker, der gør skibsfarten vanskelig; med et drejer den øst på og forsvinder mod Estrella, bjergene, der gør grænse mod Spanien, endnu lå sne deroppe.

Vi kom gennem flere korkskove, de nærmeste store træer stod afpillede deres bark. De friske, grønne rismarker mindede om vore kornagre i det tidlige forår. Skovhøjder, enkelte ruiner, grupper af mennesker gav landskabet afveksling. Henne i skyggen af maleriske olietræer sad med sin hjord en svinehyrde, et fortræffeligt billede til deri bibelske parabel. Han sad og spiste sit brød og sin ost, drak vand dertil, ikke vin, så nøjsom er den portugisiske bonde.

Gennem skov og krat nåede vi, på jernbanen fra Lissabon, det malerisk liggende Coimbra, hvor det ene høje hus løfter sig over det andet, omgivet af haver og skov, tæt ved den brede Mondego flod. Vi standsede ikke, først på hjemfarten skulle vi kende Portugals universitetsstad.

Lidt nord for Coimbra hørte skoven op, og egnen sænkede sig til fladt land. Ved Aveiro er man aldeles i et portugisisk Holland, sumpet og fladt, med gravede kanaler; men den hollandske frodighed og friskhed mangler.

I gammel tid var egnen her frugtbar og god, men efterhånden som sandet stoppede mundingen af floden Vouga, blev snart den flade landstrækning milevidt forvandlet til sump og morads og derved den mest usunde del af hele Landet. I året 1801 i begyndte man at lade grave en kanal, der blev færdig i 1808 vandet fik igen afløb, egnen blev igen sund og beboelig. Kanalen blev ført helt op til byen, der af floden Vouga deles i to dele.

Det flade land, de mange trækbåde, Aveiro selv og den nære, sandede strandbred førte tanken op til vore nordlige vestkyst byer. Den grå luft, den fugtige tåge, der lå over hele landskabet, bidrog til, at man måtte tro sig oppe i Norden og ikke i det varme, skønne Portugal.

Idet vi kom, sænkede sig tågen, våd og rå, ret et stykke jysk vesterhavsgus. Det var netop ebbe, vi så en moradsig flodbund, men intet rindende vand. Den lange, lave vandledning viste os sine våde mure. De mange kvinder, vi mødte og kom forbi, var tæt tilhyllede og så forfrosne ud i deres store kuske kavajer; dog, det må jeg indrømme, her så jeg de første smukke ansigter, jeg havde set i Portugal, men kvinde skønheden blev aldeles ikke understøttet eller fremhævet ved klædedragten. Selv de ganske unge piger bare den samme tunge kavaj som de gamle koner; den hang dem ned om de nøgne, snavsede fødder. Hatten var af sort filt med en skygge over en halv alen bred. Ovenpaa dette hovedtøj stillede de den store kurv, hvori de opstablede den rejsendes kuffert og natsæk, som de således bar til hotellet. De var, trods den svære byrde, dog livlige og sladrede både med mund og med øjne.

Staden Aveiro med dens omgivelser tilhørte engang Hertugen Don Joseph Mascarenhas, der under Joseph Emanuel blev anset som hovedet for et af jesuiterne ledet parti af misfornøjede og tillige med Marquien af Tavora blev dømt skyldig i mordforsøg på kongen. I den senere tid er dommen bleven anset for overilet, seks af de dødsdømte er blevet erklærede for at have været uskyldige. Det var i hin skønne, romantiske tidsalder, som vi kalde den i modsætning til vor humane tid, at Hertugen af Aveiro blev med strikke om halsen ført til retterstedet, der radbrækket og endnu levende lagt på bålet. Denne mørke historiske erindring var den eneste, min hukommelse havde at knytte til Aveiro.

Man har kaldet denne by det portugisiske Venedig, men intet her, uden de gondolformede trækbaade, minder om Adriaterhavets stad.

Med mine rejsefæller travede jeg om i de snævre, brogede gader; at her viste sig fremmede syntes næsten en begivenhed, idet mindste vakte vor ankomst opmærksomhed, og man stirrede fra døre og balcover efter os tre fremmede. Byen selv frembød os intet mærkeligt. Lejetjeneren nævnte imidlertid som en mærkelighed en plads ved ærkebispens bolig og førte os derhen samt et slags offentlig have, hvorfra vi, ved besøget næste dag, medens sollyset kæmpede mod tågen, kunne øjne fartøjer ude ved flodmundingen.

I Aveiro var der ikke lysteligt at være! Heldigvis var O’Neills forretninger her snart bragte til ende, og efter et døgn forlod vi den kedsommelige by for at nå det romantiske, smukt beliggende Coimbra, Portugals universitetsstad.

Endnu lå en kold, våd tåge over den hele egn, men alt som vi for frem fra lavlandet og kom mellem højder og skove, begyndte solen at vise sig. I stationen ved Coimbra skinnede den med sydligt varme stråler, op, at disse også var i folket selv, fik man her at fornemme. Her var en tummel, en støj, en vildhed som hos folkefærdet i en neapolitansk by. Droschekuskene styrtede sig over os og vore sager; to brødes om en kuffert, hver ville have den på sin vogn. De hverken så eller hørte ejermandens indsigelser; de rev og sled i tøjet. En løb med et stykke, en anden med et andet, det var som en plyndring, det manglede kun, at kniven skulle have blinket. Det var en hel kamp, før det lykkedes os at komme i en vogn sammen. Flere rejsende sad her allerede, lidt plads var her, knuget og presset sad vi alle som i en spansk diligence, og under råb og skrig for vi så frem langs Mondegofloden, hvis brede leje snarere frembød skuet af sandbund end af rindende vand. Dog, hvilken friskhed og skovdejlighed rundt om! Byen selv løftede sig som pragtblomsten i hele bouqueten.

