H.C. Andersen 1830
Billeder fra Jylland
I.
Fra Eid’rens Strøm til Skagens nøgne Banker
Den jydske Halvø krummer sig mod Nord; —
— Den fede Hjord i Kløverengen vanker,
Og Stimer myldre i den dybe Fjord.
Sørgespillet Svend Grathe
Da Oldtid kun var nyfødt Skum paa Tidens stolte
Vove,
Laae Jylland, som et Vildnis stort, med dybe, sorte
Skove;
Een Skov det hele Land kun var, hvor stolte Ege groede,
De stærke, tykke Grene fast sig om hinanden snoede,
Og Ørnen bygged’ Rede her, og Ulven grov sin Hule,
Men ingen Snekke gled endnu forbi mod Nordens Thule;
Og intet Øxeslag der faldt, en Dæmring laae der inde,
Og Secler svandt, før Skoven saae sin første Mand og
Qvinde.
Den vilde Kraft fandt her sit Hjem, Naturen stod ei ene,
Og Fuglene saa lystigt sang fra Skovens grønne Grene.
— Men dybt fra Havet Taagen steeg, saa skarp og dog
saa stille,
Den slukked’ Solens Ild, man saae ei længer Straalen
spille.
Da isned’ Blomst og Græs og Krat, selv Skovens stærke
Stammer,
Og Bølgen steeg og kjæmpede mod Jordens rødblaa
Flammer.
Med Hyl sig styrted’ Skovens Dyr, fortvivlet ud i
Havet,
Og Mennesket drog fra et Hjem, som Bølgerne begraved’.
Den vilde Jordbrand angreb Alt, hver Fugl, hver Rovdyr
døde,
Som Lava damped’ Ahlen. — — Alt i Secler var et
Øde.
Da voxte Lyngen høi og sort, med violette Blommer,
Med Skove Landets Østkant stod, smukt i den varme
Sommer,
Og Fuglen kom, med lystig Sang, og byggede sin Rede,
Og Mennesket et Eden fandt, her bag den sorte Hede;
Og Kjæmper færdedes og faldt — og Troskab fandt sin
Arne,
Og Sangeren var Folket kjær, det lære vi af Hjarne.
Paa Heden da holdt Kongen Thing, og Hornet kaldte
sammen,
Saa mangt et kraftigt Ord blev talt, og Natten svandt
i Gammen; —
Og hele Slægter svandt, som den, med deres stolte
Drømme,
Mens Maanen seiled’ taus, som nu, paa Tidens Vexels
Strømme.
Den saae dem plante Christi Kors, den hørte Munkens
Sange,
Mens Bølgen brødes, end som nu, mod Skagens hvid-
graae Tange.
Den saae hiin stolte Ridder-Tid, den saae dens Borge
gløde,
Den saae Niels Ebbesen, som Helt, for Danmarks
Frelse bløde. —
— Den lyser endnu bleg og rund, som Tidens store
Øie,
Paa Jyllands skovbekrandste Kyst og lyngbegroede Høie,
Seer Vesterhavet med sin Storm, der kuer Egens
Grene,
Mens Fredens Blomster voxe smukt om Heltens Bautastene.
Kilde: H.C. Andersens “Samlede Skrifter” Tolvte Bind.1879
Oversigt over H.C. Andersen digte – Hans Christian Andersen poems