Coimbra ligger op ad bjergsiden, den ene gade højere oppe end den anden. Flere af husene rage med tre, fire etager hen over de andre. Gaderne er snævre, krogede og går bestandigt opad, høje stentrapper føre gennem enkelte bygninger fra et stræde op og ud i et andet. Butikker og boglader er her i mængde. Overalt møder man studenter, nu en enkelt, barhovedet, læsende i en bog, nu flere arm i arm. Deres dragt er malerisk, og de minde os i den om Faust og Theophrastus. Klædningen består i en lang sort talar og en kort kappe af samme farve. De fleste gik barhovedet på gaden og langs Mondegofloden. Huen, de ellers bære, er stor og tung, et slags nedhængende polsk hue. Man fortalte, at i vintertiden gav studenterne engang om måneden en dramatisk forestilling, hvortil da indbydes professorer og borgere med deres hustruer og døtre. I gaderne klinge tit guitaren og sangen til en serenade, med guitaren eller geværet over skulderen jager den muntre ungdom af sted på de lejede heste ud fra den gamle by, ud i den friske skov, i bjergene, til livslyst og eventyr, og ungdomshjertet bringer erindringer for de kommende, gamle dage. Frejdigt og frit synes livet her i denne paradisiske natur. Man fortalte imidlertid, at under Don Miguel gjorde nogle af Coimbras studenter lidt optøjer, han lod straks et par hænge op i galgen. Det var i den tid ikke noget mærkeligt.

Klostret Santa Cruz, som ligger i den nederste del af byen, er til visse et besøg værd. Det er ikke beboet, øde og ensomt er her, men klostergangene om den lille have er så romantisk skønne og have beundringsværdigt udhugne, lette buer. I kirken, på hver side op imod høj-alteret, hæve sig to pragtfulde gravmonumenter med de afdødes i marmor mejslede skikkelser. Her hvile kongerne Sancho den Første og Alfons Henriques, også opbevares her et billede, malet af Gran Vasco, men i tegning og farve meget forskelligt fra de malerier af ham, jeg havde set i Setubal.

Fra klosteret og kirken stige gaderne højt op mod universitetet, en vidtstrakt bygning, der indtager højdepunktet af staden. Her oppe, gennem en af stadens højstliggende porte i den forfaldne fæstningsmur, kommer man ind i den botaniske have, der er rig på sjældne blomster og træer. Store palmer og blomstrende magnolier prangede mellem en fylde af løv- og nåletræer, her var imidlertid ikke et menneske at se, og næsten lige så ensom var den smukke vej herfra under byens gamle mure. Et frodigt græs og friske slyngplanter voksede rundt om, og til højre inde i haverne prangede orangetræer, store cypresser og korktræer. Jeg mødte nogle studenter, alle i deres middelalderlige dragt. En enkelt gik ensomt, læsende i en bog, tre andre kom i livlig samtale, med guitaren over skulderen, deres optræden i disse omgivelser satte mig i stemning, det var, som om jeg levede tilbage i et tidligere århundrede. En hel digtning fra hin tid løftede sig i tankerne, men ikke alt, hvad de bære, kommer på papiret.

Vejen førte ned til floden, hvor, midtvejs ude, lå et par træskure, der tjente som badehuse. Kvinder med opkiltrede Skørter vadede over for ikke at gå den længere omvej ad den gamle, på mange buer udstrakte bro, der fører fra byen til det på den anden flodbred liggende nonnekloster, Santa Clara, en umådelig stor bygning, tæt ved La Quinta dos lagrimas. I haven der ligger endnu, halvt i ruin, slottet, hvor den skønne, ulykkelige Ines de Castro med sine uskyldige børn blev myrdet. Det er vidt bekendt, at den portugisiske infant, Don Pedro, ægtede den skønne Ines, som også var af kongelig slægt. Ægteskabet var imidlertid hemmeligt, Don Pedro vovede ikke at tilstå det for sin strenge fader, og denne, underrettet om hvad der var sker, tvang ham til at ægte en anden og lod imidlertid Ines og hendes børn myrde. Det skete i denne havebygning. Faderen døde snart efter, og da lod Don Pedro, som nu var konge, liget af sin elskede tage ud af kisten, lod det iføre kongelig pragt og sætte på tronen, hvor det hele hof måtte knæle og kysse den dødes hånd.

I Quinta dos lagrimas, som haven hedder rundt om bygningen, hvor hun blev myrdet, risler endnu den kilde, hvor Ines og Dn Pedro så ofte sad under de høje cypresser: Endnu skygge disse på et træ nær, hvor i stod skrevet: En diy ombra a Ignes formosa. Træet faldt i et stormvejr, kilden selv vil også engang høre op at risle, men versene om Ines i Camoens’ “Lusiade” ville aldrig forgå. De stå indgraverede i en marmorplade tæt ved den endnu levende kilde og sige, men i klangfulde ord og i melodiske rytmer, som vi ikke magter at gengive: ,Mondegos døtre græd i lang tid, erindrende de tårer, som her var grædte. De forrådte det til kildens klare væld og gav vældet et navn, som endnu vedvarer: ,Kjærligheds Lykke”. Den fandt hun her. Ser du, hvor friskt vældet sprudler, hvor det bedugger blomsten ? Vældet er tårer, og dets navn er „Kjærligheds Lykke.”

Allerede samme dag jeg var indtruffen, fik jeg, ud på eftermiddagen, besøg af professoren i litteraturhistorie, en født slesviger, af hvem jeg hørte, at enkelte af mine eventyr, således: „Verdens deiligste Rose”, var oversatte på portugisisk, og at han, med en yngre videnskabsmand i Coimbra, tænkte på at oversætte flere ikke blot af mine skrifter, men af Ingemanns historiske romaner, idet han antog, at den danske litteratur i det hele havde noget, der måtte tiltale det portugisiske Folk.

Ved ham blev jeg næste morgen ført til festlighederne i universitetet, hvor en ung mand fik „Doktorhatten”. Universitetssalen var opfyldt af mennesker, størstedelen studenter. På hver sde af salen sad de forskellige fakulteter i deres forskellige farver, hvidt og blåt, rødt og gult; den kreerede doktor lå knælende på en ophøjning nær ved den kongelige trone. Fra sideværelserne var helt ind i salen store balkoner opfyldte med damer. Et musikkorps havde plads på salens gulv, nær ved indgangen. Jeg blev indbudt til at overvære festen og mødte al forekommenhed. Jeg så det pragtfulde kapel, tronsalen og biblioteket, der er opført i rokoko stil, prangende med stolte buer, forgyldning og loftmalerier. Bibliotekaren tog frem flere sjældne udgaver af „Lusiaden”, forsirede med gode kobberstik. Jeg så to skrevne bibler, i hvilke flere blade syntes lutter kunstige slyngninger og sving, men set gennem et forstørrelsesglas var hvert blad et lille mesterstykke af kunst og udholdenhed. Det viste sig, at hver linje i disse sving og slyngninger var skrevne ord, bibelens ord på hebraisk, udført med en forbavsende flid og udholdenhed.

Hele denne morgen og formiddag var det en styrtende regn, noget usædvanligt her for denne årstid. Man sagde i spøg, at det var mig, der havde bragt en nordisk sommer derned. Ja til visse, hvilket vejrlig! Folk holdt sig inden døre, gaderne var som rindende floder, veje og stier lå under vand. Således vedblev det endnu, da jeg under paraply, hoppende fra sten til sten, steg ned fra universitetet og så ud over floden, som nu fik vand. Regnen piskede med vandsvøber; der lå som et slør af vand hen over haverne og hele egnens skovherlighed. De sorte cypresser ved kærlighedskilden i ,Tårernes Have”, som Camoens og Folket kalde den Quinta, hvor Ines blev dræbt, stod som floromvundne marskalstave foran huset, mindernes sarkofag.

Coimbra er et sted, hvor man skal blive ikke blot nogle dage, men flere uger, leve sammen med studenterne, flyve ud i den frie, dejlige natur, give sig hen til ensomheden og lade erindringen oprulle billeder fra sagn og sange, fra stedets historie.

O’Neill ville til Lissabon, jernbanesignalet lød, lokomotivet pustede, af sted gik det over Mondegofloden, endnu et blik til Coimbra, der med sine brogede huse skinnede som en stor buket på højden i alt det grønne. Regnen begyndte at sagtne, det våde vejr forskaffede mig imidlertid synet af et her i egnen ejendommeligt kostume. Landboerne bar regnkapper af halmstrå, gule eller skinnende hvide, det var et slags stråpelse med lange slag, aldeles af stråhalm.

Da vi kom gennem korkskovene, var regnen aldeles forbi, solen skinnede rød som et blod mellem de højstammede træer; det blev med et aften, stjernerne myldrede frem, vinden var frisk, næsten kølig.

Vi nåede Lissabon, gaslanternerne lyste, butikkerne strålede, folk søgte til teatret Maria secunda, p den smukke, store plads. Vi kom forbi den offentlige have. Gasblus lyste derinde mellem de duftende, grønne træer, musikken lød, og snart var vi ude af stadens port og på Pineros, hvor det sildigt dækkede middagsbord ventede os.

En nats hvile eller to og da af sted igen til en ny egn, det af digtere besungne Cintra.

Cintras Deilighed

Den allerede på nogle kort angivne jernbane mellem Lissabon og Cintra er ikke bragt i stand, et par banehuse blev opførte, men banen selv lagt hen, ja, om jeg har forstået ret, aldeles opgivet. Vil man til Cintra, må man med omnibus derhen fra Lissabon eller skaffe sig anden vogn, hest eller æsel.

Den smukkeste og mest besungne del af Portugal er unægtelig Cintra. „Det nye Paradis”, bliver det kaldt af Byron. „Her har foråret sin trone”, synger den portugisiske digter Garrett. Derhen ville vi .

På det gamle slot i byen tilbringer den regerende konge, Don Luis, en del af sommeren. Hans fader, Don Fernando, boer på Penha, bjergslottet i Skyregionen. Diplomater og en del af Portugals rigmænd har deres villa i denne dejlige, livsfriske natur, hotellerne er opfyldte af rejsende, dels udlændinge, dels landets egne folk.

I den tidlige morgen tog jeg fra Pineros. Vejen gik gennem Lissabons forstad, ud på den åbne mark, ind gennem vandledningernes buer, snart i højder, snart i dale. Alt rundt om lå tørt og henvisnet, kun en enkelt kaktus viste liv.

I den første landsby vi kom igennem, traf vi en vandrende spillemand med sin unge kone. Han akkompagnerede med violin hendes improviserede sang, en yngre knøs slog tamburin. I flotte vers sang hun til krostuens Senhora om dennes røde skørt og gule halstørklæde. Sangen strømmede som et væld, ordene fløj frem som en remse, det var ganske vist en tidligere lavet vise, i hvilken hun nu med en vis øvelse indsatte andre ord end før, op, omdannede og afpassede til den Senhora, hun øjeblikkelig var hos.

På hin side landsbyen så vi i nogen afstand en stor park med lystslot. Don Miguel, der elskede jagtlivet, havde foretrukket dette sted for det ved sin naturskønhed henrivende Cintra. Endnu viste sig rundt om kun magre jorder, intet malerisk punkt, ingen busk, intet træ; kun udenfor et fattigt bondehus prangede en blomstrende magnolie, dens mørkegrønne blade skinnede i solen.

Et tæt tågeslør skjulte endnu det nære, frodigtgrønne Cintra, men snart så vi den første forkyndelse om det: En have med mægtige løvtræer; her lå en storartet bygning, den havde for ikke længe siden været et kongeligt slot, men tilhørte nu en privatmand, der havde købt det for en utrolig, ringe sum. Gennem gitterporten så man ind over blomster og grønt, over rindende vand og store nedhængende grene.

Som en lille by for sig, ligger ovenfor Cintra, mellem klipper og grønt, Santa Maria, i hvis udkant, under høje træer, Jose O’Neill havde sit landsted, nu mit nye hjem. En bred haveterrasse, behængt med glasklokker, vendte ud mod landevejen, som snoede sig forbi, klemt af villaen og genboens store, øde hus. Ejeren var død bort før det blev færdigt, den halvfuldendte, vindueløse side vendte mod os og havde, især ved måneskin, noget aldeles spøgelsesagtigt ved sig. I bagbygningen, med Udsigt i dybden, ud over Cintra og Campagnen, boede Folk, men dem så vi ikke noget til.

Vort hus, med dets mange kamre og stuer op til klippevæggen, hvor en kilde rislede, havde sin egen have overfyldt af citroner og figen, men så lille, at en tøjret høne havde råderum over den. Man så herfra på den skovgroede klippe, mellem sønderrevne skyer, kong Fernandos slot, bygget halvt maurisk, halvt italiensk. Den egentlige større have, som tilhørte O’Neill, lå et stykke fra villaen i dybden på den anden side af landevejen. Dernede var køling, skygge og ensomhed. Det var som om jeg her trådte ind i dansk skovnatur; jeg måtte tænke på højderne ved Silkeborg. Jeg gik under løvfulde træer, så birk og fyr. Vandet rislede koldt og klart mellem frodigt græs, hvor forglemmigejen groede. Jeg så den danske, hvide kløver, den blomstrende hyld og convolvolus. „Her er jeg i dit dejlige Danmark!” sagde Jose og udtalte af varmt hjerte sin kærlighed for det land, hvor han havde tilbragt de tidligste ungdomsår.

Man siger, at enhver nation finder i Cintra et stykke af sit fædreland, jeg fandt Danmark her; jeg troede at genfinde mangen kær plet fra andre skønne lande, det grønsværklædte Kent, Brockens vildt omkastede stenblokke. Jeg kunne her tro mig ved Genfersøens bred og i Leksands birkeskove. Alt vekslede forunderligt rigt. Her stod laurbærtræet med sin sortrøde frugt, her løftede og bredte sig geranierne som store buske, og fuchsiers stod som træ. Fra kastanjer og bananer hang slyngplanterne i en fylde, der måtte minde sydamerikaneren om hans hjemstavns skove.

Tæt ovenfor haven så man fra vejen ud over Cintra, hvis gamle slot har udseende af et kloster med små til klistrede bygninger. De mange, små haveterrasser prangede alle med springvande. To kuppelagtige skorstene, ikke ulig champagneflasker, dominere den hele bygning, der mangler al skønhed.

Anderledes smukt og malerisk løfter sig over hele egnen Don Fernandos sommerslot. Heroppe var i fortiden kun en stor skovstrækning, som endnu findes, ligesom også det berømte

korkkloster, en lille bygning, hvis vægge er beklædte med bark af korktræet. Slottet selv har sin oprindelse fra Vasco da Gamas tid. En dag, under dennes berømmelige tog, holdt kongen jagt heroppe, og netop på det sted, hvor slottet står, øjnede han Vascos flåde, som vendte hjem, i sin glæde lovede han da at bygge her et kloster; han holdt sit ord; det blev rejst og udgør endnu den smukkeste og mest maleriske del af hele bygningen. Da klostrene siden blev hævede, munkene forjagne, købte kong Fernando dette kloster og anvendte en betydelig formue på at tilbygge og anlægge Parken.

Den hele stigende bjergvej derop er et stykke have, hvor natur og kunst dejligt understøtte hinanden. Her er den skønneste spadseregang, man kan tænke sig. Den begynder med kaktusser, plataner og magnolier og ender med birk og gran mellem vildt omkastede klippeblokke. geranier af alle arter og farver blomstrede her i fylde, forunderlige dejlige tidsler prangede tæt ved myrtebuskene, med deres duftende hvide blomstersne. Ensomme stier snoede sig op mellem gamle, vedbendklædte mure og klippestykker, som i deres fald have dannet naturlige buer. Man ser så vidt omkring heroppe, hen mod Lissabon til bjergene på hin side Tejn. Man ser ud over Atlanterhavet, og hvor Contra ligger i dybden, har man den store slette hen til klosteret Maffra. Luften var så gennemsigtig, at jeg troede at kunne tælle vinduerne i bygningen, der dog ligger flere mil borte.

Den åbne almindelige landevej fra O’Neills hus forbi Cintra, en hel mil frem, indbød til vandring, der under afveksling og skygge var den dejligste promenade, og blev også mod aften særligt besøgt. Jeg gik den tit selv ved den solvarme middagstid. Næsten altid kom her en brise fra havet; Træer løftede sig, store som vore bøge og elle, i fylde hang hen over klipper og mure bladfulde slyngplanter. kastanjetræerne hældede deres mægtige grene til et helt løvtag, grædepilene bøjede sig mod den støvede vej.

Nær Cintra ligger en villa i maurisk stil, tilhørende en rig brasilianer, han lod den bygge netop på den tid, da folk læste Dumas’, “Monte Christo”, og efter den har villaen beholdt navnet. Herfra blev landevejen endnu mere snæver under et tag af kastanjetræer; et plaskende vandfald syntes at forøge køligheden. Nu åbner sig en bred plads med ligeså skyggebringende træer foran en rokokobygning, hvor fredsslutningen under Abrantas afsluttedes. Bestandigt har man Penhas skove til venstre, og i skyhøjden det maurisk byggede slot, bærende sit firkantede tårn med småtårnene. Her var paradisisk smukt; jeg måtte tænke på min barnelærdom fra Badens latinske grammatik : “Tempe en dejlig Dal i Thessalien.” Mon Tempe kunne frembyde noget skønnere end Cintra ?

Min ven José holdt af ensomhed, blev helst i sit stille, hyggelige hjem, og jeg var gladest ved at drive alene om. Ganske fremmed for de mange, der boede her, var jeg ikke. I Cintra opholdt sig en landsmandsinde, Fru Vicomtesse Roboredo, datter af admiral Zahrtmann, hun var netop indtruffen til Lissabon med det sidste dampskib fra Bordeaux under de sørgelige omstændigheder, at bringe sin afdøde gemals lig til hans familiebegravelse i Portugal. Ved hende Portugal blev jeg indført i flere højadelige huse, således hos den elskværdige grev Almeida, som med sin familie beboede Palacio de Pombal, en endnu halv maurisk bygning, hvor et springvand plaskede i den luftige spisestue og hvor haveterrassen med sit mægtige vinløvstag syntes en hel pragtsal. I Cintra traf jeg atter på marquis Fronteis med datter og svigersøn. Dennes moder er dansk født, jeg samledes med en ven fra København, sønnen af digteren Lytton Bulwer, der en tid var hos os i den engelske legation; han havde mig kær for mine skrifter, var selv en i sit fædreland yndet Digter; i Danmark gjorde jeg denne elskværdige unge forfatters bekendtskab. Nu indtog han Pladsen som engelsk gesandt i Lissabon, var gift og tilbragte sommeren med sin smukke, yndige kone og deres lille barn i det paradisiske Cintra.

I vennen, Lyttons hus fandt jeg den hjerteligste modtagelse, de mest deltagende venner; med ham og hans frue så jeg en del af Cintras uforglemmelige dejlighed.

Vi kørte en eftermiddag landevejspromenaden, under de mægtige, skyggefulde træer, forbi Monte Christo, forbi vicekongens have, hvor hjertet af Ines de Castro gemmes, ud til Monserrat, der ejes af en meget rig englænder, som kommer og bliver her kun to forårsmåneder. I haven vokse frit en mængde tropiske træer og planter; jeg så et buskads af alle mærkelige bregnearter, fra de ringeste til de, udviklede i kraft og størrelse, stå side om side med palmetræerne. Store, hvide klokkeblomster hang fra et træ, perleagtige, rosenfarvede bær fra et andet. Saftfyldte frugter, jeg ikke kendte, solfyldte, farvede blomster stod her, og ned over en dejlig, fløjelsgrøn græsplæne rislede det klare kildevand, der lededes for at græsset ikke skulle savne væde. Ovenover dette friske grønne lå slottet i maurisk still, aldeles en vignet til „Tusinde og een Nat”, et eventyrligt, feagtigt skue. Solen sank i havet der lå rosenfarvel, udstrakt og stort, skinnende med magisk glanes på de marmorhvide vægge og forsiringer, fyldende med glans de store, spejlklare vinduesglas. Luften var så varm, så stille, så gennemgydt med blomsterduft, at man følte sig som ført bort fra virkeligheden, blev betagen og kom først til sig selv inde i den nære skyggefulde korkskov. Her mødte vi og hilste på det unge kongepar.

Afsked fra Pinieros

Vejret var altid smukt under opholdet i Contra, dog i de sidste dage jeg var her, blæste det stærkt fra nordvest. Havet, en hel mil borte, så jeg så nær, så udstrakt, lignende et udstrammet, blåt klæde. Jeg øjnede brændingen, den løftede sig som en hvid røg langs kysten, snart skulle jeg derud, bort fra det skønne fastland, prøve det rullende hav.

Dagen til afrejsen kom, det var mig tungt at skilles fra den kære hjertefulde José, skilles fra al Cintras dejlighed. I flyvende fart, i susende vind gik det igen til Pinieros. Hele natten her stormede det, jeg troede, at huset måtte styrte sammen. Næste døgn var ligeså stormende, men himlen klar, solen skinnede varmt, jeg fik et dejligt vejr til hjemrejsen, sagde George O’Neill, om få dage ville dampskibet fra Rio indtræffe og straks afgå til Bordeaux.

Kun timer, højst halve dage, havde jeg tilbragt inde i Lissabon, jeg ville derfor nok før afrejsen være der lidt længere, se i aftenen det liv og den færdsel, der da rørte sig i gader, cafeer og Teatre.

Før jeg forlod Pinieros og vennerne her, skrev jeg i fru O’Neills album:

Naar, om Gud vil, snart jeg vandrer
I den danske Bøgesal,
Vil min Tanke ofte flyve
Til det skjønne Portugal.

Dvæle længst da paa Pinieros,
Hvor jeg fandt mit danske Hjem;
Jeg staaer atter paa Terrassen,
Alle Syner flyve frem :

Aqvæducten og Palmella,
Cintras Bjerge, hver en Ven.
Sødt at mødes, tungt at skilles,
Mon I huske mig igjen ?


Kapitel VI.

Et par Dage i Lissabon. Paa Dampskibet Navarro fra Lissabon til Bordeaux

Et par Dage i Lissabon

O’Neill anbefalede mig et nyt hotel, der netop i disse dage var blevet åbnet og lå nær hans kontor og havnen. Det var et venligt, ældre ægtepar jeg her flyttede ind til. Jeg spurgte om når der var Table d’hote. , så snart De befaler!” svarede man. Jeg var endnu husets eneste gæst, jeg havde, om jeg ville, alle stuer og sale her til at bevæge mig i, men hvem gad bevæge sig? Gar¬dinerne var nede, skodderne lukkede, at ikke det varme solskin skulle trænge ind. Det var en hel tortur at komme udenfor, man sneg sig frem i husenes smalle skygge. Det forsøgte jeg også, thi hele dagen at ligge på sengen eller gå i de halvmørke stuer, hvor jeg ikke fik be¬søg af en eneste bekendt, var ikke til at udholde. Jeg styrede derfor hen til O’Neills kontor; her fandt jeg aviserne, der sagde mig, hvorledes det stod til udenfor Portugal. Ødelagt af varme kom jeg derhen, og ødelagt af den kom jeg igen tilbage, først ud på aftenen begyndte jeg at føle nogen velværen. Det var en vederkvægelse at komme ud på altanen og fornemme den friske brise, den blæste så velgørende kold ind i øjnene, ind i munden, den blæste livet i en. Da kunne man med behagelighed komme på gaden, blande sig i mængden, besøge cafeer og promenade.

Den næste dag var solhed som den foregående, dampskibet kom ikke til den tid det var ventet, i stedet for to dage måtte jeg blive hele fem i den solhede stad. Hver Nat blæste det stærkt, endelig lagde blæsten sig, og da i den tidlige morgenstund blev jeg vækket ved en tidlig dundren på hotellets dør, et bud fra huset Torlades O’Neill bragte en skriftlig, underretning om, at nu var det franske dampskib fra Rio under opsejling og ville endnu denne formiddag afgå til Bordeaux. I de få timer jeg altså endnu havde at blive her, ville jeg næppe få vennerne fra Pinieros eller Setubal at se.

Lægen, et par af skibets officerer og nogle af de medrejsende traf jeg i O’Neills kontor; en ypperlig, spansk vin kom frem til hilsen og afsked. På mit spørgsmål om havet ude var roligt, svarede kaptajnen, at nu blæste det ikke mere, men at søen gik højt. Det havde stormet i flere nætter og dage, derfor var de indtrufne tre dage senere end bestemmelsen var. Vi gik ned til havnen, her lå kaptajnens båd, vi tog alle plads. O’Neill fulgte med, matrosernes raske åretag førte os snart ud på Tejofloden, hvor damperen Navarro lå og tog gods og passagerer ombord. Bådsmandspiben lød. Matroser med hellebarder stod ved trappen, og snart var jeg på fransk grund i det store skib. Det var som et svømmende hotel.

På dækket bag ude kom man ind i en umådelig stor salon, med brede gange og borde på begge sider. Buffet’en, bibliotek og smukke malerier, mest landskaber, mellem de brede vinduer. Udenfor, langs salonen, strakte sig et bedækket galleri, der om aftenen oplystes ved flere lygter; her sad man, her spadserede man. Udenfor salonen, mod skibets midte, var kaptajnens og officerernes kahytter, nu kom køkkenet og forrådshuset, Alt ovenpå dækket, så fulgte det kæmpestore maskineri, når man mellem dette og de mægtige skovlhjul var nået over skibets midte, stod man på „anden plads”, der med „tredje” for ude var opfyldt af gods og passagerer, og frembød det mest maleriske skue. Aber i bur, husdyr i indelukke, papegøjer og kakaduer, en „Noa Ark” fra Sydamerika. Hen over hele fartøjet svævede et luftigere dæk, der forbandtes ved trapper og broer. Vi var, hørte jeg, hen ved fem hundrede passagerer. Efter frokost hos kaptajnen fulgte afsked. George O’Neill spøgte og lo, jeg var vernodig, mon vi oftere skulle genses, jeg kom vistnok aldrig mere til dette fjerne, skønne land, hvor jeg havde følt mig vel og hjemlig. Fra Rælingen så jeg O’Neill ro mod land, hørte hans muntre lev vel! jeg fulgte med øjnene båden, snart forsvandt den mellem de for anker liggende skibe. Jeg søgte ned til min køje, den allerbageste i fartøjet, jeg ville ved søens bevægelse blive ordentlig vugget.

Paa Dampskibet Navarro fra Lissabon til Bordeaux

Nu lød signalerne, ankeret blev lettet, dampen fik lov at råde og vi gled på den stærkt rullende strøm forbi Lissabons malerisk liggende bygninger, forbi slot og oaserne, forbi det maurisk udseende Belem og snart var vi ved flodens munding og ude på Atlanterhavet. Skibet ligesom hævede sig, bølgerne løftede sig større og større, op mod kysten sprøjtede den stærke brænding; luften blev køligere, vi styrede længere og længere ud. Imidlertid var salonen bleven indrettet til spisestue, vi var så mange passagerer, at vi måtte samles i to hold ved alle måltider. Jeg havde allerede taget plads, så yderligt, så nær udgangsdøren som muligt, thi jeg forudså det gik mig ikke længe godt at blive her. Gulvet syntes at løfte sig under mine fødder. Gjennem vinduerne så jeg snart kun den høje, klare luft, snart at vi var så dybt nede mellem søerne, at disse syntes som vandfald at rulle mod skibet. Det varede længe før den første ret blev bragt, jeg så dem netop bringe suppen, og så måtte jeg søge ud i den friske luft, sidde der lidende og dobbelt lidende ved at vide, at det ville blive en endnu stærkere søgang, når vi kom længere ud, og at det ikke var een nat, men hele tre nætter og fire dage, jeg havde at blive her, ja, at dette endogså kunne kaldes en heldig rejse. De fleste andre passagerer havde allerede været 21 nætter og dage ude, for dem var det en kort fart, den vi havde tilbage, men måske den ubehageligste, vi skulle over den spanske sø, vinden blæste, den havde tidligere stormet altid fra nordvest. Jeg så i den retning over de store rullende bølger og vidste at det nærmeste land var Grønlands kyst.

Endnu var Cintras højder og skove synlige, men før solen gik ned, blev omridsene svagere og forsvandt til sidst. Stjernerne kom frem, luften blev kold. Jeg vovede mig imidlertid ikke ned i min kahyt, men søgte ind i den store spisesal for her at tilbringe natten, endnu var her livlig tale, kommen og gåen af de andre passagerer, ud på aftenen blev de færre og færre, til sidst blev jeg ene, det var midnat, lysene blev slukket, kun fra den åbne dør så jeg et skin fra en stor lanterne. Jeg fornemmede de rullende søer, hørte bølgernes bryderi, maskinernes gang, signalklokkens slag og svarene som fulgte. Jeg tænkte på søens magt, dampens magt. Der var i alt dette et slags regelmæssighed i de hæmmende stød, søgangen, skibets bevægelse, snart var jeg fortrolig med alt dette ligesom med signalerne, men hver afvigelse eller ny ubekendt lyd vakte min opmærksomhed, jeg kunne ikke vende tankerne fra ulykker, som kunne hænde. Mere og mere blev levendegjort erindringen og forestillingen om min ungdomseninde Jette Wulff’s skrækkelige død på det samme hav, da dampskibet Austria, som hun var på, brændte, al den rædsel jeg derom havde læst, følt og lidt under, jeg havde igen hendes død så levende i tanke og fornemmelse

I det brændende Skib paa det rullende Hav,
I Rædsler, som ei vi udholde at høre,
Har Du lidt, har Du endt, har Du fundet din Grav,
Dødsmaaden og Kampen naae aldrig vort Øre.

Og som jeg lå her i natten, slog med et søen voldsomt mod skibet, det ligesom standsede et øjeblik, det var som dampen holdt sin ånde tilbage, maskinen ikke bevægede sig, men i næste øjeblik var den vante lyd og bevægelse. Jeg tænkte på skibbrud, ufrivillig udmalede det sig i min tanke, hvorledes vi sank, vandet knuste loftet og trængte ind, alle lys slukkedes man fornemmede det var dødsøjeblikket, men hvor længe ville man endnu beholde bevidstheden. Jeg havde i dette minut hele dødsangstens kval, sveddråber trængte frem på min pande, jeg sprang op, løb ud af kahytten, en enkelt lanterne skinnede her, jeg rev sejlet til side ved rælingen og så ud : – Hvilken pragt, hvilken storhed! Hele det rullende hav lyste som ild, de store bølger væltede med phosphorisk glans. Det var, som filede vi over et ildhav. Jeg blev så overvældet af den hele herlighed, at dødsangsten i samme nu forsvandt. Faren var ikke større, ikke mindre, end den altid kunne være, men nu tænkte jeg ikke på den. Fantasien havde fået en anden retning, og min tanke var hengivelse, dør jeg i denne nat, eller om nogle år, er det vel så vigtigt for mig at leve disse. Døden kommer jo dog, og her er det i storhed og herlighed.

Jeg stod længe i den stjerneklare nat og så på det stortrullende Verdenshav, og da jeg igen søgte ind i salen og strakte mig på sofaen var sindet forfrisket og glad i hengivelse til Gud:

Du Evighedens Gaade,
Du Lys for min Forstand,
Du Kjærlighed og Naade
Saa stor den rummes kan.
Fra Dig alt Livet vælder,
Til Dig alt Liv gaaer hen,
Til Dig , jeg Hoved helder,
Du Barnets store Ven.

Jeg Øinene vil fæste
Fortrøstningsfuld paa Dig,
Hvad der er mig det Bedste,
Det vil Du give mig !
O lad den Tro ei briste
Hos mig i Angstens Stund,
Og i den allersidste
Kys mig med Fadermund.

Efter nogle timers styrkende søvn vågnede jeg i den tidlige morgen, søen gik højt, den portugisiske kyst var endnu på et enkelt sted at øjne. Jeg gik ud på galleriet, begyndte der så småt at røre mig. En af søofficererne lærte mig at tage sikkert fodfæste, og hvorledes jeg skulle gå for at være med i fartøjets bevægelse, søsyge fornemmede jeg ikke, jeg så på de rullende søer, begyndte at betragte livet ombord og mine forskellige medrejsende. Man havde sagt mig at her var meget blandet selskab, og snart fik jeg et slags bevis herfor. Der kom om morgenen, op fra en af kahytterne, en ældre dame, hun græd og beklagede sig, hun var ombord blevet bestjålet. Damen var gået ombord i Rio og havde derfra dels kahyt med en anden, hende ubekendt dame, der udgav sig for at være en konsuls frue og ville til Lissabon. Der havde hun i går forladt skibet og medtaget hendes guldpenge, braceletter og kreditiv. Før vi nåede Bordeaux kunne der ikke blive telegraferet til Lissabon, da var til visse tyven allerede borte fra byen, ude af landet, inde i Spanien, og videre frem.

Bølgerne løftede sig højt, jeg spurgte kaptajnen om de blev endnu større, når vi kom ind i „spansk sø”. ,Jeg tror det!” svarede han, men op ad dagen, alt som vi nåede nordligere op, blev søgangen mindre, jeg kunne fastere bevæge mig og så mig nu om i fartøjet. Jeg har omtalt dets udstrækning og størrelse, den vidt udstrakte hahyt-oaserne i dybden, køkken, forrådskamre, maskineri og vrimlen af passagerer oppe og nede. På verandaen, på hver side af spisesalen, sad på bænke og stole damer og herrer i samtale, eller med en bog, håndarbejde og sligt. I maskinsvælget, hvor ilden lyste under dampkedlerne, bevægede sig halvnøgne arbejdsfolkene. Trådte man ind på anden plads, da var det vanskeligt at komme frem for de på dækket udstrakte grupper af rejsende, de mange opstillede sager, aber i bure, gyngende kakaduer og papegøjer, en vrimmel af børn, et virvar, en tummel, som på en markedsplads.

Endnu vovede jeg mig dog ikke op på det øverste ved broer og trapper forbundne dæk, hvorfra kommandoen råbtes og signaliseredes og den store klokke angav nøjagtig tiden. Denne gik med rask fart og vort dampskib med ikke mindre, og dog først sent på eftermiddagen nåede vi så højt, at Cap Finisterre var at se, men snart, da solen sank, svandt dets omrids i nattens mørke. Vi samledes nu, og næsten alt for mange, i den store spisesal, alle vel, alle lystige, børnene alt for lystige, der var et børnevrøvl, et børneskrig. I flere timer hamrede et par små på klaveret, og forældrene havde så stor glæde af deres børns lystighed, at de ikke tænkte på hvor besværlig og ørepinlig den var for os andre. de lod dem hamre løs, støje og mudre. Mod midnat blev det stille.

Da jeg næste morgen kom ud på dækket var vi i den Biscayiske Havbugt, altså midt inde i spansk sø, og her var blikstille, den kunne ikke være skønnere, vandfladen lå som et stort udspændt silketøj, det var som gled vi hen over en indsø, hvor vinden hvilede. Således viste sig den spanske sø, den, jeg havde frygtet så meget. Endnu så jeg bjerghøjderne på den portugisiske og spanske kyst. Forskellige genstande drev på søen, de var ved stormvejr revet overbord. Her flød vragstykker af forulykkede skibe, der så jeg en stor rødmalet kasse, den drev sin vej, vi vor.

I dag endelig nåede jeg op på det øverste dæk, gik hen over de hængende broer, nød ret skuet af det herlige uendelige hav, så store fisk løfte sig over vandfladen, øjnede enkelte lavt svævende søfugle. Mod aften trak skyer op i vest, søen rejse hvide toppe. Det blev regn og jeg tyede med de andre ind i salonen, jeg følte mig ganske søvant, vovede mig ned i min kahyt, første gang efter at vi var kommet på havet. Skibets slingren i den stærke dønning lod mig et par gange falde mod koøjet. Det blev stille ovenover, jeg troede at høre den susende vind, men det var skibets hjul som arbejdede.

I den tidlige morgen, det var fjerde dag jeg var ombord, skyndte jeg mig op på dækket, her var stor rengøren og vasken, vi nærmede os den franske kyst, dog endnu var den ikke at øjne. Efter frokosten kom vi forbi fyrtårnet, der, ud for Girondefloden, er rejst på en klippe i havet, først herfra viser sig kysten, der er sandet og flad.

Gironde kom som en hel bred sø ud i Oceanet, aldeles gul, havvandet farvedes af den en hel mil ude. Man havde i Lissabon sagt at der var kolera i Bordeaux, men betvivlede det dog. Lodsen, som kom ombord, forsikrede os at sundhedstilstanden var god, det var den behagelige første hilsen.

Så snart vi var inde i floden, blev der kastet anker, to små dampskibe ventede på os, det ene optog passagerernes gods, det andet passagererne selv. Vi var så mange, at fartøjet blev aldeles overfyldt, næppe halvdelen fik siddeplads. Girondefloden bevarede her en del sin udstrækning til begge sder, indtil hvor den oppe i landet dannes af floderne Garonne og Dordogne. På begge sider ind i landet så vi dejlige grønne kyster, med vinhaver, byer, villaer, grupper af poppeltræer, en hel frodig vekslende guirlande. En gammel militær var opmærksomheden selv i at vise og underrette mig om alt hvad vi gled forbi.

Det blev imidlertid aften, klokken var syv før vi nåede Bordeaux, skibet lagde an ved kajen, højt oppe i byen. Jeg steg i land, men så ikke et kendt ansigt i mængden, før lejetjenere fra hotellet, hvor jeg tidligere havde boet, kom mig i møde. Vognen ventede, og som en kær gammel bekendt hilses jeg af alle husets folk. Snart så jeg kjære venner. Sørejsen var overstået, Portugal og Spanien lå bag ved mig, jeg var i Frankrig og om få dage i Danmark.

 

H.C. Andersen: Et Besøg i Portugal 1866 – Uma visita em Portugal em 1866 – A visit to Portugal in 1866. Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878. Bearbejdet af Lars Bjørnsten Odense 2012.